xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

3. maj 2013

Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss anbefaler Okay og Smashing Pumpkins


DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, forfattere og andre, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss, der kommer med sine bud på to gode skiver.


***


Okay 
Huggable Dust (2008)

Okay er et projekt fra amerikanske Marty Anderson, som blev udgivet af det nu hedengangne selskab Absolutely Kosher. Jeg faldt tilfældigt over musikken, da jeg lyttede til nogle gratis mp3’er fra AK. Derefter gik der ikke længe før jeg fik bestilt pladerne hjem. Marty Anderson har et ekstremt godt øre for poppede melodier, hvilket gør at musikken egentlig er ganske lettilgængelig, til trods for at det bestemt er lyden af et ”musikalsk skævt individ”.

Den nærmeste reference til Okay ville nok være Sparklehorse, da de begge skriver skrøbelige, enkle, melodiske sange, og skaber et helt specielt univers omkring dem.

Jeg kan ikke andet end anbefale at tjekke Okay ud, og en god start ville være ”Huggable Dust”. Det er hjerteskærende musik fra en original kunstner.






Smashing Pumpkins 
Siamese Dream (1993)

Overvejede kraftigt at fremhæve ”Mellon Collie & The Infinite Sadness”, da den plade, mere end nogen anden, var soundtracket til mine teenageår. Det blev dog ”Siamese Dream” i stedet, da det var min første introduktion til Smashing Pumpkins, samt den plade jeg oftest sætter på, hvis jeg skal have et skud nostalgi.

I 90’erne udkom der  flere alternative rockplader, som jeg i dag vil mene er klassikere, og som jeg lyttede intenst til, da de udkom. Hovedværker som Suedes ”Dog Man Star”, Radioheads ”OK Computer”, og Nirvanas ”Nevermind”. Til trods for, at de nævnte bands stod mit hjerte nært, var Smashing Pumkins det band fra dengang, som jeg bedst kunne relatere til, og jeg betragter stadig de to nævnte værker som de bedste rockplader fra 90’erne – og mener egentlig ikke, de er overgået sidenhen.

”Siamese Dream” med sit helt særegne, drømmende univers. En lyd, som helt sikkert delte æstetik med Shoegaze, men med mere ”udskårne” riffs og melodisk pågåenhed. Musikken virkede dengang – og stadig – som nødvendig, i al sin emotionelle udkrængethed.

Det, der blandt andet gjorde Smashing Pumpkins til noget specielt for mig, i de år hvor man bære følelserne udenpå tøjet, var, at deres musik dækkede hele følelsesregistret. Billy Corgan skrev alt fra alternativ rock, metal, til ballader og vuggeviser, så uanset hvor man lige var, på sit dengang svingende barometer, var der altid en sang fra Smashing Pumkins, som passede dertil.





***

Tak til Jacob Faurholt for to gode bud. Selv er han med sit projekt Crystal Shipsss aktuel med en ny EP, der blot bærer navnet Crystal Shipsss. En medrivende omgang støjende og indimellem psykedelisk lo-fi. Musik, der har en sært hjemsøgende effekt på mig.

Det er hele vejen igennem mudret og støjende, men måske rummer EP’en alligevel en form for hitpotentiale. ”Listening to Devil Town” er i hvert fald en regulær ørehænger. Et virkelig stærkt nummer, der fluks ryger ind på min playlist for den kommende sommer. Sådan skal den altså skæres:



Et nummer som ”Dusty Vinyls” har også virkelig store kvaliteter. I det hele taget kan jeg klart anbefale hele EP’en fra Crystal Shipsss.

Ud over diverse digitale formater udkommer EP’en også som kassettebånd i begrænset oplag på henholdsvis Mouca Records (50 stk, EU), og Three Ring Records (50 stk, US).

Læg også vejen forbi:
www.facebook.com/crystalshipsss