xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

12. jun. 2013

Christina - That's The Saddest Thing

Bill Ryder-Jones har med 'A Bad Wind Blows in My Heart' udgivet det smukkeste album, jeg har hørt i år. Det her er bare et blandt mange gåsehudsfremkaldende numre fra albummet. Og her i en ganske smuk version:

2. jun. 2013

Jakob Brixen fra Mechanical Bird anbefaler Gila og Red Shifter



DOBBELTALBUM er en artikelserie, hvor jeg beder musikere, forfattere og andre, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Jakob Brixen fra albumaktuelle Mechanical Bird, der kommer med sine bud på to gode skiver.


***

Gila
Bury My Heart at Wounded Knee (1973)

Min ven Mikael Andreasen fra bandet Kloster gav mig for 4-5 år siden en kopi af denne helt fantastiske plade. Det blev på mange måder skelsættende og retningsgivende for min musiklytning frem til i dag, fordi det åbnede en for mig ukendt og forjættet dør til den tyske kraut- og progrock - først og fremmest anført af Florian Frickes Popol Vuh.

På "Bury My Heart at Wounded Knee" medvirker Fricke på klaver sammen med bl.a. Conny Veit og Daniel Fiechelscher. Dette var deres første fælles projekt, og de tre skulle ti år senere lave Popol Vuh-mesterværket "Agape - Agape" sammen.
På "Bury My Heart at Wounded Knee" fornemmer man da også tydeligt, at der er noget helt særligt på spil. Der er noget skitseagtigt over sangskrivningen og en længselsfuld søgen i musikken, som til tider får lov til at lande i de smukkeste langstrakte guitar- , klaver- og fløjtepassager.

Netop det lettere famlende element gør pladen til en sitrende intens lytteoplevelse. Samtidig er der en legende naivitet gemt i den lyriske tematik. Pladens titel er hentet fra Dee Browns bog om indianernes fordrivelse og lidelser i Nordamerika, og flere af teksterne er taget direkte fra bogen. Måske er det de unge tyske hippiers følelse af fremmedgørelse og fordrivelse i 70'ernens München, som skaber denne fascination og parallel til indianere. I hvert fald er det sært dragende, når vokalist Sabine Merbach nærmest messer linjer som: "In a sacred manner I live/ to the heavens I gaze/ In a sacred manner I live/ My horses are many", og jeg får samme frihedsfølelse i maven, som da jeg i barndommen drømte mig ind i indianertegneserien, "Sølvpil".

Denne plade kan ikke anbefales nok!






Red Shifter
Compania (2012)

Det undrer mig, at Red Shifters "Compania" ikke har fået mere opmærksomhed end det er tilfældet. For mig var pladen en af sidste års bedste udgivelser.

Musikkollektivet med forfatter Jeppe Brixvold i front, har indspillet musikken i Sønderho på Fanø, og Vesterhavets barskhed og øens isolation trænger sig i den grad på igennem albummets 7 skæringer. Her er tale om en kollage af eksperimenterende folk med cello, fløjte, orgler, sav, skruetrækkerguitar, bølgeskvulp og metalliske reallyde.

Der er en knirkende, organisk nærhed i musikken, men sangene er konstant på en foruroligende kurs imod sammenbrud. Det er skrøbeligt og stærkt på samme tid, og der er en desperation og et mørke, som jeg ikke har hørt magen til siden Set Fire to Flames' album "Telegraphs in Negative/Mouths Trapped in Static".
Det kræver tålmodighed at lytte til Compania, men tager man sig tiden, er der stor skønhed at finde, som på den langstrakte "Turning", som vel bedst kan beskrives som vesterhavsshamanistisk trance eller den hjerteskærende "In the Garden", hvor Henriette Løvdals svævende fløjte lukker albummet på fineste vis. Højdepunktet for mig er dog titelnummeret "Compania", hvor Jeppe Brixvolds vokal for alvor skinner igennem på en af de smukkeste sange fra et dansk band i lang tid.






***



Tusind tak til Jakob for gode og ikke mindst originale bud. Alt dette er nyt for mig, og jeg glæder mig til at dykke ned i det.

Når jeg har bedt Jakob om at komme med sine bud på noget nyt og gammelt, er det fordi han som frontmand i Mechanical Bird er aktuel med albummet ”Bitter Herbs”, som jeg har lyttet rigtig meget til på det seneste.

Mechanical Bird betegner sig selv som et folk-kollektiv, hvor omdrejningspersonen er Jakob Brixen, som også synger og spiller guitar og banjo. De øvrige medlemmer, Nikolaj Paakjær, Christel Voldby Winther, Sarah Hepburn, Peter Skibsted og Carl Andreas Brixen giver den på så spændende instrumenter som fløjte, harpsichord, sitar og glockenspiel. For blot at nævne nogle få.

Som instrumentudvalget antyder, så har vi her fat i helt klassisk folk-musik. Beslægtet med bands som Hymns From Nineveh og Kloster bevæger Mechanical Bird sig i et spirutuelt/religiøst/søgende univers. Men der er nu ikke dømt statisk salmesang her. Mechanical Bird mikser de middelalderlige virkemidler fint op med energiske elementer fra eksempelvis psykedelisk rock og gospel.

De stille numre – ikke mindst den gåsehudsfremkaldende Tamarisk Tree – er insisterende smukke, og de mere uptempo numre, som fx de to åbnere, ”Seven Valleys” og ”Bitter Herbs”, er herlige, opløftende og smittende i deres psykedeliske fløjte- og orgelbelagte rocklyd. Lækkert.

Varme anbefalinger skal følge Mechanical Bird, et orkester der både har et fantastisk navn og en række stærke sange.

Læs mere om bandet her: mechanicalbird.dk