xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

29. dec. 2013

2013: Årets bedste albums

Her følger listen over de 30 albums, der betød mest for mig i 2013 - 20 udenlandske og 10 danske.

Jeg har også oprettet en playlist på Spotify med i alt 66 numre fra disse 30 albums.

De 20 bedste albums: 

1. Jonathan Wilson / Fanfare
2. Nick Cave & The Bad Seeds / Push The Sky Away
3. Bill Ryder-Jones / A Bad Wind Blows In My Heart
4. John Grant / Pale Green Ghosts
5. Kurt Vile / Walking On A Pretty Daze
6. Ed Harcourt / Back Into The Woods
7. Laura Marling / Once I Was An Eagle
8. Bombino / Nomad
9. Phosphorescent / Muchacho
10. Jon Hopkins / Immunity
11. Mark Lanegan & Duke Garwood / Black Pudding
12. Arcade Fire / Reflektor
13. James Blake / Overgrown
14. Sumie / Sumie
15. Pet Shop Boys / Electric
16. David Bowie / The Next Day
17. Boards of Canada / Tommorrow’s Harvest
18. Ásgeir Trausti / Dýrð í dauðaþögn
19. The National / Trouble Will Find Me
20. Israel Nash Gripka / Israel Nash’s Rain Plans

De 10 bedste danske albums: 

1. Mellemblond / Lysvågen
2. De Efterladte / Alvordsord og etagevask
3. Mouritz & Hørslev / Allermindst dig selv
4. Dangers Of The Sea / Dangers Of The Sea
5. Boho Dancer / Gemini
6. Kira / When We Were Gentle
7. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter / Rystet spejl
8. 4 Guys From The Future / Adagio
9. Spids Nøgenhat / Kommer med fred
10. Peter Sommer / Alt forladt




20. dec. 2013

En islandsk gletsjer

Det her er et af årets smukkeste numre fra et af årets bedste albums. Fin lyrik, excellent komposition og SÅ meget nerve. Leveret af John Grant, der nu om dage er bosat i Reykjavik.



You just want to live your life
The best way you know how
But they keep on telling you
That you are not allowed

They say you are sick
That you should hang your head in shame
They are pointing fingers
And want you to take the blame

There are days when people are
So nasty and convincing
They say things beyond belief
That sting and leave you wincing

And to boot they say their words
Come straight down from above
And they really seem to think
That what they're doing counts as love

This pain
It is a glacier moving through you
And carving out deep valleys
And creating spectacular landscapes
And nourishing the ground
With precious minerals and other stuff
So, don't you become paralyzed with fear
When things seem particularly rough

Don't you pay them fuckers as they say no never mind
They don't give two shits about you. It's the blind leading the blind
What they want is commonly referred to as theocracy
And what that boils down to is referred as hypocrisy

Don't listen to anyone; get answers on your own
Even if it means that sometimes you feel quite alone
No one on this planet can tell you what to believe
People like to talk a lot, and they like to deceive

This pain
It is a glacier moving through you
And carving out deep valleys
And creating spectacular landscapes
And nourishing the ground
With precious minerals and other stuff
So, don't you become paralyzed with fear
When things seem particularly rough

This pain
It is a glacier moving through you
And carving out deep valleys
And creating spectacular landscapes
And nourishing the ground
With precious minerals and other stuff
So, don't you become paralyzed with fear
When things seem particularly rough...

17. dec. 2013

Mellemblond & Lysvågen

Et af årest bedste danske danske albums var i mine ører Mellemblonds Lysvågen. Poetisk, skramlet, kantet og samtidig fint afrundet. Her Swimmingpoolens blå:


16. dec. 2013

Vintermelankoli fra Sverige

Der er musik, der passer til bestemte årstider. Debutalbummet fra svenske Sumie er som skabt til den mørke tid, hvor tristessens dyne kan være svær at rulle af.

Sandra Sumie Nagano, som gemmer sig bag kunstennavnet, er i øvrigt søster til Yukimi Nagano fra Little Dragon. Det her er noget mere afdæmpet...

11. dec. 2013

Toogtyve minutters trance

I sidste uge var jeg til koncert med Wooden Shjips i Pumpehuset. Jeg har set dem før og havde høje forventninger, som blev indfriet til fulde. De repetitive rundgange, der bare kværner derudad har en vild hypnotisk effekt på mig. Her kan du høre en 22 minutter lang session fra KEXP med de stenede gutter fra San Fransisco. Det skal også nævnes, at danske Shiny Darkly leverede en rigtig skarp opvarmningskoncert. Dem vil jeg gerne lære nærmere at kende.

8. jul. 2013

Roskilde 2013: 10, der bliver stående

Crystal Castles på Arena fredag nat. Et af de største øjeblikke på Roskilde '13.

Roskilde Festival handler for mig først og fremmest om at få nogle musikoplevelser, der stikker i mange spændende retninger. Det lykkedes til fulde i år, hvor jeg i hvert fald kan få øje på 10 (meget forskellige) koncerter, der gjorde særligt indtryk:

Bombino 
Tuaregen med rock ’n’ roll-attituden lagde med sine Knopfler- og Hendrix-inspirerede guitarsoloer et råt vestligt rocktæppe over den monotone og trancefrembringende sandbund, rytmesessionen lagde. Det var en rejse. En god times tid i ørkensand og med en spontan danseglæde, der spredte sig i hele teltet.

Jonathan Wilson 
En rejse tilbage i tiden. Denne gang gik den tilbage i tiden. Iklædt en batik-T-shirt og med et sublimt band i ryggen samt en serie virkelig stærke sangen fra debutalbummet ”Gentle Spirit”, bragte amerikaneren publikum med tilbage til sen-60’erne og ind i en drømmende tilstand.

Crystal Castles
En hypnotisk synth-fest, der nærmest har et strejf af punk over sig med den maniske forsanger Alice Glass, der som en Iggy Pop væltede rundt på scenen. Det er en fest. Og det er muligvis årets koncert for mig på Roskilde Festival.

Martin Ryum
En stille koncert, der udnyttede Gloria-scenens potentiale til det yderste. Fulgt af vellykkede visuals fortolkede Martin Ryum Inger Christensen-digte. Der var dømt gåsehud fra middagsstunden.

The National 
Jeg var tæt på at vælge den fra, men en god ven overtalte mig. En særdeles god ven, for det var da den helt store overraskelse at The National kunne række ud over scenekanten med deres forholdsvist introverte rock. Wow.

Metallica
Jeg har ikke noget hverken nutidigt eller nostalgisk forhold til Metallicas musik, men jeg er glad for, at jeg mødte op på Orange. Det her band viste alle (og især Volbeat), hvordan den scene skal tages. Hårdt, brutalt, begejstret og entusiastisk. En magtdemonstration.

Goat
Jeg kendte intet til dette skøre foretagende, der indtog Pavilion efter Metallica. Men det var en fest. Udsyrede rockede og jazzede passager legede anarkistisk oven på en bund af afrikanske rytmer. Perfekt nattekoncert. Stemningen omkring Pavilion på dette tidspunkt fredag og lørdag nat er der ikke meget, der slår.

John Grant
Den kommer ikke helt op på siden af Gloria-koncerten forrige år, men det var en helt igennem vellykket koncert, John Grant leverede igen i år, denne gang på Odeon og på en doven søndag. Hans nye album, opfølgeren til mesterværket Queen of Denmark, vokser og vokser på mig, og live er det en stor fordel for ham, at han også kan bringe de mere elektroniske elementer i spil. Det gør variationen større. Smuk søndagsstener.

Queens Of The Stone Age
Mine rockvenner tager mig med til den slags, og igen er jeg glad for, at de gør det. Jeg ville nok ikke selv have valgt stenalderdronningerne, men de overbeviste med et varieret, melodisk, slagkraftigt og ekstrem stramt spillet sæt.

Kraftwerk 
Et musikhistorisk indslag, der var spændende at få med. Jeg synes faktisk, det fungerede i stadionformatet. Numrene er stærke, og man lever med den totale stilstand på scenen, der jo ligesom ikke kan være anderledes, da den hænger så tæt sammen med hele det visuelle udtryk. Jeg var for langt væk til at kunne vurdere 3D-oplevelsen, men koncerten som helhed var et fint punktum for et godt Roskilde-år.

Herudover var det hyggeligt at høre Kris Kristofferson, sprødt at høre Efterklang og direkte labert at høre Matthew E. White. Ingen af disse koncerter hørte jeg dog intenst nok til at komme med en mere kvalificeret vurdering.

Godkendt år, Roskilde!

Jeg har i øvrigt dækket festivalen for magasinet Atlas. Læs artiklerne her

12. jun. 2013

Christina - That's The Saddest Thing

Bill Ryder-Jones har med 'A Bad Wind Blows in My Heart' udgivet det smukkeste album, jeg har hørt i år. Det her er bare et blandt mange gåsehudsfremkaldende numre fra albummet. Og her i en ganske smuk version:

2. jun. 2013

Jakob Brixen fra Mechanical Bird anbefaler Gila og Red Shifter



DOBBELTALBUM er en artikelserie, hvor jeg beder musikere, forfattere og andre, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Jakob Brixen fra albumaktuelle Mechanical Bird, der kommer med sine bud på to gode skiver.


***

Gila
Bury My Heart at Wounded Knee (1973)

Min ven Mikael Andreasen fra bandet Kloster gav mig for 4-5 år siden en kopi af denne helt fantastiske plade. Det blev på mange måder skelsættende og retningsgivende for min musiklytning frem til i dag, fordi det åbnede en for mig ukendt og forjættet dør til den tyske kraut- og progrock - først og fremmest anført af Florian Frickes Popol Vuh.

På "Bury My Heart at Wounded Knee" medvirker Fricke på klaver sammen med bl.a. Conny Veit og Daniel Fiechelscher. Dette var deres første fælles projekt, og de tre skulle ti år senere lave Popol Vuh-mesterværket "Agape - Agape" sammen.
På "Bury My Heart at Wounded Knee" fornemmer man da også tydeligt, at der er noget helt særligt på spil. Der er noget skitseagtigt over sangskrivningen og en længselsfuld søgen i musikken, som til tider får lov til at lande i de smukkeste langstrakte guitar- , klaver- og fløjtepassager.

Netop det lettere famlende element gør pladen til en sitrende intens lytteoplevelse. Samtidig er der en legende naivitet gemt i den lyriske tematik. Pladens titel er hentet fra Dee Browns bog om indianernes fordrivelse og lidelser i Nordamerika, og flere af teksterne er taget direkte fra bogen. Måske er det de unge tyske hippiers følelse af fremmedgørelse og fordrivelse i 70'ernens München, som skaber denne fascination og parallel til indianere. I hvert fald er det sært dragende, når vokalist Sabine Merbach nærmest messer linjer som: "In a sacred manner I live/ to the heavens I gaze/ In a sacred manner I live/ My horses are many", og jeg får samme frihedsfølelse i maven, som da jeg i barndommen drømte mig ind i indianertegneserien, "Sølvpil".

Denne plade kan ikke anbefales nok!






Red Shifter
Compania (2012)

Det undrer mig, at Red Shifters "Compania" ikke har fået mere opmærksomhed end det er tilfældet. For mig var pladen en af sidste års bedste udgivelser.

Musikkollektivet med forfatter Jeppe Brixvold i front, har indspillet musikken i Sønderho på Fanø, og Vesterhavets barskhed og øens isolation trænger sig i den grad på igennem albummets 7 skæringer. Her er tale om en kollage af eksperimenterende folk med cello, fløjte, orgler, sav, skruetrækkerguitar, bølgeskvulp og metalliske reallyde.

Der er en knirkende, organisk nærhed i musikken, men sangene er konstant på en foruroligende kurs imod sammenbrud. Det er skrøbeligt og stærkt på samme tid, og der er en desperation og et mørke, som jeg ikke har hørt magen til siden Set Fire to Flames' album "Telegraphs in Negative/Mouths Trapped in Static".
Det kræver tålmodighed at lytte til Compania, men tager man sig tiden, er der stor skønhed at finde, som på den langstrakte "Turning", som vel bedst kan beskrives som vesterhavsshamanistisk trance eller den hjerteskærende "In the Garden", hvor Henriette Løvdals svævende fløjte lukker albummet på fineste vis. Højdepunktet for mig er dog titelnummeret "Compania", hvor Jeppe Brixvolds vokal for alvor skinner igennem på en af de smukkeste sange fra et dansk band i lang tid.






***



Tusind tak til Jakob for gode og ikke mindst originale bud. Alt dette er nyt for mig, og jeg glæder mig til at dykke ned i det.

Når jeg har bedt Jakob om at komme med sine bud på noget nyt og gammelt, er det fordi han som frontmand i Mechanical Bird er aktuel med albummet ”Bitter Herbs”, som jeg har lyttet rigtig meget til på det seneste.

Mechanical Bird betegner sig selv som et folk-kollektiv, hvor omdrejningspersonen er Jakob Brixen, som også synger og spiller guitar og banjo. De øvrige medlemmer, Nikolaj Paakjær, Christel Voldby Winther, Sarah Hepburn, Peter Skibsted og Carl Andreas Brixen giver den på så spændende instrumenter som fløjte, harpsichord, sitar og glockenspiel. For blot at nævne nogle få.

Som instrumentudvalget antyder, så har vi her fat i helt klassisk folk-musik. Beslægtet med bands som Hymns From Nineveh og Kloster bevæger Mechanical Bird sig i et spirutuelt/religiøst/søgende univers. Men der er nu ikke dømt statisk salmesang her. Mechanical Bird mikser de middelalderlige virkemidler fint op med energiske elementer fra eksempelvis psykedelisk rock og gospel.

De stille numre – ikke mindst den gåsehudsfremkaldende Tamarisk Tree – er insisterende smukke, og de mere uptempo numre, som fx de to åbnere, ”Seven Valleys” og ”Bitter Herbs”, er herlige, opløftende og smittende i deres psykedeliske fløjte- og orgelbelagte rocklyd. Lækkert.

Varme anbefalinger skal følge Mechanical Bird, et orkester der både har et fantastisk navn og en række stærke sange.

Læs mere om bandet her: mechanicalbird.dk



3. maj 2013

Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss anbefaler Okay og Smashing Pumpkins


DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, forfattere og andre, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss, der kommer med sine bud på to gode skiver.


***


Okay 
Huggable Dust (2008)

Okay er et projekt fra amerikanske Marty Anderson, som blev udgivet af det nu hedengangne selskab Absolutely Kosher. Jeg faldt tilfældigt over musikken, da jeg lyttede til nogle gratis mp3’er fra AK. Derefter gik der ikke længe før jeg fik bestilt pladerne hjem. Marty Anderson har et ekstremt godt øre for poppede melodier, hvilket gør at musikken egentlig er ganske lettilgængelig, til trods for at det bestemt er lyden af et ”musikalsk skævt individ”.

Den nærmeste reference til Okay ville nok være Sparklehorse, da de begge skriver skrøbelige, enkle, melodiske sange, og skaber et helt specielt univers omkring dem.

Jeg kan ikke andet end anbefale at tjekke Okay ud, og en god start ville være ”Huggable Dust”. Det er hjerteskærende musik fra en original kunstner.






Smashing Pumpkins 
Siamese Dream (1993)

Overvejede kraftigt at fremhæve ”Mellon Collie & The Infinite Sadness”, da den plade, mere end nogen anden, var soundtracket til mine teenageår. Det blev dog ”Siamese Dream” i stedet, da det var min første introduktion til Smashing Pumpkins, samt den plade jeg oftest sætter på, hvis jeg skal have et skud nostalgi.

I 90’erne udkom der  flere alternative rockplader, som jeg i dag vil mene er klassikere, og som jeg lyttede intenst til, da de udkom. Hovedværker som Suedes ”Dog Man Star”, Radioheads ”OK Computer”, og Nirvanas ”Nevermind”. Til trods for, at de nævnte bands stod mit hjerte nært, var Smashing Pumkins det band fra dengang, som jeg bedst kunne relatere til, og jeg betragter stadig de to nævnte værker som de bedste rockplader fra 90’erne – og mener egentlig ikke, de er overgået sidenhen.

”Siamese Dream” med sit helt særegne, drømmende univers. En lyd, som helt sikkert delte æstetik med Shoegaze, men med mere ”udskårne” riffs og melodisk pågåenhed. Musikken virkede dengang – og stadig – som nødvendig, i al sin emotionelle udkrængethed.

Det, der blandt andet gjorde Smashing Pumpkins til noget specielt for mig, i de år hvor man bære følelserne udenpå tøjet, var, at deres musik dækkede hele følelsesregistret. Billy Corgan skrev alt fra alternativ rock, metal, til ballader og vuggeviser, så uanset hvor man lige var, på sit dengang svingende barometer, var der altid en sang fra Smashing Pumkins, som passede dertil.





***

Tak til Jacob Faurholt for to gode bud. Selv er han med sit projekt Crystal Shipsss aktuel med en ny EP, der blot bærer navnet Crystal Shipsss. En medrivende omgang støjende og indimellem psykedelisk lo-fi. Musik, der har en sært hjemsøgende effekt på mig.

Det er hele vejen igennem mudret og støjende, men måske rummer EP’en alligevel en form for hitpotentiale. ”Listening to Devil Town” er i hvert fald en regulær ørehænger. Et virkelig stærkt nummer, der fluks ryger ind på min playlist for den kommende sommer. Sådan skal den altså skæres:



Et nummer som ”Dusty Vinyls” har også virkelig store kvaliteter. I det hele taget kan jeg klart anbefale hele EP’en fra Crystal Shipsss.

Ud over diverse digitale formater udkommer EP’en også som kassettebånd i begrænset oplag på henholdsvis Mouca Records (50 stk, EU), og Three Ring Records (50 stk, US).

Læg også vejen forbi:
www.facebook.com/crystalshipsss

26. apr. 2013

Mads Beldring anbefaler Sam Amidon og John Coltrane



DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, forfattere m.fl., som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Mads Beldring, der kommer med sine bud på to gode skiver.

***

Sam Amidon
All Is Well (2008)

Sam Amidons andet album, ’All Is Well’ fra 2008, har sat sig som en kile i mig. Albummet består af nyfortolkninger af de traditionelle folkeviser, de europæiske immigranter bragte med til Amerika. Flere af viserne kan spores tilbage til 1700-tallets England. Sange om savn, sange om den elskede, man forlod for at få et bedre liv, sange om at indtage nyt land, sange om fremmedgjorthed, sange om overgange fra barn til voksen, sange om liv og død, krig og kærlighed.
Pladen gjorde mig opmærksom på folkevisen som medie. Folkevisens evne til at sætte ord på universelle eksistentielle spørgsmål, lade dem svæve over hovedet og lade lytteren selv lave slutningen og måske finde svaret. Det nedtonede udtryk med streger trukket tilbage til traditionel folkemusik, horn-arrangementer, der understreger en gennemgående nerve og elementer af improvisation, får ’All Is Well’ til at være en plade, som jeg stadig sætter på og får kuldegysninger af og over. En plade uden tid og sted.

Lyt til ”Sugar Bay”, et af numrene fra albummet her:





John Coltrane
A Love Supreme (1965)

John Coltranes mesterværk fra 1965 er i mine øjne en universel plade. Den samler sig i mig som essensen af musik: urkraft, vildskab, spiritualitet, improvisation, poesi, komposition, sammenspil og groove. En plade, jeg kan høre igen og igen og blive inspireret af. I sagens natur ikke en plade, jeg på et tekstligt plan er direkte påvirket af, men en plade der minder om, hvad musik er. ’A Love Supreme’ minder mig om, at musik udspringer af en kilde, der er større end vi forstår.  

Lyt til det første nummer fra albummet her:




***


Stor tak til Mads Beldring for to gode og originale bud. Coltrane har jeg lyttet rigtig meget til gennem årene. Amidon har jeg kun sporadisk kendskab til, og albummet, Mads nævner, kendte jeg ikke. Nu har jeg købt det. Det lyder jo stort.

Jeg har bedt Mads Beldring om at komme med sine bud på gode plader, fordi jeg gennem det seneste halve års tid har lyttet rigtig meget til hans fremragende album ”Hør nu her” fra sidste år. Det er ikke voldsomt meget eksponering, dette album har fået i de toneangivende musikmedier, men der er jo også kamp om spaltepladsen for tiden med en sand bølge af dansksproget folk, rock og pop på højt niveau.

Men Mads Beldring kan nu noget særligt, og jeg kan varmt anbefale alle at lytte til ”Hør nu her”. Først og fremmest faldt jeg over ”Ting du skal nå”, der både i akkordgang og ord mere end låner fra Glen Campbells klassiker ”Gentle On My Mind” (eller på ordsiden lånes der rettere en stump fra den danske oversættelse af Campbell-nummeret, som blandt andre John Mogensen og Nikolaj Nørlund har fremført). At låne er en god ting. Særligt når det gøres på en intelligent måde, og når det bruges til at bygge noget nyt ovenpå, som er flot, helstøbt og i sig selv originalt. Det har Mads Beldring gjort her.

Mads Beldring laver folkmusik af den helt gamle skole, og derfor forstår jeg også hans begejstring for Sam Amidon. Der er mange inden for den genre, der læner sig op ad de gamle dyder, men der er ikke mange der gør det med så stærkt et lyrisk fundament, som Mads Beldring gør.

Tjek ham ud. Du kan fx begynde her:




Du kan også følge Mads Beldring på Facebook:
www.facebook.com/M.Beldring

5. apr. 2013

Ida Wenøe fra Boho Dancer anbefaler Leonard Cohen og Damien Jurado



DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Boho Dancer er aktuel med debutalbummet ’Gemini’. I den anledning har jeg fået bandets sanger og sangskriver Ida Wenøe til at komme med sine bud på noget nyt og gammelt.

***

Leonard Cohen 
Songs of Love and Hate (1971)

Dette album har trukket mig igennem mange lange nætter. Da jeg endelig nåede frem til dette album med Cohen i stakken af hans lange diskografi, måtte jeg overgive mig fuldstændigt til den kære Ladies' Man.

Med et spontant jerngreb omkring mine indre organer ved lyden af de første linjer fra åbningsnummeret "Avalanche" - I stepped into an avalanche / it covered up my soul - forsvandt jeg ind i en verden af lyrik og billeder, der var så storladne, så eviggyldige, så sigende, at grebet aldrig rigtig har sluppet mig siden. Blandet med Cohens dybe fortællerstemme og den spæde, kontinuerlige spanske guitar bliver man ført gennem en verden af, ja... kærlighed og had.

Cohen kan som ingen andre beskrive det mest komplicerede og komplekse med få ord, der ved stort set hver eneste ord, hver eneste tone sender en ned i de dybeste lag af sit følelsesliv.
For mit vedkommende skal Cohen ikke oversættes. Jeg elsker, at han siger noget, jeg forstår, men ikke kan (eller vil) forklare. Det er bl.a. dette, der for mig gør hans univers så evigt spændende og dragende.

Udover Avalanche er Famous Blue Raincoat også en af mine favoritter fra pladen. Lyrikken er et brev, der har så overdådigt meget at fortælle mellem linjerne. Vi bliver indhyllet i en klar sindsstemning allerede ved de første to linjer: It's four in the morning / the end of december / I'm writing you now / just to see if you’re better. Du har allerede en meget klar følelse af sindsstemningen, men kun desto tydeligere, fordi Cohen maler uden om kernen, for at kernen dermed står klarer frem. Det er fandeme sangskrivning der vil noget!

Cohen har lært mig utrolig meget i forhold til min egen sangskrivning, men jeg administrerer det langt fra noget i nærheden af ligeså godt som ham. Men det er efterstræbelsesværdigt, og heri ligger der en konstant søgen efter "noget større", efter at blive bedre, hvilket gør at man hele tiden rykker sig. Fordi man ser op til nogen, man lader sig inspirere, man erkender sine egne mangler og forsøger at blive bedre. Enhver sangskriver med respekt for sig selv skal altid søge at blive bedre. Ja, et hvert menneske for at tage den helt ud ;)

Nummeret Like Rain på vores album "Gemini" er faktisk en bøn til bl.a. Cohen. Jeg beder om inspiration, og opvækning - han skal danse for mig i sølvskæret, han skal råbe ordene ud som en strøm af regndråber, han skal rede mig ud af min lammelse, han skal kalde mig ved mit navn da jeg er barn af ham. Det er ham der har bragt mig til "kunsten", så han skal hjælpe mig med at rejse mig fra mit navlepilleri og åbne en kanal der søger mod noget større, noget udover mig selv.

Av for den...

Man skal gøre sig selv en stor tjeneste og gøre Cohen selskab på "Songs Of Love & Hate".





Damien Jurado 
Maraqopa (2012)

Det er først i løbet af det seneste år jeg har fået øjnene op for denne dejlige herre og jeg synes dette er et fantastisk stærkt album.

Damien Jurado gør lidt af det samme som Leonard Cohen, han gør bare lidt mindre ud af sig selv. Han dyrker noget naivt og svævende som jeg også genkender fra min egen sangskrivning. Sangene emmer af melankoli og ironi som det lille ekstra krydderi tilført indimellem.

Udover hans sindssygt skarpe forståelse for hvordan en god sang skal skæres, tror jeg også at grunden til at jeg er faldet så meget for ham, er at jeg føler mig forbundet med ham, da jeg genkender så utrolig mange ting i mig selv. Sådan er det jo for de fleste mennesker - så snart du ser dig selv i noget, tager du det til dig med ekstra stor iver.

Der er ikke en eneste sang på dette album, jeg ikke kan lide. Det er den ene gode sang efter den anden. Rammende ord, stærke melodier. En af mine favoritter er "Working Titles". Her er der igen en masse rammende billeder - og han fucker lidt op med formen, da du aldrig rigtig ved, om han synger til nogen eller sig selv. Masser af kynisme over for branchen? Kærligheden? Ham selv? Det hele på en gang?

Man kan ligeså godt tage hele albummet fra ende til anden, da det er koncentreret mums til din øregang. Ellers synes jeg, man skal starte med Working Titles eller Nothing Is The News.





***


En stor tak til Ida Wenøe for nogle virkelig smukke bud.

Ida Wenøe er sammen med resten af Boho Dancer aktuel med en lille folk-perle i form af debutalbummet ”Gemini”. Det er et band, jeg har fulgt gennem noget tid. Der har været lovende takter på tidligere numre, men dette er altså det første regulære album. Og det rummer samtidig det stærkeste materiale, bandet har præsteret til dato.

Der er ganske enkelt internationalt format over flere af folk-skæringerne fra Boho Dancer. Ind i mellem er det svært ikke at tænke på svenske First Aid Kit, men inspirationskilderne er nu flere. Eksempelvis lurer der en helt Patti Smithsk lidenskab under overfladen på Waiting On A Summer. Det er ment som en kompliment, for det virker sgu!

Boho Dancer beviser også et eminent popøre på førstesinglen ”Fictional Reasons”. Alt i alt varme anbefalinger herfra.



Læs mere om Boho Dancer her:
http://www.bohodancer.com/

28. mar. 2013

Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond anbefaler Smashing Pumpkins og Bombino

Mød Bombino.

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Mellemblond er netop udkommet med albummet ”Lysvågen”. I den anledning kommer frontmand Kristoffer Munck Mortensen her med sit bud på noget nyt og gammelt.

***

Smashing Pumpkins 
Siamese Dream (1993)

Min første tanke var at vælge Revolver med Beatles som mit bud på et ældre album, da det var en af de første rockplader jeg hørte. Og en af de få plader, mine forældre havde stående. Men jeg syntes, at det var sjovere at vælge noget, der er udkommet i min tid. Og da var min første tanke ’Siamese Dream’.  I mine sidste folkeskoleår i 1994/95 lyttede vi til den. Og spillede sangene i frikvarteret på spansk guitar!

Sangene spænder fra metalliske riff-sange til stille ballader. Hittet var ’Today’ og vel også ’Disarm’, men jeg kunne lide alle numrene. Der er en fed dynamik, de er vildt gode til gå fra den rene lyd og til at træde på distortionpedalen, når sangen skal op. Hør bare første skæring, ’Cherub Rock’.

Oveni er der så Billy Corgans sære stemme, der bringer en masse karakter ind i sangene. Sangene er poppede og genkendelige, bandet spiller fedt, og oveni spiller Corgan en del guitarsoloer, som er originale, opfindsomme og melodiske. Klart en inspiration. De syrer også ud i længere instrumentale passager, hvilket giver et dejligt modspil til de mere skarpt skårne rocksange.

Så ja, en popmetalhippiesyrealtrockplade der stadig holder!





Bombino 
Agadez (2011)

Mød Bombino! En afrikansk guitarist, jeg har haft et crush på, siden jeg opdagede ’Agadez’ og senere så ham spille til Womex.

Jeg forstår ikke touareg, men alt han spiller og synger går rent ind, og måden han bygger sine sange op omkring sit guitarspil er forrygende.

Musikken er smuk, vemodig, virtous, bluesy, juicy og eksotisk. Han har en fin, ren tone, der er umiskendelig afrikansk, men også vækker minder om vestlig rock og blues-guitarister, især Mark Knopfler.

Bombino er aktuel med en ny plade i disse dage, produceret af en dem fra Black Keys og indspillet i Nashville. En charmerende superstjerne in spe, der er en oplagt booking for Roskilde Festival. Mellemblond varmer gerne op! (Siden Kristoffer skrev denne tekst, er Bombino faktisk blevet booket. Det er Mellemblond ikke, men det kan RF jo nå at rette op endnu, red.)




***

Tak til Kristoffer for to superspændende bud. Og hvorfor har jeg så valgt at få Kristoffer til at komme med sine bud på gode albums? Det har jeg, fordi Mellemblond i mine ører er noget af det allermest interessante på den danske rockscene lige nu.

Det nye album, ”Lysvågen”, har fortjent fået rigtig flotte anmeldelser. Det er lyden af et band, der for alvor er blevet voksent og har fundet sin stemme. Jeg har elsket Mellemblond fra første færd, men hvor de i begyndelsen havde en stærk kildeafsmitning fra forbillederne, eksempelvis fra den danske syrerock fra 60’erne, har bandet nu for alvor fundet sine egne ben.

Der er stadig spor af alt fra C.V. Jørgensen over Povl Dissing til Love Shop, men der er lige nu ingen andre på den danske musikscene, der samler trådene mellem rock, pop og fin lyrik så elegant, som Mellemblond gør det på ”Lysvågen”.

På tekstsiden er der masser af lækre linjer. Smag fx på  ”Juni hænger nedad / daggryet flyder ud over skyerne”.

”Lysvågen” er udkommet på Tigerspring. Mellemblond kan i øvrigt opleves live flere steder i landet den kommende tid, bl.a. på Loppen d. 30. maj.

Følg Mellemblond her:
http://www.facebook.com/Mellemblond




Den største motherfucker

"Don't forget you could be laughing 65 % more of the time."

Stærkt nummer fra John Grants nye album:

21. mar. 2013

19. mar. 2013

2. mar. 2013

The Stars


Fantastisk ny single med tilhørende hypnotisk video fra David Bowie. Det bliver mere end spændende at høre hele albummet fra ham.



21. feb. 2013

Turn!

Smuk Byrds-klassiker. Her fremført af The Burning Leaves.

20. feb. 2013

Bonnie & Dawn

Det nye album af Bonnie 'Prince' Billy og Dawn McCarthy er noget af det fineste. Du kan få en lille forsmag på det her, men... KØB det! Og se da så lige at få fingrene i en billet til koncert i København eller Aarhus. Det vil jeg i hvert fald gøre. Wow. 

17. feb. 2013

Lyden af en svensk skovsø (og en texansk fløjte i det fjerne)



Der er i dén grad dømt overload af spændende nye albums i disse uger. Jeg når slet ikke at lytte til alt det, jeg gerne ville. Men så må man jo prioritere, og det har jeg gjort. Den seneste uges tid er det kommet danske Dangers Of The Seas debutalbum til gode. Et album, der udkommer i morgen mandag d. 18/2. Og hvor bliver det fantastisk at komme til at lytte til det med god lyd i stedet for det halvusle stream, jeg har måttet nøjes med her i smuglyt-perioden. For det her handler om vellyd.

Jeg har ventet dette album med spænding, siden jeg for trekvart år siden første gang stiftede bekendtskab med Dangers Of The Sea. Dengang var det nogle få nøgleord omkring bandet, der fik mig til at spidse ører: Ud over et samarbejde med Nikolaj Nørlund nævntes blandt inspirationskilderne bands som REM og Midlake. Særligt sidstnævnte hører til blandt de absolutte favoritter herhjemme, og det er ikke ligefrem hver dag, man hører nye bands namedroppe netop dem.

Og man må sige, at inspirationskilderne træder tydeligt frem på debutalbummet. Texanske Midlake søgte på sit seneste album, The Courage of Others, tilbage til en folk-lyd af den helt gamle skuffe. Med sprød fløjte, violin og det hele. Der var klare referencer til den britiske folk-scene i slut-60’erne og start-70’erne. Et bagstræberisk greb, der på grund af den perfekte udførelse virkede godt. Resultatet var et af de bedste albums, jeg har hørt i mange år. Som BBC’s Rob Webb meget rammende foremulerede det i sin anmeldelse af albummet:
Midlake won't ever be a 'cool' name to drop. They're the kind of band who'll prompt your parents to tell you about all the fun they had in the 60s, and dig out their Fairport Convention LPs because “If you like this, you'll love that”. It doesn't matter, of course: The Courage of Others is a lovely, lovely record that doesn't sound like it belongs in this age at all. It's all the better for it.

Der kan trækkes tråde direkte fra Midlakes lyd på netop det album til flere af numrene på debuten fra Dangers Of The Sea. Men der er også andre fællesnævnere. Sansen for den gode melodi ikke mindst. Og det var netop den gode melodi, der var afsættet for den snak, jeg havde med to af medlemmerne fra Dangers Of The Sea på Roskilde Festival sidste år. Mens vi stod i mediebyen med halvtunge tømmermænd og en let morgenregn omkring os, fik vi en fælles begejstring op at køre over, hvor skøn lyden af gammel musik kan være. Skarptskårne melodiske lækkerbiskner fra dengang de virkelig kunne skære en single. Buffalo Springfield, The Mamas & The Papas og den slags. Respekten for den gode popmelodi og perfektionismen til at blive ved og ved i det studie, indtil den sidder, lige præcist hvor den skal. At kramme det umiddelbare, samtidig med at man bevarer respekten for det gennemarbejdede håndværk. Det er egenskaber, Dangers Of The Sea på det her debutalbum beviser, at de er i besiddelse af. De er et band med respekt for de gamle dyder – og med talent, der rækker til selv at føre dem ud i livet med deres eget nordeuropæiske aftryk.

Der skal lyde en klar anbefaling herfra. Der er mange fine øjeblikke på albummet. Blandt mine favoritnumre er ‘Light’, ‘Sheer Desperation’ og ‘Your Time Is Wasted’. Og ikke mindst ’Come Sit By My Fire’. Og så føler jeg ikke engang, at albummets sange har åbnet sig helt for mig endnu. Jeg forventer, at endnu flere døre vil åbne sig, når jeg i morgen får fingrene i det ”rigtige” album.

Tjek selv noget af musikken her:
http://www.facebook.com/dangersofthesea

Og hvis du kan lide hvad du hører, bør du overveje at lægge vejen forbi Koncerthuset d. 30, marts i år, hvor Dangers Of The Sea giver dobbeltkoncert sammen med Schultz And Forever, et andet af de rigtig spændende nye danske navne, der stædigt vrister sig fri af den stadig frosne danske muld i disse måneder.

Du kan læse hele interviewet med Dangers of The Sea her: http://tommyheisz.blogspot.dk/2012/07/vi-er-suckere-for-den-gode-melodi.html

16. feb. 2013

Phosphorescent / Song For Zula

Jeg var ret glad for Phosphorescents dragende americana-toner på albummet 'Here's To Taking It Easy' fra 2010.

Nu er Matthew Houck - den Alabama-baserede sanger og sangskriver, der gemmer sig bag det fosforiserende bandnavn - snart klar med et nyt album. Single-forløberen lyder ret lovende:

A strange old state of mind

Der sker spændende ting og sager på den småpsykedeliske poprock-scene lige for tiden. Jeg har tidligere skrevet begejstret om Foxygen, der er mindst lige så skarpe, som de er uoriginale. Og så er der dem her, Unknown Mortal Orchestra. Jeg kan forstå, at man burde have opdaget dem allerede sidste år, hvis man ellers havde været typen, der var fremme i skoene. Det var jeg ikke. Jeg havde ikke hørt om dem, før Roskilde Festival annoncerede dem for et par uger siden, men siden har jeg lyttet en del til deres ind i mellem lidt udsyrede, men også stærkt melodiske og iørefaldende sange. Det er sgu godt!

13. feb. 2013

Efterklang / The Living Layer

Flot video til et af de mange fine og stemningsfulde numre på Efterklangs 'Piramida' fra sidste år. Et album, der bare bliver ved med at vokse.

7. feb. 2013

Og en måge i det fjerne


Fionn Regan kan godt lide pladespillere. Temaet er gennemgående i de helt stillestående videoer, der ledsager hans nye album. Sangene er fuldstændig nedbarberede. I det her tilfælde er der kun vokal, guitar og sporadiske mågeskrig. Smukt:

http://vimeo.com/57605291 
(video kan ikke embeddes, derfor kun link i denne omgang.)

Nummeret kan høres i albumversion her:



Cody / Mirror

'Mirror' er et af de stærkeste numre på Codys fremragende album 'Fractures', der udkom sidste år.

Her fremfører bandet en sprød version af nummeret i en Here Today Session. Den kan godt få en til at gå og glæde sig lidt ekstra til koncerten i Store Vega 1. marts.

Du kan i øvrigt følge med i Here Today Sessions her: http://www.facebook.com/HereTodayTV

5. feb. 2013

Daughter / Still

Stærkt nyt nummer og lækker video fra engelske Daughter, der er på vej med første album:

3. feb. 2013

Drømmebrev fra Tim Buckley



Mit kendskab til Tim Buckley har været lidt for overfladisk, men nu prøver jeg at gå lidt mere i dybden. For der er altså noget helt specielt ved den fortættede stemning, der er i sangene fra denne mystiske og forførende personlighed, der sidst i 60’erne og starten af 70’erne bragte folkmusikken helt nye steder hen, før han i sommeren 1975 døde som følge af en heroin-overdosis.

Jeg faldt over dette live-album, ’Dream Letter: Live in London 1968’. Det er et helt forrygende sted at begynde, hvis du ikke tidligere har lyttet til Tim Buckley. Her har han et lille band med sig bestående af Danny Thompson fra gruppen Pentangle på bas, Lee Underwood som guitarist og David Friedman på vibrafon. Det kom der en magisk session ud af i Queen Elizabeth Hall i London.


Tjek for eksempel den her:





Den samlede trackliste på ’Dream Letter: Live in London 1968’ ser sådan her ud:

1:
"Introduction" (Buckley) – 1:06
"Buzzin' Fly" (Buckley) – 6:13
"Phantasmagoria in Two" (Buckley) – 4:41
"Morning Glory" (Beckett, Buckley) – 3:43
"Dolphins" (Neil) – 6:39
"I've Been Out Walking" (Buckley) – 8:18
"The Earth Is Broken" (Buckley) – 6:59
"Who Do You Love" (Buckley) – 9:27
"Pleasant Street (Buckley)/You Keep Me Hanging On" (Holland, Dozier, Holland) – 7:58

2:
"Love from Room 109/Strange Feelin'" (Buckley) – 12:18
"Carnival Song (Buckley)/Hi Lily, Hi Lo" (Deutch) – 8:50
"Hallucinations" (Beckett, Buckley) – 7:14
"Troubadour" (Buckley) – 6:04
"Dream Letter/Happy Time" (Buckley) – 9:25
"Wayfaring Stranger/You Got Me Runnin'" (Buckley) – 13:08
"Once I Was" (Buckley) – 4:29

Tim Buckley er i øvrigt far til Jeff Buckley.

28. jan. 2013

Fionn Regan / The Gouldings

Ikke så meget action i den her video, men ikke desto mindre en lækker skæring fra Fionn Regans nye mini-album, der netop er udkommet:

26. jan. 2013

Noget at glæde sig til

Dangers of The Sea udkommer i februar med første album. Her en håndholdt forsmag:

23. jan. 2013

Foxygen / San Francisco

Edderbankeme et fedt nummer. Med en stærk smag af sommer i januar:

18. jan. 2013

Andreas Hjertholm fra Atomfax anbefaler Roxy Music og Mac DeMarco


DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Andreas Hjertholm, forsanger i EP-aktuelle Atomfax anbefaler her Roxy Music og Mac Demarco.

***

Roxy Music 
Siren (1975) 

Mit første grundige møde med "Siren" var i 20 kroners-bunken i Second Beat på Jagtvej. Og hvilket eventyrligt møde for en tyver. Noget, jeg elsker ved albummet, er Roxy Musics evne til at eksperimentere med både tekst og musik uden nogensinde at blive kedeligt. De formår gennem hele samlingen at åbne en skattekiste af psykedeliske pophits, som både er fængende, brede og samtidigt uhyre opfindsomme på samme tid.

Frontfiguren Bryan Ferry, der med sine trætte øjne og forførende sovekammerblik mest af alt ligner et omvandrende søvnunderskud, trodser trætheden gang på gang og presser på hver eneste skæring af albummet ufattelige mængder af energi ud direkte ud i hjerterne og ikke mindst hjernerne på deres sultne lyttere.

For mig er åbningsnummeret "Love is the Drug" en underkendt klassiker, som til hver en tid kan sidestilles 70'ernes giganthits fra Bowie og Pink Floyd. Integritetsudfordrende diskorytmer, parrings-lyrik og til sidst som kontrast et utroligt fængende omkvæd, der redder dagen og bringer smilet frem på læben igen.

Sangen "She Sells" er en original måde at tænke pop/rockmusik på. Et up-tempo beat, catchy riffs og samtidig hyppig skiften mellem stykkerne i sangen. Og det lykkes, uden at rytmen og følelsen går i stå.

Alt i alt summer hele dette herlige album af poesi, nerve, originalitet, fængede refræner og masser af sex - hvilket sjældent er set så vellykket i den popkultur, vi kender i dag.

“She Sells” er et godt sted at starte:

 




Mac DeMarco 
2 (2012)

Denne unge canadier sparker på brutal vis benene væk under mig, og det sker som følge af en musikanbefaling fra en kær ven og musikkollega. Mac DeMarco er et godt eksempel på, at tid ikke eksisterer.

Manden her er kun 22 år, han har lavet et fantastisk album, og alligevel smager alle sangene så intenst som livet i alle dets stadier. Samtidigt er der ingen tvivl om at Mac er en ung knøs både fuld af pep og livsglæde og melankoli (der i øvrigt fiser til højre og venstre præcist som man kan forvente af en ung kunstner.) Dette kan for eksempel bekræftes, når man finder privatoptagelser på Youtube, hvor Mac står, som Gud har skabt ham, splitternøgen og med et sæt trommestikker i numsehullet, skrålende til sin egen gennemsmadrede coverversion af U2's Beautiful Day.

Dog kan man alligevel sagtens forvente masser af seriøsitet fra dette album. Gennemgående kan man på de fleste sange på albummet tydeligt høre, at guitaristen har lyttet rigtig meget til Johnny Marr fra The Smiths. Men det gør ikke ingenting i netop Mac DeMarcos tilfælde. For på albummet 2, er der plads til lidt af hvert og rigtig højt til loftet.

Kigger man på hans tekster, er det meget tydeligt, at han ikke opfinder noget nyt. Ser vi derimod på intensiteten i hans stemme, melodierne, charmen og umiddelbarheden – ja, så tilgiver man pludselig alt og man ved, han har forhekset en. Nærværet i sangene giver ham nemlig en ordentlig røvfuld Ave Mariaer, der gør at han kan slippe af sted med hvad som helst. Mac synger om sit eget liv i forstaden, og kan man ikke lide ham, ja så lever Mac nok alligevel videre i bedste velgående, fordi han virker meget godt tilfreds med sit liv trods livets rutsjebanelov.

Sangen "My Kind of Woman" er enkel i sin form. Men guitaren, keyboardet, det fængende omkvæd og ikke mindst den smørstegt sprøde stemme, gør Mac DeMarco til min nyeste varme anbefaling.



***

Tak til Andreas Hjertholm for to gode anbefalinger. Hans eget orkester skal selvfølgelig også have nogle ord med på vejen:

EP’en "Mekonium", som Atomfax udgav for nylig, er produceret af Nikolaj Nørlund, og den udmærker sig ved ikke at lyde som noget andet på den danske musikscene lige nu.

Hjertholms særegne stemme og det syrede tekstunivers, hvor vi blandt andet møder en baby på halvfems år, trækker tråde til bands som Talking Heads og Pere Ubu.

Atomfax er et godt eksempel på den underskov af grænsesøgende og nyskabende bands, der præger den dansksprogede scene i øjeblikket.

Tjek fx den her lækkerbisken med den dejlige titel, ”Regnbuer kan skræmme lidt”. Og læg ellers vejen forbi www.atomfax.dk for at læse mere om bandet:

13. jan. 2013

Keep climbing that hill

Et smukt og saligt nummer fra et af de bedste albums, der udkom i 2012, Bill Fays Life Is People.




At the end of the day
Ain’t nobody else
Gonna walk
In your shoes
Quite the way
You do
So be at Peace with yourself
And keep a spring in your heel
And keep climbing that hill
And be at Peace
With yourself
In the cold winter chill
When the wind blows like hell
There’s a way
Where there’s a will
Don’t cry over
Milk that spilt
At the end of the day
Ain’t nobody else
Gonna walk in your shoes
Quite the way that you do
So be at Peace with yourself
And keep a spring in your heel
And keep climbing that hill
And be at Peace with yourself

7. jan. 2013

Mød Ræv Hund Bjørn

Det her går jeg og lytter en del til for tiden. Rigtig spændende toner fra et helt nyt (men ikke uprøvet) dansk band, der udkommer på Peter H. Olesens Melodika. Gode tekster ledsaget af en dejlig skramlet rocklyd.

3. jan. 2013

Forsmag fra Fionn

Den fremragende irske folk-musiker Fionn Regan udkommer 28/1 med et nyt album, The Bunkhouse Vol 1: Anchor Black Tattoo. Her en lille forsmag fra en gammel pladespiller i en irsk skov: