xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

8. jul. 2013

Roskilde 2013: 10, der bliver stående

Crystal Castles på Arena fredag nat. Et af de største øjeblikke på Roskilde '13.

Roskilde Festival handler for mig først og fremmest om at få nogle musikoplevelser, der stikker i mange spændende retninger. Det lykkedes til fulde i år, hvor jeg i hvert fald kan få øje på 10 (meget forskellige) koncerter, der gjorde særligt indtryk:

Bombino 
Tuaregen med rock ’n’ roll-attituden lagde med sine Knopfler- og Hendrix-inspirerede guitarsoloer et råt vestligt rocktæppe over den monotone og trancefrembringende sandbund, rytmesessionen lagde. Det var en rejse. En god times tid i ørkensand og med en spontan danseglæde, der spredte sig i hele teltet.

Jonathan Wilson 
En rejse tilbage i tiden. Denne gang gik den tilbage i tiden. Iklædt en batik-T-shirt og med et sublimt band i ryggen samt en serie virkelig stærke sangen fra debutalbummet ”Gentle Spirit”, bragte amerikaneren publikum med tilbage til sen-60’erne og ind i en drømmende tilstand.

Crystal Castles
En hypnotisk synth-fest, der nærmest har et strejf af punk over sig med den maniske forsanger Alice Glass, der som en Iggy Pop væltede rundt på scenen. Det er en fest. Og det er muligvis årets koncert for mig på Roskilde Festival.

Martin Ryum
En stille koncert, der udnyttede Gloria-scenens potentiale til det yderste. Fulgt af vellykkede visuals fortolkede Martin Ryum Inger Christensen-digte. Der var dømt gåsehud fra middagsstunden.

The National 
Jeg var tæt på at vælge den fra, men en god ven overtalte mig. En særdeles god ven, for det var da den helt store overraskelse at The National kunne række ud over scenekanten med deres forholdsvist introverte rock. Wow.

Metallica
Jeg har ikke noget hverken nutidigt eller nostalgisk forhold til Metallicas musik, men jeg er glad for, at jeg mødte op på Orange. Det her band viste alle (og især Volbeat), hvordan den scene skal tages. Hårdt, brutalt, begejstret og entusiastisk. En magtdemonstration.

Goat
Jeg kendte intet til dette skøre foretagende, der indtog Pavilion efter Metallica. Men det var en fest. Udsyrede rockede og jazzede passager legede anarkistisk oven på en bund af afrikanske rytmer. Perfekt nattekoncert. Stemningen omkring Pavilion på dette tidspunkt fredag og lørdag nat er der ikke meget, der slår.

John Grant
Den kommer ikke helt op på siden af Gloria-koncerten forrige år, men det var en helt igennem vellykket koncert, John Grant leverede igen i år, denne gang på Odeon og på en doven søndag. Hans nye album, opfølgeren til mesterværket Queen of Denmark, vokser og vokser på mig, og live er det en stor fordel for ham, at han også kan bringe de mere elektroniske elementer i spil. Det gør variationen større. Smuk søndagsstener.

Queens Of The Stone Age
Mine rockvenner tager mig med til den slags, og igen er jeg glad for, at de gør det. Jeg ville nok ikke selv have valgt stenalderdronningerne, men de overbeviste med et varieret, melodisk, slagkraftigt og ekstrem stramt spillet sæt.

Kraftwerk 
Et musikhistorisk indslag, der var spændende at få med. Jeg synes faktisk, det fungerede i stadionformatet. Numrene er stærke, og man lever med den totale stilstand på scenen, der jo ligesom ikke kan være anderledes, da den hænger så tæt sammen med hele det visuelle udtryk. Jeg var for langt væk til at kunne vurdere 3D-oplevelsen, men koncerten som helhed var et fint punktum for et godt Roskilde-år.

Herudover var det hyggeligt at høre Kris Kristofferson, sprødt at høre Efterklang og direkte labert at høre Matthew E. White. Ingen af disse koncerter hørte jeg dog intenst nok til at komme med en mere kvalificeret vurdering.

Godkendt år, Roskilde!

Jeg har i øvrigt dækket festivalen for magasinet Atlas. Læs artiklerne her