xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

29. jun. 2012

Mine bud på 5 gode koncerter på Roskilde '12




Efter en række glimrende gæsteanbefalinger af koncerter, der skal opleves på årets Roskilde Festival er turen nu kommet til mine egne bud. Som altid er det svært at vælge mellem de mange lækkerbiskener, men jeg har forsøgt at begrænse mig til et enkelt (højst to) bud inden for hver kategori.


***


Den vigtige: 
Boubacar Traoré

Alle ved jo hvem Bruce Springsteen og Jack White er, så på trods af de herrers ubestridte vigtighed er det ikke rockmastodonterne, jeg vil fokusere på her. Derimod en mand uden de store armbevægelser. Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmusiker fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. En ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er den svedige, støvede bluesguitar, der bærer det hele frem. Så fedt!

Boubacar Traoré spiller fredag kl. 16.00 på Pavilion. 





Den festlige: 
Majovci Group

Skør, skæv og festlig makedonsk musik, der efter sigende bliver brugt i stor stil til bryllupsfester. Man ser det for sig. Slagtøj, sære fløjter og andre blæseinstrumenter, folkedragter og fuld knald på festen. Jeg forestiller mig, at det her orkester kan få festivalpublikummet til at svæve i en god times tid lørdag aften/nat. Og jeg vil gerne være med, hvis altså ham der Bruce har fået gjort sig færdig.

Majovci Group spiller lørdag kl. 23 på Gloria. 





Den stille: 
First Aid Kit 
De svenske søstre lagde ud med at være et såkaldt Youtube-fænomen (elsker det begreb). De stillede sig ud i en skov og spillede en hårrejsende smuk version af et Fleet Foxes-nummer, og det havde så stor gennemslagskraft, at det åbnede mange døre for dem. Derfor får de i dag lov at lege med nogle af de helt tunge drenge fra Jack White til Conor Oberst. Sidstnævnte medvirker på First Aid Kits meget vellykkede album The Lions’ Roar, der kom tidligere i år. Det er smuk, harmonisk og velklingende folk. Ikke så meget skarp kant at stikke sig på der, men det er fantastisk flot udført, og jeg gætter på, at det holder live, og så passer det rent tematisk fint ind i den eftermiddags folk/country-spor – også The Low Anthem og Alison Krauss & Union Station spiller lørdag eftermiddag.

First Aid Kit spiller lørdag kl. 15 på Odeon. 





Den danske: 
I Got You On Tape

Måske det bedste danske band overhovedet lige for tiden. Og af uransagelige grunde har jeg aldrig fået oplevet dem live. Jakob Bellens og resten af IGYOT har gennemgået noget af en udvikling, siden de udgav deres første albums i et tungsindigt, rocket lydunivers. De er gået club og har fyldt masser af elektroniske virkemidler på sangene, og det fungerer i mine ører intet mindre end perfekt.

I Got You On Tape spiller fredag kl 19.00 på Arena.





Den overraskende: 
Dangers of the Sea

Det bliver så til endnu et dansk band. Og et band, der spiller allerede i opvarmningsdagene. Dangers Of The Sea har endnu ikke udgivet så meget, men der er efter sigende et album på vej, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Her er der nemlig klare referencer til et af mine absolutte favoritbands, amerikanske Midlake. Generelt er Dangers of the Sea meget inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk. Det lyder rigtig lovende.

Dangers Of The Sea spiller tirsdag kl 16.00 på Pavilion Junior.




***


28. jun. 2012

Mads Bille fra Pladeklubben anbefaler koncerter på Roskilde ’12


Hank3


Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Mads Bille fra Pladeklubben, der anmelder musik for Undertoner. 

***

Den Vigtige: 
Hank3

Præcist som sin legendariske bedstefar Hank Williams går Hank3 sine egne veje. Han er inkarnationen af outlaw-country på den ene hånd og vild og ligefrem punk/metal på den anden. Normalt starter Hank3 sine koncerter med en omgang country for kun at slutte hæsblæsende af med sit rockorkester Assjack. Det er Hank3's vidtfavnende musiktalent og hans slægtskab med bedstefar Williams, som gør Hank3 til den vigtigste koncert til årets roskilde.

Hank3 spiller fredag kl. 18 på Odeon.






Overraskelsen: 
Dead Skeletons

Det er ikke hver dag, at AIDS-ramte tøjdesignere kaster sig over tibetansk, dødsfikseret messemusik. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad den islandske multikunstner Nonni Dead har gjort under mantraet "He who fears death cannot enjoy life". Hvis koncerten bare lyder halvt så godt som albummet ”Dead Magick”, er årets overraskelse allerede i hus.

Dead Skeletons spiller lørdag kl. 2.45 på Pavilion.





Den festlige: 
Amadou & Mariam

Det blinde ægtepar Mariam Doumbia og Amadou Bagayoko fra Mali har netop udgivet nyt album, som ligger i direkte dansabelt og humørstrålende tråd med tidligere – fantastiske – udgivelser. Der bliver dømt franskinspireret ørkenrock og overdreven spilleglæde.

http://www.amadou-mariam.com/





Den danske: 
Kellermensch

De danske eksperimenterende støjrockere Kellermench er blevet sat til åbne orange scene. Gruppens lydbillede er stærkt original i deres vævning af vokalarbejde og musiske indfald og referencer til både Nick Cave, Tom waits og Neurosis. Det bliver spændende at høre de unge esbjergensere på en stor scene.

Kellermensch spiller torsdag kl 18.00 på Orange. 






Den Stille: 
Alabama shakes

Hvert år opstår der hype omkring nye bands, og i år er det amerikanske Alabama Shakes, som løber med al opmærksomheden. Med en lyd som minder om de glade dage ved Woodstock og en levende Janis Joplin er Alabama årets stille koncert.

Alabama Shakes spiller søndag kl 20.30 på Odeon.




***


Læs mere om Pladeklubben her:
http://www.undertoner.dk/author/pladeklubben/

27. jun. 2012

Henrik Nilsson fra Rockville anbefaler koncerter på Roskilde '12


Jakob Bro - fredag kl. 13 på Gloria


Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Henrik Nilsson, der står bag den nye og meget anbefalelsesværdige blog Rockville.

***


Den  vigtige:
The Cure

Hvis nogen tvang mig til at vælge mellem de helt store kanoner på årets festival, ville jeg pege på The Cure. Jeg ved det, både Bruce, Bon Iver og Björk kommer også (sidstnævnte har jeg det i øvrigt mere end almindeligt svært med), men altså, det er The Cure!

Et band, jeg altid har elsket for deres melodiske mørkelege, der gang på gang har ramt den perfekte balance mellem kældersort dysterhed og en helt særegen, altopslugende nerve og energi.

’Disintegration’ er stadig et af mine all time favoritalbum,  og for min skyld må de sgu gerne spille det fra ende til anden torsdag den 5. juli, når de går på som årets første hovednavn. Men men men, mon ikke den sortrandede fest for alvor eksploderer, når de spiller ’Boys Don’t Cry’?

The Cure spiller på Orange, torsdag kl. 21:00






Den stille: 
Jakob Bro

I denne kategori ville jeg egentlig have anbefalet Perfume Genius, men det har Geske allerede gjort. Derfor bliver det danske Jakob Bro, der til gengæld er leveringsdygtig i den totale meditative ro, der også kan være brug for på Roskilde. Hans jazzede lydlandskaber er perfekte bare at læne sig tilbage i græsset, lukke øjnene og slappe helt af til. Det passer slet ikke så tosset til sådan en opbyggelig fredag middagsstund, lige før det hele går amok. Lyt f.eks. til en smagsprøve fra det fremragende 2011-album 'Time', hvor han spiller sammen med jazzkoryfæer som Lee Konitz og Bill Frisell:

Jakob Bro spiller fredag kl. 13 på Gloria. 







Den overraskende:
The Low Anthem

Det her er en af mine helt store favoritter. Et af de allerbedste album sidste år var i mine ører ’Smart Flesh’ fra Rhode Island-bandet The Low Anthem. Jeg hørte dem på Loppen for et års tid siden, og det var en intens og stærk oplevelse. Det er americana, når det er bedst, med spor til Dylan, Cohen og flere andre.

Glæd dig til en (gulv)bassist/trommeslager, der ligner en mellemting mellem en shaman og en centralasiatisk hippie, til momentvis skønsang af en anden verden og ikke mindst til forsanger Ben Knox Miller, der giver en god banjo og både kan lyde som netop Dylan og Cohen. På ’Boeing 737’ høres de fra deres mere sprælske side:

The Low Anthem spiller på Pavillion, lørdag kl. 17:30






Den festlige:
Malk de Koijn

Det er næsten for oplagt, men mit bud på den bedste fest på årets festival kan ikke være anderledes. Selv om jeg er et udpræget rock-menneske, kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af dette uforlignelige orkesters geniale tekster og syrede univers. Sidste års ’Toback To The Fromtime’ var et vellykket comeback, hvorfra jeg bl.a. vil glæde mig til at høre ’En Gang’:

Malk de Koijn spiller på Orange, fredag kl. 01.00. 






Den danske:
Mew

Jeg missede Mew, sidste gang de spillede på Roskilde (2009), og det har jeg været ked af lige siden. Det skulle efter sigende have været en enestående koncert i kølvandet på udgivelsen af et enestående album, ja i mine ører et af de absolut bedste danske album i dette årtusinde: ’No More Stories Are Told Today, I’m Sorry They Washed Away’. Så selv om Mew ikke har udgivet nyt materiale siden, er der al mulig grund til at glæde sig til – forhåbentlig og sandsynligvis – at høre både sange fra dette som fra tidligere Mew-plader. Jeg er ikke lige stor fan af det hele, men ’No More Stories …’ blæste mig omkuld:
Mew spiller på Orange, lørdag kl. 01:30



***

Læs flere anbefalinger af Henrik Nilsson på rockvilleblog.blogspot.com


25. jun. 2012

Hans-Henrik Siig fra Mod Strømmen anbefaler koncerter på Roskilde ’12


Mikal Cronin
Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Hans-Henrik Siig, vært for det anbefalelsesværdige radioprogram Mod Strømmen, der sender hver torsdag fra kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Den vigtige:
Bruce Springsteen & The E-Street Band (og Lee Ranaldo)

Det mest nærliggende svar er Bruce Springsteen & The E-Street Band. Et par gange om året er jeg sammen med et par, som holder meget af at tage til en eller to af de såkaldte store ”musikevents”. Sidste år var det X-Factor-finalen. Allerede da jeg var sammen med dem én af juledagene, fortalte de, at det blev Springsteen og Roskilde i år. Og hvor er det så lige, jeg vil hen med den historie? Ikke meget længere end at sige, at Springsteen appellerer bredt, og der kommer pres på under koncerten. Da jeg på ingen måde har tålmodighed til at sidde i kø det meste af dagen for at komme ind i pitten, har jeg sat mine forventninger derefter. Ikke hermed sagt, at jeg ikke glæder mig.

(Bruce Springsteen & The E-Street Band spiller på Orange, lørdag kl. 21.00)

Hvis Springsteen, må guderne forbyde det, går hen og bliver en skuffelse, så nærer jeg håb om, at Lee Ranaldo aftenen før har vist det stof, han er lavet af. Med den nye plade, ‘Between The Times & The Tides’, der spejler alt det ypperste fra amerikansk alternativ rock fra the heydays i firserne, er der lagt op til guitar-excesser ad libitum.

(Lee Ranaldo spiller på Odeon, fredag kl. 21.00)

Lee Ranaldo by valgreend



Den overraskende: 
Mikal Cronin

Den kan gøres kan kort. Den forholdsvis nye garage- og punkrock bølge fra USA, der primært har hjemme i San Francisco, selvom de alle er børn af Jay Retard, er desværre kun repræsenteret ved Mikal Cronin på festivalen. Til gengæld imødeser jeg en tight rockkoncert med hovedvægten på numre fra det sprudlende festfyrværkeri af godt sangmateriale, som debutpladen, der kom sidst år, til fulde er eksponent for.

(Mikal Cronin spiller natten mellem fredag og lørdag på Pavilion, kl. 02.00)

Mikal Cronin - Gone.mp3 by NewtownRadio




Den festlige: 
Les Freres Smith

Her kommer jeg måske lidt til kort. Hvis jeg bevæger mig ind i verdensmusikken, så aner jeg mange gode bud på koncerter, der kan blive en fest. Men med mit ene skud i bøssen, vil jeg sigte efter at nå franske Les Freres Smith, der med deres tag på afro-beat og funk, nok skal løfte teltdugen på Cosmopol, tidligt fredag eftermiddag.

(Les Freres Smith spiller på Cosmopol, fredag kl. 13.45)

LES FRERES SMITH - FIRE - CONTREBAND MENTALITY EP by user DJ STEVE




Den stille: 
Dead Skeletons

Enhver sin måde at blive salig på. Hvis der med stille, er ment en koncert, der giver plads til, at man synker reflekterende ind i sig selv, vil jeg pege på islandske Dead Skeletons. Stille i gængs forstand bliver det nok ikke. Introvert vuggede, langstrakt, repetitivt, højt og hypnotisk er nærmere den opfattelse, jeg har af Dead Skeletons, når de på smukkeste vis slår porten op til deres mikrokosmos.

(Dead Skeletons spiller natten mellem lørdag og søndag på Pavilion, kl. 03.00 

Dead Skeletons - Dead Mantra by Iceland Music Export



Den danske:
Ulige Numre (og Dig & Mig) (og Klumben & Raske Penge)

Her går jeg igen lidt ud over mine beføjelser, idet jeg vil fremhæve tre navne, der spiller i streg allerede søndag, d. 1. juli, altså under den første Warm-Up dag. De første er Ulige Numre, som der er skyhøje forventninger til efter ep-debuten sidste år. Det er selvfølgelig noget af et pres at lægge på et ungt band. Ikke umenneskeligt, men alligevel. Jeg har ikke set dem før, og jeg var ikke blandt de mange, der faldt på halen over ’København’, men med deres uforskyldte rolle, i den seneste tids polemik eller skyttegravskrig, om man vil (debat om støtte fra Statens Kunstfond, red.), så har jeg tænkt mig at se girafferne.

De næste to optrædende, tror jeg ikke behøver videre vejledning. Det drejer sig om Dig & Mig, der live har Magnus Knudsen fra De Høje Hæle med på keys, og Klumben & Raske Penge, sidstnævnte fik jeg for øvrigt en personlig hilsen fra forleden med besked om, at jeg var ”sej”, fordi jeg havde brugt Nordvest-hymnen, ’Bor Her’, i undervisningsøjemed. Mens andre sidder hjemme foran fjernsynet og ser EM-finale, står jeg formentlig i højt humør til den første fest på dette års festival.

(Ulige Numre, Dig & Mig og Klumben & Raske Penge spiller på Pavilion Junior, søndag d. 1. juli, henholdsvis kl. 19.00, 20.30 og 22.00)

Ulige Numre - Hænder by Ulige Numre


Dig Og Mig - Skyggerne by Universal Music DK

***

Læs mere om Mod Strømmen her:
http://modstroem.blogspot.dk/

18. jun. 2012

Geske Mendel fra MusikLarm anbefaler koncerter på Roskilde '12


Friendly Fires


Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Geske Mendel, der til daglig blogger på musiklarm.blogspot.com.

***


Den vigtige: 
Team Me
Jeg troede, at jeg ville vælge The Cure som den sikre vigtige (og det er de også), men så hørte jeg Team Me, som spiller festlig indiepop i noget, der minder om Arcade Fires grandiose format og Treefight for Sunlights hippie-happy-hed. Det er medrivende i en grad, så jeg er overbevist om, at jeg personligt får en ud-af-kroppen-agtig oplevelse på den storartede fællesglæde måde. Dét er vigtigt at få med på Roskilde!

Team Me spiller onsdag kl. 22.00 på Pavilion Junior.





Den overraskende:
Sam Amidon
Med Sam bliver man sendt tilbage til nybyggernes Amerika, og man får lov at opleve en perlerække af autentiske, smukke og spændende folkeviser om savn, mord og kærlighed. Det er en oplevelse af den slags, som man ikke anede ville være så usædvanlig fin og mindeværdig.

Sam Amidon spiller torsdag kl. 19.45 på Gloria.





Den festlige: 
Friendly Fires
Friendly Fires er ikke et ubeskrevet blad, men det er nok det mest festsikre band, jeg nogensinde har set! Med deres funky disco/synthpop og sanger Ed MacFarlanes helt utrolige energi og smittende danseglæde kan man simpelthen ikke undgå at danse med igennem hele sættet - om man kender dem eller ej. På Vega medbragte de percussion og blæsere, krydsede fingre for at det sker igen!

Friendly Fires spiller søndag kl. 18.30 på Arena. 







Den stille: 
Perfume Genius

Her kunne der godt være tale om den ukrukkede Antony. Det spinkle parfume-geni laver musik, der er sårbar og poetisk, og selvom der battles nogle tunge emner også sært fortrøstningsfuld. Numrene er korte og nøgne og står hver især frem som individuelle smukke digte, der må kunne tvinge en klump frem i halsen på selv den hårdeste metalfan.

Perfume Genius spiller torsdag kl. 23 på Gloria. 





Den danske: 
Helsinki Poetry

Dette ikke helt Roskilde uvante band kendetegnes ved en lys og luftig Jonas Bjerre-agtig vokal oven på basdrevet, behagelig støjrockbaggrund. Med en fortællende og inddragende stemning kommer man på en rundtur i byer verden over, og det er en såvel beskidt som yndig rejse.

Helsinki Poetry spiller tirsdag kl. 20.30 på Pavilion Junior.




***


Besøg Geske Mendels musikblog her:
www.musiklarm.blogspot.com 


14. jun. 2012

Camilla Gummer fra Calexas Mixtape anbefaler koncerter på Roskilde ‘12




Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. Vi lægger ud med Camilla Gummer fra bloggen og radioprogrammet Calexas Mixtape. Herfra er ordet hendes:

***

Den vigtige: 
The Shins 
Det absolut eneste navn, der fik mig til at udbryde “yes!”, da jeg deltog på pressemødet for annonceringen af årets festival-navne. Jeg har lyttet til amerikanske The Shins siden 2004, hvor bandet blev mit yndlingsband, da filmen Garden State og dertilhørende soundtrack, produceret af Zach Braff, kom ud.
Deres længeventede comebackalbum, Port Of Morrow, udkom i år, efter fem års pause fra bandet. Albummet havde tre brag af fede plader at komme efter, men det har ikke været et problem for bandet at leve op til det - eller også er det fordi at jeg havde ventet i fem år, at det var en større fryd for øret! The Shins formår at producere indierock som ingen andre. Det er sommerstemning, og James Mercers stemme kan det samme fantastiske, som den altid har kunnet. Jeg har rigtig mange forskellige minder med The Shins, især sommerminder om morgencykelture hjem fra byen, fuglekvidren og goodtimes.
Jeg har ikke haft mulighed for at opleve The Shins på scenen før, så der er no way, at jeg går glip af denne oplevelse, også selvom mange sikkert vil se skævt på at min vigtigste koncert, hverken er Bon Iver eller Springsteen, men The Shins! Lyt til albumåbneren på det nyeste album forneden.

(Siden Camilla skrev dette, er spilleplanen blevet offentliggjort. The Shins spiller torsdag kl 18.00 på Arena, red.)

  The Rifles Spiral by The Shins



Den overraskende: 
Django Django 
Django Django er et relativt nyt britisk band fra Skotland, der trækker på psychrock-genren med et britisk touch – i januar måned, udkom de med deres debut, den selvbetitlede Django Django. Jeg synes det lyder som om at kvartetten har spillet sammen længe, men de hookede også op i 2009, hvorfor man må formode at de har jammet sammen en hel del, før debuten altså kom ud. Jeg tror de har potentiale til at overraske en hel del, da de stadig er relativt unknown og nye, men altså ifølge mig bærer på noget erfaring.

(Django Django spiller torsdag 17.30 på Pavilion, red.)

  Django Django - Storm by Django Django



Den festlige: 
Santigold 
Bag Santigold står den amerikanske sangskriver, producer og popsangerinde Santi White. Musikken er up-beat og energisk og er en fusion mellem rap, soul, electro, new wave og dub. Debuten Santogold, blev sommersoundtracket for en del fester for et par år siden og nu er Santigold altså på gaden med opfølgeren Master Of Make-Believe, hvoraf en meget feststemt single, kan høres forneden. Der er gang i festen på en rar måde og jeg tror man går fra koncerten i godt og festligt humør!

(Santigold spiller søndag kl. 20.30 på Arena, red.)

  Disparate Youth by Santigold



Den stille: 
M83 
M83 er også én af mine must-see koncerter. Jeg kan umuligt forestille mig en bedre kandidat til en chillout/ambient-koncert. Jeg ved ikke hvilken scene de skal gæste, men jeg kunne ønske mig Orange, hvor man kan dyrke noget stargazing og blive blæst væk af den franske musiker Anthony Gonzalez, der står bag det musikalske projekt. Det er shoegazing krautrocklignende toner, pakket ind i en blød bubblewrap af electronica-ambient. Midnight City trækker tråde til synthpopuniverset, som blandt andet er den grundlæggende lyd på Drive-soundtracket.

(M83 spiller lørdag kl. 20 på Arena, red.)

  Midnight City by M83



Den danske: 
EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR
Inden for den danske kategori, har der været masser at vælge imellem. Jeg synes at Roskilde Festival, har mange prominente danske navne på programmet. Det er selvfølgelig en lille smule paradoksalt, at netop mange af de navne, har man kunne opleve i København over de sidste par måneder, hvorfor det måske ikke super specielt at tage på Roskilde, for at se dem. Men stadig.
Mit danske bud bliver i denne forbindelse de Odenseanske syrerockere Causa Sui, som besøger Roskilde til en trippelkoncert med den københavnske postrock trio Papir, samt El Paraiso Ensemble. Dette glæder jeg mig specielt meget til, da jeg missede Causa Sui i efteråret. Alle bands bliver præsenteret af det nye eksperimenterende danske pladeselskab El Paraiso Records (som Causa Sui selv står bag), som i anledning af festivalkoncerten har sammensat denne El Paraiso Ensemble. Causa Sui er en duo bestående af Jacob Skøtt og Jonas Munk, sidstnævnte som generelt har spillet en stor rolle på den psykedeliske Odensescene. Duoen er især blevet anerkendt for udgivelsen Summer Sessions Vol. 1-3 - den fuldstændigt fungerende støjinstrumentelle trippel-cd fra 2010.

(EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR spiller søndag kl 12 på Pavilion, red.)

    Causa Sui - Garden of Forking Paths - excerpt by elparaisorecords


Camilla Gummer repræsenterer Calexas Mixtape (www.calexasmixtape.dk) - en blog og et radioprogram på Radio XFM om alternativ musik. Du kan høre programmet tirsdage i lige uger kl. 20-22 på107.4 MHz eller på live stream via hjemmesiden.

13. jun. 2012

Æblet falder fra træet

Nyt fra Henrik Olesen, der tidligere var en del af brødreduoen Olesen-Olesen. Nu er han "Ukendt under andet navn". Og fint er det:

6. jun. 2012

Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på


David Bowies Ziggy Stardust fylder 40, men funkler stadig smukt.

Dommedag er nær. Der er præcist fem år til jordens undergang. En androgyn alien, der i øvrigt er en gudsbenådet, venstrehåndet guitarist, lander på jorden. Han bliver rockstjerne, fylder sig med stoffer, lever det vilde, men også ensomme liv, indtil han til sidst begår selvmord.

Nogenlunde sådan lyder rammefortællingen omkring det konceptalbum, David Bowie sendte på gaden den 6. juni 1972, og som altså nu runder 40 år. The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, hvis vi nu skal have albummets fulde titel med. Lad os for nemhedens skyld nøjes med at kalde det for Ziggy Stardust.

Ziggy Stardust er et pudsigt album. I min bevidsthed har det altid stået som et af de helt centrale Bowie-værker, måske endda min absolutte favorit, hvis jeg kun måtte vælge et enkelt, når de sender mig ud på den der øde ø. Men når man skiller albummet ad, nummer for nummer, kan det diskuteres, om den musikalske dybde, originalitet og genialitet kan måle sig med albums som Hunky Dory (1971), Station To Station (1976) og Low (1977). Det mener jeg ikke, at den kan. Alligevel er albummet centralt i Bowie-sammenhæng. Det er musikhistorie. Og hvorfor så det?


Slugt af Ziggy
Ziggy Stardust var et konceptalbum. Og ikke nok med, at en gennemført fortælling løb som en rød tråd gennem alle albummets sange. Hovedpersonen, David Bowie, blev også selv slugt af fortællingen og transformerede sig slet og ret til Ziggy Stardust. Når han viste sig offentligt, var det som Ziggy. Når han gav interviews, var det som Ziggy. Og som Lou Reed sagde i et interview, da han blev spurgt, hvordan det var at arbejde sammen med Bowie på Transformer. ”We had a lot of fun. But when he gets drunk, he thinks he’s Ziggy.”

Det var i høj grad hele konceptet inklusiv alt det visuelle omkring Ziggy Stardust, der virkede så stærkt, og som siden er kommet til at stå som hele symbolet på den karakterskiftende og rollespillende David Bowie. Det, der siden har fået den ene sprogfattige anmelder efter den anden til at klaske ”kamæleon”-etiketten i panden på ham.


Bowie var dukkefører
Det vakte opsigt, at David Bowie tog kostumer på. At han legede med virkelighed og fantasi på den måde. I dag ville ingen tage notits af det. Det ægte og autentiske er for længst slået ud af spil, og musikere er mere end nogensinde før bevidste om at opfinde, spille og dyrke roller til det ekstreme. Men i begyndelsen af 70’erne troede de fleste vel stadig på det oprigtige i musikken. Det kan godt være, at Bowie som Ziggy ikke krævede ret meget mere skuespil end Lennon som Beatle, men det særlige ved Bowie var, at det virkede så planlagt og kontrolleret. Det var ham, der som dukkefører styrede fortællingen om Ziggy fra start til slut. Det var ham, der fødte Ziggy, og det var ham, der slog Ziggy ihjel, da han til publikums (og bandets) store forbløffelse til koncerten i Hammersmith Odeon, London, den 3. juli 1973, proklamerede, at det hele var forbi. Se det her på Youtube.

Spørgsmålet er, hvor kontrolleret og gennemtænkt det hele var, når det kommer til stykket. I en dokumentarfilm blev Bowie mange år senere spurgt om det, og han svarede, at hvis nogen havde spurgt ham dengang, hvad han havde gang i, havde han været nødt til at svare, at det havde han ingen ide om. Ifølge ham selv var det eneste, han vidste, at han ville udforske en anden virkelighed, og at han havde lyst til at lade skuespillet smelte sammen med musikken. Det var ideen, og da ideen begyndte at blive til virkelighed, blev han ét med sin nye rolle. Det var mere en søgen end et nøje planlagt stunt.


Festlig dommedag
Dissekerer man Ziggy Stardust, består albummet af en række stærkt iørefaldende sange. Gode popnumre, der er skåret over klassiske rockriffs, højt tempo og opløftende kor. Grundtonen er flere steder melankolsk, ikke mindst på åbningsnummeret Five Years, men feminine skrig, strygere og andre effekter er hele tiden med til at løfte stemningen og gøre den nært forestående dommedag til den bedst mulige fest. Ziggy Stardust er nemlig, på trods af sit tunge tema, et festalbum.

Skåret ind til benet var Ziggy Stardust ”bare” et glamrock-album. På den led er det jo pudsigt, at det siden har fået en så markant placering i musikhistorien. Der er ikke langt fra Ziggy Stardust til de boogie-rockede ting, Marc Bolan og for den sags skyld bands som Slade og Sweet lavede på samme tid. Retrospektivt er de navne typisk blevet set som noget ”sjovt”, ”kikset” og ”tidstypisk”. Glamrocken var i sin natur en modreaktion på den intellektuelle rock. Der skulle fest, sjov, dans og glimmer til i stedet for de dybe panderynker. Som John Lennon citeres for at have sagt om glamrocken: ”Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på”. Lennon mente det formentlig ikke nedsættende, for han elskede rock ’n’ roll og bevægede sig selv ud af et glam-spor i de tidlige 70’ere.


Mere krop, mindre hjerne
I Bowie-sammenhæng må Ziggy Stardust betegnes som mere krop, mindre hjerne. I hvert fald er det et væsentligt mindre intellektuelt album end de fleste andre, han udgav i 70’erne. Men nu er intellektualitet jo ikke nødvendigvis lig med vigtighed i kunstens verden. Det afgørende er, om tingene lykkes, om enderne går op. Om det virker. Og det gør alt – ja, alt – på Ziggy Stardust. Derfor er albummet så smukt og vigtigt.

40 år er ingen alder for et album af Ziggy Stardusts kaliber. Det glitrer og funkler stadig smukt i al sin paillet- og plastikperlebesatte skønhed. Og så kan det stadig udstøde primale kvindelige skrig og svinge med hofterne. Hvad mere har man brug for?

***


Se David Bowie i aktion som Ziggy Stardust her:









4. jun. 2012

Waters / Mickey Mantle

Sejt nummer, sej video...

Song For Wendy / The Night



En gammel guitar, der lyder af levet liv. Og to fantastiske stemmer, der tager greb om en fin tekst. Mads Mouritz og Dísa Jakobsdóttir er Song For Wendy, og de er altså værd at holde øje med.

Læs mere om duoen her:
http://www.facebook.com/#!/pages/Song-For-Wendy/187162021294195