Klassikere på krykker

Grant-Lee Phillips

Lille Vega

16/11 2010

Rule # 1: Når en koncert er programsat til kl. 20, så begynder man ikke præcist kl. 20. Det valgte Grant-Lee Phillips at gøre på Lille Vega i aftes, og det betød, at vi var en del, der missede de første par numre, og at hele den første del af koncerten generelt gik med, at folk strømmede frem og tilbage med et forvirret blik i ansigtet og forsøgte at finde sig hurtigt til rette i salen. At jeg ikke selv var der til tiden, er selvfølgelig mit ansvar, men jeg mener stadig, det er en uskik at gå på sharp. Det er ikke med til at skabe den bedste stemning for en vellykket koncert.

Rule # 2: Hvis man gerne vil have salen med og forsøge at få bare en smule krop på nogle ellers generelt tilbagelænede sange, så sidder man ikke selv ned hele koncerten. Det gjorde Grant-Lee Phillips på Lille Vega i aftes. Der viste sig så at være en ret god grund til det, da han efterfølgende måtte humpe fra scenen ved hjælp af et par krykker (og alt det havde man selvfølgelig fået forklaret, hvis man havde været der til tiden).

Men lad nu alt det ligge, og lad mig fokusere udelukkende på musikken. For det er vel i virkeligheden der, det reelle problem ligger for Grant-Lee Phillips. Med bandet Grant Lee Buffalo stod han i midt-90’erne bag to sublime albums i form af Fuzzy og Mighty Joe Moon. Den insisterende, intime stemning fra de numre holder den dag i dag 100 %. Og derfor er det vel heller ikke tilfældigt, at han ender med at spille 6-7 numre fra netop de to albums. Honey, Don’t Think, Mighty Joe Moon, Mockingbirds, The Hook og Fuzzy er alle sange, der er gåsehudsfremkaldende smukke – også selvom det er halvandet årti siden, de blev skrevet.

Men… det er et problem, når man ikke siden har lavet noget, der bare kommer i nærheden af de to albums. For Grant-Lee Phillips står den i dag på americana i tomgang. De nyeste numre er decideret kedelige. På alle de mellemliggende albums - særligt på Virginia Creeper og Mobilize - har der været momenter, men selv når det er allerbedst, er det ikke for alvor overbevisende.

Nå, men… Hvis jeg har det på den måde, kunne jeg jo bare holde mig væk, vil den kritiske læser nok mene. Og det er sådan set rigtig nok. Og det tror jeg også, jeg vil gøre næste gang. Men selvom jeg ikke er fan af det nye materiale, mener jeg godt, at hele sættet i aftes kunne have været leveret med langt mere nerve. Det virkede i den grad som et rutinejob, og hovedpersonen sad da også selv og fortalte drømmende om, hvor fedt det skulle blive, når aftenens job (det sidste på den europæiske turné) var overstået, så han kunne komme hjem og holde fri.

Trioformatet fungerede i glimt ret fint, men på et lille spillested som Vega ville percussion nok have været at foretrække frem for den alt for markante tromme. Det hele fungerede faktisk bedst, når Grant-Lee Phillips fik lov at spille og synge alene.