xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

30. mar. 2012

Peter Doherty – narkoman og idiot, poetisk og musikalsk geni


Altid skandaleombruste og ubegribeligt talentfulde Peter Doherty kommer til byen. Det sker, når han på søndag indtager Amager Bio. Jeg har billetten, og jeg glæder mig. Jeg oplevede ham ene mand fylde Arena på Roskilde Festival ud for nogle år siden, og det er en koncert, der stadig sidder i mig. Stort.

Jeg er glad for Libertines og Babyshambles, og jeg sætter også pris på Dohertys soloting. Men jeg kan alligevel ikke kalde mig kæmpefan. Jeg har ikke dyrket ham og endevendt hans historie sten for sten. Peter Doherty har været lidt en baggrundsfigur for mig, men hele tiden en figur, der har aftvunget stor respekt.

Fra tid til anden beder jeg folk udefra om at bidrage til bloggen her. Og det var ret oplagt for mig at gøre det i netop denne sammenhæng. Fordi jeg mindes hvordan jeg engang sad på et værtshus i indre by og lagde ører til en brændende entusiastisk tale fra denne mand om, hvorfor Doherty er en af de vigtigste musikere, der har betrådt denne jord – i hvert fald i nyere tid.

Manden bag ordene var Thorkil Jacobsen. Han talte godt for sig sag, men han kan jo også noget med ord. Som digter og poetry slammer har han markeret sig særdeles stærkt, og han er en af bagmændene bag det vigtige foretagende Piip Poesi, der bl.a, arrangerer månedlige poetry slams i København.

Nu får han også lov til at give den som skribent her på bloggen. Herfra er ordene Thorkil Jacobsens:

***

Det er altid den samme historie jeg fortæller, hvis nogen spørger hvorfor jeg elsker Peter Doherty:

Peter Doherty brød engang ind i sin bedste vens lejlighed. Vennen hed Carl Barat. De spillede og sang i The Libertines, der godt nok også havde to andre medlemmer men som i praksis altid har handlet om de to: Carl og Pete.

De to havde startet bandet sammen. De havde spillet flere hundrede low life gigs i hele England. De havde drukket sammen og taget coke sammen, indspillet et af de bedste albums i engelsk rock-historie og Gud-ved-hvor-mange demoer.

Men op mod den dag var Peter begyndt at tage heroin i så store mængder, at han ikke længere var med på turné. Carl prøvede at holde styr på skidtet og undgå at blive sagsøgt at pladeselskabet ved at spille i hele England. Samtidig var hans søster alvorligt syg, og han lod hende bo i sin lejlighed og prøvede at tage sig af hende, når han var hjemme.

Hun var ikke hjemme, den dag Pete kom forbi. Han stjal penge, en antik guitar, en computer mm. og blev idømt seks måneders fængsel.

Det, der fascinerer mig, er, at den dag han blev løsladt, stod Carl Barat ved udgangen og tog imod ham. Peter gik direkte hen til ham. De fandt deres guitarer (Peter havde haft sin med i fængsel), gik på druk og fandt en pub at spille på. Den koncert har legendarisk status, og coveret til deres andet album er fra den aften.

Pete Doherty er en idiot. Han fucker up. Kort efter koncerten var han på heroin igen. Andet album er stort set Carls egen bedrift, og alle kender billederne af den blege, tynde Pete med Kate Moss under armen på vej hjem fra (eller hen til - svært at se forskel) mere druk og flere stoffer.

Men han er mere end det. Det ved Carl bedre end nogen anden. Der er et åbent og ægte digtersind midt i det kaos af stoffer, kvinder og støjguitar der gerne omringer Pete Doherty.

For det er også Pete, der vinder en stort anlagt lyrikkonkurrence som 17-årig og bliver sendt af det engelske kulturministerium til Moskva for at repræsentere landet ved en lyrikfestival.

Det er Pete, der aflyser sin første koncert i USA for at komme hjem til sin bedstemor.

Det er idioten, narkomanen, tyven Pete Doherty der var blandt de allerførste til at lægge musik ud på nettet så man stadig den dag i dag kan finde gamle ep’er og demoer, hvis man søger på The Libertines.

Det er Pete der stadig spiller “guerilla-gigs” (gratis, ofte spontane koncerter hjemme hos folk eller på gaden) hvor end han kommer hen, på trods af at pladeselskabet har forbudt ham det.

Det er Pete, der skriver en hel serie digte til Oscar Wilde fra fængslet (i øvrigt det samme som Oscar Wilde også selv sad i og berygtet som det værste i England)

Det er Peter og Carl, der modtager en NME Award i 2004 med følgende digt af Sigfried Sassoon:

I knew a simple soldier boy
Who grinned at life in empty joy
Slept soundly through the lonesome dark
And whistled early with the lark
In winter trenches, cowed and glum
With crumps and lice and lack of rum
He put a bullet through his brain
And no one spoke of him again
You smug-faced crowds with kindling eye
Who cheer when soldier lads march by
Sneak home and pray you'll never know
The hell where youth and laughter go

Jeg har set Peter Doherty spille solo før. Det er en voksen mand (skrøbelig, spinkel og legesyg - men faktisk voksen), der d. 1. april vil kigge ud på sit publikum på Amager. Det er voksen mand der har kendt det helvede, hvor ungdom og latter ender. Han har kendt det. Han har dykket helt ned i det. Og selv om man nogle gange kan frygte det værste for ham så har han indtil videre rejst sig for at give os en guidet tour.

***

Herunder har Thorkil Jacobsen samlet nogle links, der skulle fungere som god opvarmning til koncerten på søndag:

Billedet fra den aften Pete blev løsladt:
http://covers.a-go.in/max/the_libertines_-_2004_the_libertines.jpg

NME-awards 2004:
http://youtu.be/Ki9zcBdBJhA

En stor stak gamle og gratis indspilninger:
http://version2.andrewkendall.com/pages/misc/babyshambles2.php
Vælg Legs 11, en legendarisk demo fra (tror jeg nok) 2001, hvis du kun vil vælge en.

Legendarisk interview hvor han også spiller et af sine største numre, ”Music when the lights go out":
http://youtu.be/nyLzvUs4e0s

Mini guerilla-gig efter den oficielle koncert ved Roskilde Festival 2009:
http://youtu.be/g0QCUb1MUbo

***

Stor tak til Thorkil Jacobsen for et entusiastisk og indsigtsfuldt bidrag her til bloggen. Vil du læse mere om, hvad Thorkil ellers går og roder med, kan du lægge vejen forbi:
http://www.thorkil.com/

29. mar. 2012

Nyt album fra The Walkmen i juni


Heaven. Det er et stort ord. Og det er det ord, der kommer til at udgøre titlen på det nye album fra The Walkmen. Den 4. juni udkommer albummet, som skal følge op på bandets to seneste, ”Lisbon” og You & Me”, begge mesterværker.

Det skal blive spændende. Og det bliver ikke mindre spændende af, at label-broderen Robin Pecknold fra Fleet Foxes angiveligt medvirker på to numre.

Her en lille, lækker video-teaser, The Walkmen har sluppet i dag:

28. mar. 2012

Anbefaling: Den Fjerde Væg / Drengekys


Det danske band Den Fjerde Væg, hvis stærkt vanedannende single ”Selvportræt” markerede sig stærkt på Det Elektriske Barometer sidste år, er nu klar med deres første album. Og her er der altså tale om en virkelig stærk og bemærkelsesværdig debut.

Den Fjerde Væg ligger ikke under for nogen konventioner. Inspirationerne er hentet i vidt forskellige lejre – fra artrock over hiphop til dansk 80’er-pop, og det hele er samlet i en buket sange, der måske nok stritter i alle mulige retninger, men gør det på en smuk, usnobbet og livsbekræftende måde.

Jeg har endnu kun lyttet til albummet i dets fulde længde en håndfuld gange, men det hæver stille og roligt for hver gennemlytning.

Gennem de seneste uger har jeg gennemført et mailinterview med Lasse Aagaard fra Den Fjerde Væg. Det vil du meget snart kunne læse her på bloggen. Indtil da kan du gøre dig selv den tjeneste at tjekke musikken ud her:

www.denfjerdevaeg.dk

Smuglyt til M. Wards nye album


"A Wasteland Companion" - fra M. Ward er et af de spændende albums, der er på vej i den kommende tid. Det udkommer i næste uge, men allerede nu kan du lytte til albummet i sin fulde længde på:

http://www.npr.org/player/v2/mediaPlayer.html?action=1&t=1&islist=false&id=148922178&m=149067371

Taxitur med Fionn Regan

Jeg slår ofte et slag for denne herre her på bloggen, og det er der en grund til. Irske Fionn Regan er et af de rigtig interessante navne på den europæiske folkscene for tiden. På den her taxitur viser han en flig af magien - iført Dylan-solbriller og -attitude:

22. mar. 2012

Anbefaling: The Felice Brothers


Det er et ikke helt nyt band, jeg vil slå et slag for denne gang, men et band jeg først for nylig har opdaget.

The Felice Brothers startede efter sigende med at spille i New Yorks Subway. De tre brødre boede i en lejlighed i Brooklyn og tog så hver dag ind for at spille på subway-stationerne ved 42nd St., Union Square og Greenwich Village.

De blev opdaget, gjorde de, og den slags er jo altid en god historie. Det fortæller os nemlig, at det her er opstået ud fra noget ”autentisk”, whatever that means. Det er en længere diskussion, men hvis jeg her skal nøjes med at forholde mig til musikken, så er den i hvert fald leveret med en nerve, der giver en udpræget live-følelse i mange af numrene. Bandet tager afsæt i amerikansk folk, blues og rock, og de traditionelle tråde er ret tydelige. Det er musik med respekt for historien.

The Felice Brothers lyder af New York. Ligesom The Walkmen også gør det. Det er ikke fordi de to bands er tæt beslægtede, men der er alligevel elementer i lydbilledet hos The Felice Brothers, der får mig til at tænke på det andet og noget mere kendte New York-band. Særligt vokalen, der med sin rustne og skæve inderlighed til tider kan minde om The Walkmens Hamilton Leithauser.

Det selvbetitlede debutalbum fra The Felice Brothers kom i 2006, men det er nu mest opfølgeren ”Yonder Is The Clock”, jeg har lyttet mest til. Et helt igennem stærkt album, som jeg varmt kan anbefale. Lyt fx til Penn Station:



Se også en god Black Cab-session med to af brødrene her:


I dag er der to brødre, Ian og James Felice, tilbage i bandet, der også er blevet udvidet med flere musikere. Den tredje bror, Simone Felice, forlod bandet i 2009, har siden spillet med The Duke & The King og er netop i denne tid klar med et soloalbum.

Du kan læse mere om The Felice Brothers her:

http://www.thefelicebrothers.com/

16. mar. 2012

Ny Springsteen-blog: Thunder Road


En ny dansk blog om Bruce Springsteen er søsat. Kulturjournalist Troels Østergaard, der til daglig underviser i fagjournalistik, digitale medier og kulturjournalistik, giver på bloggen Thunder Road sine personlige vinkler på, hvordan Springsteen kan opleves og forstås.

Besøg bloggen på:
www.thunderroad.dk

15. mar. 2012

Ny video fra Father John Misty: Nancy From Now On



Endnu en luns fra Fader John. Det tegner altså til at blive et rigtig godt album!

14. mar. 2012

Anbefaling: Choir Of Young Believers / Rhine Gold


Jeg havde det lidt svært med det her album, de første par gange jeg hørte det. Min umiddelbare reaktion var, at det virkede meget glat og produceret og for langt fra det folkede, organiske, jeg tidligere har hørt fra Choir of Young Believers.

Men det holder sgu! Det ikke bare holder. Det vokser sig lige så langsomt større og større for hver gang jeg hører albummet. Og det gør jeg nu flere gange om dagen.

Det er symfonisk, det er svulstigt, og det læner sig hørbart op ad nogle 80’er-referencer, man lige skal vænne sig til. Men det er ikke som en effekt – en pyntegenstand, der lige sættes ind i nisselandskabet for at appellere til nye folk. Det er gennemtænkt og gennemført.

Grunden til, at Rhine Gold er så vanedannende et album er først og fremmest, at grundmaterialet er så godt. Sangene er utroligt stærke. Virkelig gode kompositioner, og så går det hele bare op i en højere enhed, når de spilles og synges af så kompetente musikere.

Der er åbenbart sket det siden sidst, at bandet er blevet til et band. At frontmand Jannis Makrigiannis har demokratiseret projektet, og at mange af beslutninger i dag træffes kollektivt. Den slags behøver ikke være opskriften på at lave et godt album – det har der været masser af eksempler på i musikhistorien. Men i det her tilfælde har det ført til et album, der allerede i skrivende stund bør shortlistes til årets bedste danske udgivelser.

After all: I’m a believer.

11. mar. 2012

Anbefaling: One-Eyed Mule / When Tomorrow Comes


De seneste uger har jeg haft alt for mange nye albums at lytte til, hvilket godt kan være lidt stressende. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at dvæle ved det enkelte album og give det tid og lade det vokse, i stedet for hele tiden at zappe videre.

Et af de albums, der har ligget i min indbakke-playlist er danske One-Eyed Mules nyeste udspil, When Tomorrow Comes. Og lige netop det album har jeg ikke behøvet at presse mig selv til at høre igen og igen. Det er kommet helt af sig selv.

Jeg har tidligere i flere sammenhænge anbefalet One-Eyed Mule her på bloggen. Det kan undre mig, at bandet stadig er forholdsvist ukendt for det bredere publikum. Tourplanen fortæller, at de i den kommende tid bl.a. skal spille i Ebeltoft Kulturhus og på Nørrebro-caféen Kind of Blue. Med al respekt for de steder (det bliver garanteret superfine og intime koncerter) så har vi altså her fat i et band, der (også) fortjener chancen på lidt større scener.

One-Eyed Mule er ekstremt trofaste mod amerikanske musiktraditioner. Inspirationskilder fra både country, blues og folk har været meget hørbare på alle deres albums. Og således også denne gang. Et enkelt nummer ”Mild and Warm”, som i øvrigt er et at albummets stærkeste – er endda dedikeret til legenden Mississippi John Hurt.

Nu er det her jo ikke det eneste band, der krammer det traditionelle musik-USA. Men det, der får One-Eyed Mule til at skille sig ud fra så mange halvhjertede danske americana/singer-songwriter-typer, er at de gør det totalt overbevisende. Der er først og fremmest tale om gedigent musikalsk håndværk, det er velspillet, og det er lækkert produceret.

Samtidig kan jeg godt lide, at bandet tager traditionerne 100 % seriøst. Musikken er ikke tyndet op med tre dele nordisk melankoli og en enkelt klichefuld P3-guitarsolo for at få det til at passe bedre til vores breddegrader. Nej, det er amerikansk musik. Godt nok spillet af et dansk band, men musikken er og bliver amerikansk helt ind til benet.

Hvis jeg skal sammenligne One-Eyed Mule med andre på den danske scene lige nu, må det være bands som Cody og CS Nielsen. Navne, der af anmeldere ofte bliver kritiseret for at iklæde sig lånte fjer – at stjæle et stykke musikidentitet fra et land, der ligger meget langt fra vores. Men i min bog rager de tre navne netop op over så mange andre, fordi de tør gøre det helhjertet. Og så selvfølgelig fordi de gør det meget så meget kvalitet.

Jeg har alle One-Eyed Mules fire albums i mit musikbibliotek. Min vurdering er, at ”When Tomorrow Comes” er det mest vellykkede af dem. Først og fremmest fordi melodierne er så stærke, og at albummet i det hele taget virker meget gennemarbejdet.

Jeg arbejder i øvrigt lige nu på et mail-interview med Rasmus Dall fra One-Eyed Mule. Det kan I glæde jer til. I mellemtiden kan I nyde den her lækkerbisken fra det nye album. ”Mild and Warm” – en hyldest til the one and only Mississippi John Hurt.



Tidskapslen: Musik fra 1967



Procol Harum / A Whiter shade of pale





Buffalo Springfield / For what it’s worth





The Box Tops / The Letter




Se også mit bud på de fem bedste albums fra 1967

Om Tidskapslen: 
Årstalsgeneratoren returnerer et tilfældigt år mellem 1950 og i dag. Jeg vælger tre stykker musik fra det pågældende år.

Leg selv med:
www.random.org

9. mar. 2012

Ingenting bättre

Det her nummer er jo så smukt, at det gør ondt:



Till vem har du köpt blommorna min vän
För vem har du gjort dig så fin igen min vän
För vem har klätt dig i guld
Säj att det var för min skull

Din siluett i spegeln på Hotel du Nord
Trodde du jag skulle kunna glömma nånting sånt
Jag blev aldrig av med smaken av dig i min mun
Jag blev aldrig av med smaken av dig

Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätter
Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätters sång

Sjung skepp å städer långsamt för mig
Sjung om under vulkaner bara för mig
Sjung stridselefanter sjung orkaner
Sjung för mig, sjung

Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätter
Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätter med dig

Jag blev aldrig av med smaken av dig i min mun
Jag blev aldrig av med smaken av dig i min mun
Sjung långsamma timmar, sjung
Sjung för mig, sjung för mig

Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätter
Det finns ingenting bättre än stjärnklara nätter med dig
Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätter
Det finns ingenting bättre än Sankt Klara nätter med dig

Smaken av Thåström


Ubegribelig smuk aften på Vega i selskab med svenske Thåström.

Det var min første koncert med manden, og jeg blev fuldstændig blæst væk. Jeg har svært ved at huske, hvornår en koncert sidst har ramt mig så hårdt.

Super-velspillende band, der hele tiden byggede op og rev ned, så hele salen væltede med. Et skramlet lydbillede, der plukker inspiration hos både Cave, Waits og Springsteen og sikkert mange, mange flere. Men Thåström er bare Thåström, og som han vandrer hvileløst og manisk rundt på scenen forsvinder han dybt ind i sin rolle og leverer bare det hele så fandens overbevisende.

De nye numre fra det formidable ”Beväpna dig med vingar” fungerede perfekt. ”Smaken av dig” er muligvis det smukkeste nummer, han nogensinde har begået, og det blev leveret så indfølt og sitrende, som man kunne have ønsket sig.

Også ”Främling overalt” og ”Kort biografi…” var helt oppe at ringe. Og ”Aksel Landquists Park” og… stop mig, det giver faktisk ingen mening at fremhæve enkelte numre i den her koncert.

Alt klappede Alt!

6. mar. 2012

Anbefaling: Father John Misty


Joshua Tillman, trommeslageren i Fleet Foxes, som tidligere har haft travlt med sideløbende soloprojekter, har endegyldigt forladt bandet for at hellige sig egne sager. Der gik ikke lang tid fra den melding kom, til han kunne præsentere det her. Under navnet Father John Misty har han smidt den her melodiske og ekstremt vanedannende sag på gaden:



Og for det ikke skal være løgn dukkede Father John Misty op på den Leonard Cohen cover-cd, der fulgte med musikmagasinet Mojo i denne måned. Første reaktion er måske nok, at den her klode ikke har brug for flere Cohen-covers, men... ja, så hører man det her. Smukt:



Hold øje med Father John Mistys kommende album og læs mere om det hele på:
http://fatherjohnmisty.tumblr.com/

Thåström warm-up #1: Alla vill till himlen



Thåström spiller torsdag d. 8/3 på Vega.

3. mar. 2012

Effektiv iltmaske


Som sædvanlig en rigtig fin koncert med Nikolaj Nørlund i Pumpehuset i går aftes. Som jeg også har det med det nye album, så var der opture og nedture. Nogle af de nye numre bliver for letbenede og ligegyldige for mig, men de bedste numre er til gengæld fuldstændig fantastiske.

I mine ører er det en genistreg, at Nørlund har allieret sig med Christian Hjelm fra Figurines. De tos stemmer klæder hinanden sindssygt godt, og det løftede i aftes også flere af de ældre numre fra bagkataloget. Særligt et nummer vil jeg fremhæve fra det nye album, nemlig Iltmasken, som jeg mener, er det stærkeste nummer, Nørlund har lavet i mange år. Den urolige, rungende ekkolyd, der bringer mindelser om Rhonda Harris’ lydunivers, fungerer virkelig fedt. Lyt til det her:
http://norlund.bandcamp.com/track/iltmasken

Sammen med Ned til søen – nummeret, hvor Nørlund/Hjelm fungerer allerbedst sammen er det højdepunktet på det nye album, Alt sammen, Lige nu.

Generelt bød aftenen på en fin blanding af gammelt og nyt. Der var plads til numre fra både Navnløs og Nye Optagelser. Særligt fint var det, da der cirka midtvejs var solo-akustiske fremførelser af Ridset i Panden, Lille Digt og Pergament Hotel. Personligt var jeg også glad for, at der blev spillet flere numre fra det formidable album Tændstik, men jeg kunne ikke undgå at savne Rune Kjeldsen lidt på guitaren lige der. Hans guitarspil er så signifikant på det album, og det blev altså ikke helt det samme i aftes. Men fedt var det da.

John Mogensen/Glen Campbell-covernummeret Ensomhedens Gade nr. 9 var også lækkert at få med, ligesom Under fremmed flag også fungerede rigtig godt.

Under koncerten rodede jeg mig ud en diskussion om, hvordan Nørlunds albums egentlig skulle rangeres, hvis man skulle lave en all time-liste. Her mit umiddelbare bud:

1. Nye Optagelser (1997)
2. Tændstik (2003)
3. Navnløs (1996)
4. Tid Og Sted (2009)
5. Alt Sammen, Lige Nu (2012)
6. Hvad Er Det Der Sker? (2000)

Her kommer det jo til at se ud som om, jeg synes det nye album er slapt. Sådan forholder det sig ikke. Det er et rigtig fint album, men lad mig sige det sådan, at det ikke er en liste, der er nem at komme langt op på. Bundniveauet er højt.

2. mar. 2012

1. mar. 2012

Smuglyt til Andrew Birds nye album


Andrew Bird er lige på trapperne med Break It Yourself, der efter et par gennemlytninger lyder rigtig spændende. Muligvis hans bedste til dato. Døm selv på npr.org, hvor du kan smuglytte til albummet i sin fulde længde frem til udgivelsesdagen d. 6. marts.

http://www.npr.org/2012/02/26/147047574/first-listen-andrew-bird-break-it-yourself

Nørlund warm-up #6: Under fremmed flag



Nikolaj Nørlund spiller i Pumpehuset i morgen aften.

Nørlund warm-up # 5: Avalanche



Nikolaj Nørlund spiller i morgen aften i Pumpehuset.