Den 5. februar 1996 sendte Nick Cave And The Bad Seeds nyklassikeren Murder Ballads på gaden. Et album, der – som titlen mere end antyder – lægger sig op af en ældgammel tradition i sangskrivningen, nemlig at fortælle historier om brutale mord tilsat musik.
Where The Wild Roses Grow – duetten med Kylie Minogue – gjorde Murder Ballads til en stor succes, fra det øjeblik albummet ramte gaden. Det er da også et fint nummer, men der gemmer sig langt større ting på albummet, når man dykker længere ned i det.
Allerstørst er måske den groteske fortælling om Stagger Lee. Et nummer, der med sin slæbende rytme og vilde, vilde overraskende og udsyrede twists undervejs stadig i dag kan udgøre højdepunktet i en koncert med Nick Cave And The Bad Seeds – sådan oplevede jeg det i hvert fald, da jeg så dem sidst i KB-Hallen i 2008.
Stor er også den episke O’Malley’s Bar, der gennem guddommelige 14 minutter og 28 sekunder viser Nick Cave og Bad Seeds fra deres allerstærkeste side. Det nummer kunne have varet 28 minutter uden at blive for langt.
Og så er der Dylan-nummeret Death Is Not The End, hvor Nick Cave flankeres af en række af sine gode venner. Ret godt selskab, skulle jeg mene:
Jeg kunne blive ved… Sagen er jo, at de er gode alle sammen, numrene på Murder Ballads. Et album, der i mine ører ikke er det stærkeste Nick Cave-album, men det er helt deroppe blandt de største.
Det er lørdag, og et vigtigt album fylder år. Brug dog lige fem minutter på at fejre det. For eksempel med The Curse Of Millhaven. Et nummer, der nok skulle kunne få søvnen ud af øjnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar