xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

13. jul. 2012

Sommer

En lille en til sommeren. Og samtidig en advarsel: Der kommer ikke til at ske noget som helst her på bloggen de næste tre-fire uger.


Your Past Life As A Blast from Okkervil River on Vimeo.

12. jul. 2012

Roskilde Festival: 10 års højdepunkter


Roskilde Festival 2012 var min tiende af slagsen. Og ved den slags runde begivenheder har man jo for vane at kigge lidt tilbage.

Her mit personlige bud på det absolutte peak for hvert af de 10 år:

1995: REM
1997: Radiohead
1999: Suede
2001: Neil Young & Crazy Horse
2004: Iggy Pop & The Stooges
2007: The Flaming Lips
2009: Nick Cave & The Bad Seeds
2010: Patti Smith
2011: PJ Harvey
2012: Bruce Springsteen

Vi er suckere for den gode melodi



Interview med Dangers of the Sea

For nogle måneder siden faldt jeg over et interessant nyt dansk navn, nemlig Dangers of the Sea. Bandet er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folkmusik og af den nyere skuffe er bands som REM og Midlake blandt inspirationskilderne. Så vil den kække kritiker nok sige, at den slags nye danske bands kan man vel fodre svin med. Men nej, det kan man ikke, hvis man vil have den ægte vare. Det her ikke soft-americana eller hyggelig singer-songwriting, der kun kan bruges som behageligt lydtapet, når latten skal skylles ned. Næ, Dangers of the Sea – som består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia - er intelligent, melodisk og langtidsholdbart. I hvert fald i mine ører – men døm da hellere selv:



Videoen herover blev sluppet løs umiddelbart inden bandets koncert på årets Roskilde Festival. Dangers of the Sea spillede på opvarmningsdagene, så jeg gik desværre selv glip af deres koncert, men det forhindrede mig ikke i at hooke up med to af dem – forsanger og sangskriver Andreas Bay Estrup og guitarist Frederik Teige - nogle dage senere, en regnvåd formiddag i Mediebyen på festivalen. Vi fik en snak om den gode melodi og meget mere:

Hvordan var det at spille på Roskilde Festival i tirsdags?  

Andreas:
Det var rigtig fedt. En helt igennem god oplevelse. Det var jo et meget sultent publikum, der ventede på, at festivalen skulle åbne for alvor. Størstedelen af dem kendte selvfølgelig ikke vores musik, men de tog godt imod det, synes jeg.

I har endnu ikke udgivet noget officielt. Det eneste man kan lytte til er nogle få numre på nettet. Er der noget på vej? 

Andreas:
Ja, vi er faktisk ret langt i processen med vores album, der efter planen udkommer til efteråret. Vi har indspillet det hele, og vi har også fået Nikolaj Nørlund til at mixe det meste af det.

Hvorfor har I valgt ham til det? 

Andreas:
Vi kan alle sammen godt lide de ting, han har lavet. Både hans soloting, Rhonda Harris og Trains, Boats and Planes. Vi havde rigtig mange navne i spil. Til at begynde med talte vi faktisk om, at det skulle være en, der ville blande sig så lidt som muligt, men vi blev alligevel enige om ikke vælge det letteste, men det bedste. Det er godt at få modstand nogle gange, og jeg synes, Nikolaj Nørlund har gjort gode ting for vores lyd. Det handler ikke om, at det er blevet sovset ind, men det løfter det rigtig meget, når man arbejder med effekter på vokalerne på den rigtige måde.

Det er vel også vigtigt at skabe et særligt rum omkring musikken, så det ikke kommer til at lyde som så meget andet i den genre? Jeg tænker jo meget Midlake, når jeg hører jeres sange….

Andreas:
Ja, helt klart, de er også et band, jeg har lyttet rigtig meget til og føler mig inspireret af. De er også kendt for at være ekstremt nørdede omkring studieprocessen. Men når jeg hører vores ting nu, synes jeg alligevel, at vi tager det et helt andet sted hen. Midlake har en meget tør produktion, og det kan man i hvert fald ikke kalde vores.

Har I arbejdet med nogle overskrifter for hvordan jeres lyd skal være? 

Andreas:
Det er mig, der skriver sangene. Mit personlige ønske har været at trække tingene i en gammeldags retning. De ting, der kommer ud af mig, når jeg sætter mig med en guitar, giver helt slip og begynder at skrive sange, de ligger ret tæt op af meget af det folk-musik, der blev lavet i 70’erne. For eksempel Neil Youngs ting fra den periode. Samtidig er jeg meget inspireret af den lyd, der ligger på mange produktioner fra 60’erne. Prøv engang at sætte California Dreamin’ med The Mamas & The Papas på – det er jo helt utroligt, at noget kan lyde så fint. Der er en hel særlig æstetik omkring musik fra den periode, og hvis vi kan ramme bare lidt af den i vores ting, er jeg glad. Men igen, det er ikke superbevidste valg, ligesom hvis vi købte en masse 80’er-keyboards og tog stramt tøj på. Det er bare det, der kommer helt naturligt.

Frederik:
Vi er i virkeligheden meget lidt konceptuelle. Og det finder jeg personligt meget befriende. Jeg har spillet med i Efterklang, og der havde vi en helt anderledes tænkt tilgang til det at lave musik. Det var også interessant på mange måder, men jeg kan mærke, at det her giver mig noget andet, og det er noget jeg har brug for som musiker lige nu. Det foregår mindre oppe i hovedet, og jeg kan give mere slip på mig selv. Og når jeg giver slip, finder jeg ud af, at jeg bare er glad for gode melodier. Det er ret enkelt.

A:
Det er i hvert fald noget, vi kan samles om i bandet. Vi er suckere for den gode melodi. Vi søger det harmoniske.

Så I er ikke bange for at gå efter den gode popsang? At lave et moderne bud på California Dreamin’? 

A:
Slet ikke. Altså, det er jo i virkeligheden det, det hele handler om for mig. Det er det, jeg går efter som sangskriver. Tanken om måske at skrive den der ene sang på et tidspunkt, hvor det hele går op i en højere mening. Det er essensen.

F:
Og hvis det skulle lykkedes at lave noget, der kan matche California Dreamin’, så er pensionen måske også sikret, ha ha….


Hvad har I hørt her på festivalen? 

Andreas:
Vi fik hørt Jack White. Det var megafedt, synes jeg. Han brugte Orange Scene på en god måde, og så var det bare et helt igennem fedt band han havde med. Det er vildt, at han er så gennemført. Et godt eksempel på en mand, der formår at kombinere det stramme konceptuelle med bare at give slip og spille fed musik. Jeg havde den bedste oplevelse med de nyere sange, jeg ikke kendte i forvejen.

Frederik:
Senere hørte vi Malk de Koijn. Det var også rigtig fedt, og vildt at se, at de kan starte så stor en fest. Og for det ikke skal være løgn rundede vi det hele af med Crowbar, et tungt, tungt metalband fra New Orleans, som jeg hørte meget, da jeg var yngre. Det var benhårdt. En hård afslutning der ud på natten.

Jeg må sige, at I favner bredt…

Frederik:
Ja, det er ikke California Dreamin’ det hele!

I aften er der Springsteen. Hvordan er forventningerne? 

Andreas:
De er ekstremt høje. Han er jo en helt. En af de første stærke musikoplevelser, jeg kan huske, var da en af mine lidt ældre kammerater kom og stak en ghettoblaster op i hovedet på mig og spillede ”Born in the USA”. Den oplevelse sidder i mig, jeg blev blæst væk. Og senere opdagede jeg jo så alt det andet fantastiske, han havde lavet før det album. Det er en kæmpe verden, man kan dykke ned i og angribe fra alle mulige forskellige vinkler.

Frederik: 
For mig stod han længe som sådan en, der var på linje med Bryan Adams. Noget oppustet og uniteressant noget. Men så er der flere og flere, der går og taler om, at man skal lytte til det og det album. Og når man så kommer ordentligt ind i det, kan man jo virkelig høre, at der er noget i det. Jeg glæder mig også rigtig meget til at opleve ham.

Hvad bringer den nærmeste fremtid for jer? 

Andreas:
Vi føler lidt, at vi har afsluttet en cyklus med vores koncert her på Roskilde. Sideløbende med de koncerter, vi har spillet, har vi fået gjort materialet helt færdig til albummet. Dernæst skal vi i gang med at lægge en plan for, hvad der skal følge i kølvandet på udgivelsen. Forhåbentlig skal vi bare ud at spille en masse, og så er der jo også allerede begyndt at presse sig nye sange på.

Frederik:
Man kan vel sige, at vi nu har konsolideret os. Vi har for alvor fået lært hinanden at kende, også på scenen, og vi har nået en fælles forståelse af, at det er det her, vi vil. På den måde markerer det her både en slutning og en begyndelse. For nu er vi for alvor et band.

Og det bliver I ved med at være? 

Andreas:
Ja, vi mener det alvorligt. Vi har alle været med i andre ting før det her, men det er ikke bare et sideprojekt. Vi har store ambitioner med det, og vi er klar til at investere i det.

***

Læs mere om Dangers of the Sea og lyt til musikken på: http://www.facebook.com/dangersofthesea



11. jul. 2012

Lyden af forladte bygninger



Interview med Jakob Bro og Thomas Knak

Jeg havde forventet noget andet. En jazzkoncert klokken 13 en fredag formiddag på Roskilde Festival. Det lød på forhånd som en tyndt besøgt begivenhed, hvor man kunne sidde og chille med god plads omkring sig og genoprette væskebalancen med dagens første læskedrik uden at forholde sig alt for koncentreret til det, der foregik på scenen.

Men jeg skulle blive klogere. For nok er Jakob Bro jazzmusiker, og nok har hans seneste albums lagt sig i et forholdsvist traditionelt spor, men det nye projekt, han har søsat, stikker i en helt ny retning. Det er et crossover-projekt, hvor han arbejder sammen med den elektroniske komponist Thomas Knak. Og netop Thomas Knak havde han med sig på scenen denne tidlige eftermiddag. Amerikanske Thomas Morgan var også med på bas, og for at fuldende det hele blev den helt lukkede, intime Gloria-scene brugt optimalt ved hjælp af de visuals, der fulgte de nænsomt optegnede musikalske landskaber. Bjerglandskaber, forladte bygninger og andre motiver ledsagede de simple temaer og enkle harmonier og fik det hele til at kulminere i en sjældent intim Roskilde-oplevelse.

Samme dag som koncerten på Roskilde Festival udkom Bro/Knaks nye album, som i virkeligheden er et dobbeltalbum, hvor de har arbejdet hver for sig og fortolket de samme temaer.

Se trailer for albummet her:


Ideen var, at koncerten på Roskilde Festival skulle være et helt tredje værk. For første gang skulle de prøve at få de to lyduniverser til at smelte sammen og mutere til noget helt nyt.

Efter koncerten mødte jeg Bro og Knak backstage til en snak om deres nye projekt.

Tak for en stor koncert. Det var intimt og berigende. Hvorfor tror I, at det virkede så godt i de her rammer? 

TK:
Hvis jeg skal svare i forhold til det Jakob kan, så er det vel at lave noget, der er billede og stemningsskabende. Det er ikke bare hurtige ting, der kommer og går. Der er tid til at fordybe sig i det, men samtidig giver han også modtageren en let indgang til at komme til at fordybe sig. Det er jo ikke fordi det er svært fordøjeligt musik. Det hele virker så let, når man lytter til det. Nærmest irriterende let, at nogen kan stå der og få det til at lyde på den måde. Jeg tror, der er mange blandt publikum, der godt kan lide det der med, at arbejdet på en måde er gjort for dem. Sådan en festival kan jo være ret hård, hvis det hele skal være sådan noget med ”kom så Roskilde!”. Her er det legende let at lytte til det, men det betyder ikke, at det er en overfladisk oplevelse. Det åbner nogle døre ind til noget fordybelse, som jeg tror mange festivalgængere også gerne vil have med, når de er her. Det tyder det da i hvert fald på efter i dag. Det var fuldstændig overvældende for os, at der var helt fyldt op, og der stod vist endda folk i kø uden for.

JB:
Her må man også sige, at Gloria-scenen måske var det eneste sted, det kunne have fungeret så godt. Det var muligt at opbygge et intimt rum. Der var ingen, der stod og snakkede, det virkede som om, alle bare tog det ind.

Jakob, på dine forrige albums, ’Balladeering’ og ’Time’, har du haft et noget mere traditionelt udtryk. Nu går du nye veje med det her projekt. Hvorfor?   

JB:
Det er et meget bevidst valg. Jeg vil gerne prøve at se, hvad er sker, når jeg bevæger mig væk fra det andre folk mener jeg står for. De andre plader har jo – især fra pressens side – fået sådan en klar definition af at være noget stille, svævende, drømmende musik. Det er nok heller ikke en helt forkert etikette at sætte på det, men det betyder jo ikke, at det er det eneste, jeg kan og vil. Det er ikke fordi jeg flygter fra noget eller lægger noget bag mig, men jeg kan bare mærke, at jeg har lyst til at bevæge mig et nyt sted hen rent musikalsk. Vel for at finde ud af, hvad jeg ellers indeholder. Og da jeg begyndte at planlægge det her projekt, havde jeg med det samme Thomas i tankerne, fordi jeg altid har været stor fan af hans musik, og fordi han kommer fra et helt andet ståsted, som forhåbentlig kunne rykke min musik. Og det er i dén grad lykkedes.


Hvordan er det så at stå deroppe og aflevere det til pubikum? 

JB:
Det er fantastisk. Og det er også vildt på en måde. Vi har lavet to albums, et hver, men vi har ikke undervejs snakket om at skulle spille det live. Men Roskilde har tidligere vist interesse for at booke mig, og da de så hørte, at jeg lavede det her sammen med Thomas, var det fuldstændig oplagt. Det var en anderledes konstellation, der var en historie at knytte det op på. Men da det så kom i stand, skulle vi jo til at finde ud af, hvordan vi fik skabt det her, som nærmest er et tredje værk, vi bygger oven på de to andre. Det har krævet meget arbejde. Men jeg er så glad for, hvordan det spillede, da vi stod der. Hvis folk var kommet ind for at høre mig med udgangspunkt i de plader, de kendte, så har de fået sig en overraskelse. Og der skal også noget særligt til, når man spiller her, synes jeg.

Hvad håber du på, de har taget med sig videre?

JB:
Jeg håber bare, at der har boret sig nogle små stemninger og billeder ind, som de kan tænke tilbage på. Det er okay, hvis de måske ikke helt forstår, hvad det var der skete, men de har forhåbentlig fået en oplevelse ud over det sædvanlige og noget andet end det resten af festivalen kan give dem.


Hvad skal der ske den næste tid?

TK:
Vi skal ud at spille noget mere, men vi skal have fundet ud af, hvordan formen præcist skal være. I dag havde vi jo en tredje mand med, Thomas Morgan på bas, og ham har vi ikke mulighed for at flyve ind fremover, så vi skal finde en anden konstellation. På den måde var oplevelsen i dag unik, både for os der spillede og for dem, der overværede det. Sådan kommer det sandsynligvis ikke til at være igen.

JB:
Jeg oplever, at der opstår mange nye, spændende muligheder, når vi står deroppe. Der åbner sig nogle veje, vi ikke havde set, da vi hver især sad og arbejdede med vores albums. Det skal vi udnytte til at gøre liveoplevelsen til noget helt specielt. Samtidig er der jo de visuals, som Sune Blicher står bag, og som også er en vigtig del af totaloplevelsen.

TK:
Netop det at arbejde op mod de visuals har også været rigtig spændende. For det giver en masse naturlige begrænsninger. Det har dikteret nogle ting i musikken, og det kommer der tit noget spændende ud af, synes jeg.


Nu ved jeg jo, at I ikke skal meget på festival selv i denne omgang. Men hvis I nu skulle, hvad ville I så gå efter at opleve her? 

JB:
Jeg ville gerne spole tiden tilbage og høre The Cure. Det tror jeg var stort.

TK:
Så ville jeg spole tiden frem og høre Africa Hitech. Det er kæmpstort i min verden. Og så forestiller jeg mig, at også Nils Frahm kan få noget helt særligt ud af Gloria-scenen her.

***

Læs mere om Bro/Knak på http://www.jakobbro.com/

9. jul. 2012

Top 10: Koncertoplevelser på Roskilde ’12





1. Bruce Springsteen & The E Street Band
Ingen over og ingen ved siden af. Det var første gang i 19 år, at jeg oplevede Springsteen live, og jeg kan ikke pege på noget, der skuffede mig. I virkeligheden kunne setlisten godt have været mere efter min smag – mere Darkness On The Edge of Town, Nebraska osv. og mindre Born In The U.S.A. og Wrecking Ball – men, hey, ikke engang her kan jeg svinge mig op til en kritik, for hvert eneste nummer han spillede på Orange Scene denne aften sad lige i skabet. Det kan ganske enkelt ikke afleveres skarpere, og jeg har aldrig set noget navn samle den scene, samle festivalen, på den måde.


2. Jack White
Så stilet, så gennemført og så helt igennem aktuel med sin stærke solodebut Blunderbluss i ryggen. Koncerten på Orange var som forventet en rockudgydelse, men den viste samtidig lysende klart den nye vej for Jack White. Med The Peacocks på scenen og med flere inspirationskilder i sit nye lydunivers – alt fra country over soul til gospel – understregede han over for os, at han stadig er et navn, der kan føre rockmusikken nye steder hen. Også selvom de steder i virkeligheden er gamle. Med Jack White som guide, er jeg frisk på turen. Bandet leverede varen perfekt – også de gamle White Stripes-numre, som jeg var spændt på at høre opført med dette setup. De spillede perfekt, vekslede smukt mellem hårdt og blødt, og så havde de – som frontmanden selv – satans meget karisma.


3. Boubacar Traore
En koncert af de mindre, men Pavilions små omgivelser og det begrænsede publikum svækkede ikke musikoplevelsen. Den gamle bluesmand fra Mali var tændt og leverede sammen med kun to andre musikere på scenen en rytmisk og svigende, men også melankolsk og drømmende koncert. Det var en rejse at høre Boubacar Traoré, og det var smukt at se den ydmyge gamle mand både give og tage imod på scenen.


4. The Low Anthem
Det er ikke længe siden, jeg hørte dem på Loppen, hvor deres fantastiske, intime musik aldrig helt kom til sin ret. Men smukt var det at opleve The Low Anthem på Pavilion. Gode, gammeldags harmonier, som man aldrig kan blive træt af, når de leveres så kvalificeret som det her. Kombineret med lidt mere uptempo bluesrockede numre, som bare sidder perfekt. Det er et band, der har turneret i snart et par år med det samme materiale, og det mærkes, for der er intet overladt til tilfældighederne.


5. I Got You On Tape
Jeg havde høje forventninger til den her koncert, der var min debut med IGYOT. Og de blev til fulde indfriet. Et tætpakket Arena var en perfekt ramme omkring en intens og stramt afleveret koncert med alle de vigtigste numre fra nu fire albums af virkelig høj karat. Jacob Bellens er ganske enkelt for cool i al sin kiksethed, der aldrig virker påtaget eller malplaceret. Han ligner det, han er. Et geni af en sangskriver og en musiker, der tør blive ved med at søge nye veje hele tiden.


6. The Cure
Ja, det var langt, men det var også godt. Til at begynde med en noget skuffende lyd, fordi vi havde fået placeret os lidt for langt tilbage, men da det problem midt i koncerten blev løst, og da The Cure for alvor slap alle publikumsperlerne, blev det virkelig godt. En del af numrene kendte jeg ikke, da jeg ikke er så opdateret på alt det nyere, men det lød godt. De spillede godt sammen som band, og Robert Smiths stemme var renere og skarpere, end jeg havde forventet i hans fremskredne alder. Man kan mene, at det er til grin, at The Cure forsøger at foregive, at tiden har stået stille i snart 30 år. Man kan også vælge at sætte pris på, at et af de bands, der stod for kvaliteten i 1980’erne, er blevet ved deres heste og stadig kan levere. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, da jeg gik til koncerten, men jeg gik glad derfra. En god oplevelse.


7. Jakob Bro + Thomas Knak
Danske Jakob Bro, som tidligere har stået bag flere fine jazzudgivelser, er på sit nye projekt gået sammen med den elektroniske musikguru Thomas Knak. De to har hver for sig lavet et album over de samme temaer, hvilket har givet to udgaver af hvert nummer. På scenen var Thomas Knak med, og nu var det så planen, at de to fortolkninger skulle smelte sammen til en helt tredje version. Det resulterede i en ekstremt stemningsmættet middagskoncert på Gloria-scenen, hvor flotte visuals også blev bragt i spil. Jeg lavede i øvrigt et interview med Bro og Knak efter koncerten – det kan snart læses her på bloggen.


8. Bowerbirds
Her havde jeg faktisk dummet mig og var gået til koncerten med First Aid Kit på Odeon. De svenske søstre er gode, men det gik hurtigt op for mig, at det netop på den scene hurtigt kunne blive en halvkedelig omgang. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og tog flugten til Gloria – en scene, der med sit intime rum virkelig har givet nogle gode og meget anderledes Roskilde-oplevelser i år. Således også denne lørdag eftermiddag, hvor duoen fra North Carolina spillede deres harmoniske, men også skæve og eksperimenterende folkmusik. Det fungerede perfekt på denne scene. Det blev varmt, det blev meget varmt, men musikken blev bare bedre og bedre, som koncerten skred frem.


9. Tamikrest
Jeg ærgrede mig rigtig meget over, at Terakaft var blevet aflyst, men bandet der agerede erstatning for dem, gjorde det fremragende. Hypnotisk, vestafrikansk ørkenrock, der kunne bringe en i den helt rigtige stemning på fjerdedagen, hvor alt virkede lidt tomt og ligegyldigt efter Springsteens massakre på enhver anden form for musik aftenen før. En rigtig god oplevelse, og helt klart noget, jeg skal have lyttet mere til.


10. Papir
Okay, det var en lidt kort koncert, som jeg ikke engang fik det hele med af. Men den københavnske trio Papir fortjener alligevel at få nogle ord med på vejen. En kombination af maskinel krautrock og postrock var det blevet præsenteret som i programmet, og det var en virkelig stram og intens koncert, de leverede denne søndag middag på Pavilion.


10 koncerter af ufattelig høj kvalitet på bare fire dage. Hvor finder man ellers det? Jeg glæder mig allerede til Roskilde ’13.

3. jul. 2012

The masterplan


Dem med rødt må jeg helst ikke misse. Resten er gode muligheder.