xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

29. feb. 2012

Nørlund warm-up #4: Respekt (endnu)



Nikolaj Nørlund spiller nu på fredag d. 2. marts i Pumpehuset.

28. feb. 2012

Nørlund warm-up #3: Dreng alene hjemme



Nikolaj Nørlund spiller nu på fredag d. 2. marts i Pumpehuset.

Nørlund warm-up #2: Slet ikke dig



Nikolaj Nørlund spiller nu på fredag d. 2. marts i Pumpehuset.

27. feb. 2012

Nørlund warm-up #1: Den støjende tid

På fredag står den på koncert med Nikolaj Nørlund i Pumpehuset. Af samme grund kommer denne uge til at stå i troldmandens tegn her på bloggen.

Vi begynder med at spole langt tilbage. Helt tilbage til dengang med Strunge.

Fionn Regan på hjemmebane i Dublin

Irske Fionn Regan tager på Europa-turne sammen med Feist her i foråret. Desværre lægger de to ikke vejen forbi Danmark, men så man jo nøjes med at nyde denne intense version af titelnummeret fra et af sidste års bedste albums, 100 Acres of Sycamore.

25. feb. 2012

Tidskapslen: Musik fra 1990


I denne første udgave af Tidskapslen peger flaskehalsen på 1990. Året, hvor vi vågnede op til en ny verden. Jeg var 15 år og fattede ikke meget af alt det. Men de her tre numre, dem forstod jeg:


Depeche Mode / Waiting for the night




CV Jørgensen / Det si’r sig selv




Pet Shop Boys / Being boring





Om Tidskapslen: 
Årstalsgeneratoren returnerer et tilfældigt år mellem 1950 og i dag. Jeg vælger tre stykker musik fra det pågældende år.

Leg selv med:
www.random.org

12. feb. 2012

major5-listen #3: Boho Dancer, Roxy Music, Great Lake Swimmers, Tempomatador og The Walkabouts


Nyt, lånt, gammelt og blåt. Her følger fem anbefalinger af musik, der gør en forskel hos mig lige nu. Dugfriske hits og udødelige klassikere. Plukket vidt forskellige steder i mit musikbibliotek:

Se alle lister her


Boho Dancer
Nyt dansk folk-band, der er værd at holde øje med. Boho Dancer vandt P3’s Karrierekanonen i 2011. Nu er de klar med en EP, Furry Skin, der bl.a. rummer dette track. Lyder ret lovende:





Roxy Music
Det her nummer er så vildt. Det er i det hele taget stort set alt, hvad Roxy Music lavede i de tidlige år. En ung og potent Bryan Ferry og en oppe at køre Brian Eno iklædt fjerboa. Hvad mere kan man bede om?






Great Lake Swimmers
Canadisk folk-rock, som jeg opdagede for ikke så frygtelig længe siden. Nu er jeg i gang med at få tjekket op deres bagkatalog. Det består af fire albums, og det femte udkommer i april. Her Pulling On A Line fra 2009-albummet Lost Channels:





Tempomatador
I fredags var jeg til filmvisning og koncert med altid dejlige Mellemblond. Dem har jeg jo så ofte skrevet om, så lad mig i stedet rette fokus på det ret fine dansksprogede band, der varmede op for Mellemblond. Tempomatador er et helt nyt bekendstskab for mig. De leverede en rigtig fin og tændt koncert, og nu skal jeg for alvor i gang med at lære deres materiale bedre at kende. For eksempel det her nummer:





The Walkabouts
On The Beach med Neil Young er et af musikhistoriens bedste numre. Og The Walkabouts slipper faktisk forrygende godt fra den her coverversion, der stammer fra begyndelsen af 90’erne:




Her kan du finde en playlist med samtlige Spotify-tilgængelig numre, der har været nævnt her på listen:
http://open.spotify.com/user/113315005/playlist/3qw7LRbeOFxQD4yy6k6vYv

Se alle lister her

Gæste-dj hos Calexas Mixtape: Playlisten


Den forgangne uge bød blandt andet på et besøg i Radio XFM's program Calexas Mixtape. Med vinteren som tema fortalte jeg om arbejdet med min seneste digtsamling og fik også lov at lege gæste-dj.

Her de ni kolde numre, jeg havde med i tasken:


  • Neil Young - Winterlong
  • De Efterladte - Sang i klar frost
  • CV Jørgensen - Sort Vinter
  • Jens Unmack - Survival Kit
  • Bruce Springsteen - Backstreets
  • Fleet Foxes - White Winter Hymnal
  • Nick Drake - Pink Moon
  • Midlake - Core Of Nature
  • Bob Dylan - Girl From The North Country

Programmet bliver lagt online på et senere tidspunkt - link følger. 

7. feb. 2012

Derfor er Bruce Springsteen vigtig


(Artiklen oprindeligt bragt i magasinet Atlas, februar 2012)

Kære indietype: Du vover på at droppe den Springsteen-koncert på årets Roskilde-festival til fordel for et skævt japansk synth-punk-band. Manden er vigtigere, end du selv har lyst til at se.

Lørdag d. 7. juli 2012 bliver der skrevet et lille stykke rockhistorie i Danmark. Da træder Bruce Springsteen nemlig sammen med sit legendariske The E Street Band op på Roskilde Festivals Orange Scene.

Pladsen foran scenen vil være tætpakket. En broget flok.

Der vil være de rutinerede Roskilde-gængere, som med anerkendende nik og ind i mellem lidt fællessang kan føje endnu et flueben til den klassikerliste, der i forvejen rummer navne som Bob Dylan, Neil Young og Nick Cave.

Der vil være ’engangsbilletterne’, som de rigtige festivalgæster hånende, nærmest spyttende, vil kalde dem. Dem, der i løbet af dagen er kommet strømmende ind på pladsen i deres pæne  Jack & Jones-tøj. Lige ankommet med toget fra Herning eller omegn. Skålende med gamle venner og med kæresten i hånden, for hun skal da også opleve, hvor fedt det er, når Bruce fyrer den af. Selvom de selvfølgelig ville ønske, at han i stedet havde valgt Jyske Bank-Boksen eller et andet mere komfortabelt spillested længere mod vest.

Rockdinosaurerne vil være der. Personificeret i BT’s anmelder, Steffen Jungersen, der endnu engang må erfare, at det er vildt svært at holde sin fadøl, samtidig med at man noterer på blokken. Men det betyder ikke så meget, for de seks stjerner har han allerede noteret hjemmefra. Overskriften er også på plads: BOSSEN BRØLEDE BEDST!

Og så vil Roskilde Festivals kernepublikum være der: Indie-typerne. De nysgerrige, altid søgende typer, der ikke har lyst til at blive proppet i nogen boks. De er ikke alt for begejstrede for denne leflen for de store mainstream-navne, Roskilde Festival har stået for de seneste år. De vil holde sig sådan lidt i baggrunden og have lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Det skal da lige have en chance. Men altså, helt ærligt: Bruce Springsteen…

Da han første gang brøler ud over forsamlingen, vil der blive diskuteret, om det er nu, man skal skynde sig videre, så man kan nå at se det der japanske synth-punk-band, der spiller samtidig på en af de små scener.

Afgrunden
Kære indietype: Bliv! Den mand, der står på scenen foran dig denne aften, er vigtigere, end du selv har lyst til at se. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at han er helt deroppe med Dylan, Cash og lignende navne, der sjovt nok har haft lettere ved at blive accepteret som noget, man går og lytter til, mens man stadig er ung og på forkant. Springsteen… det har bare stadig ikke en særlig cool klang, vel? Og sikkert af samme grund har jeg stadig til gode at høre hans musik spillet på en Vesterbro-café.

For et par uger siden fik jeg en musiksnak med en trofast Roskilde-gæst. Hun er cirka 10 år yngre end jeg. På trods af aldersforskellen har jeg noteret mig, at vi ofte sætter ring omkring mange af de samme navne i programmet. Vi gik og diskuterede det foreløbige program for årets festival, og netop i det sekund, Bruce Springsteens navn blev nævnt, oplevede jeg det, jeg har oplevet så ofte, når han bliver bragt på bane: Kløften. Det var som om jorden i det sekund revnede mellem os, og inden jeg fik sagt min næste sætning, gik det op for mig, at jeg måtte råbe, for hun stod helt derovre på den anden side. Mellem os en dyb, dyb afgrund.


Hun forsøgte sådan set at være åben:
”Jeg bliver ved med at prøve at forestille mig, hvordan han lyder, men lige gyldigt hvor meget jeg anstrenger mig, så kan jeg ikke høre andet end Born In The USA,” sagde hun. Nærmest undskyldende.

Og jeg tror sådan set, hendes forklaring meget præcist rammer, hvorfor så mange kan have så vanskeligt ved at tage Bruce Springsteen ind. Måske var det lige præcis der, han tabte den: Da han i sommeren 1984 udgav albummet Born In The USA. Et i bund og grund solidt album med nogle rigtig stærke sange, men også i dén grad et album, der især på grund af den svulstige måde, det blev produceret på, hænger så meget sammen med den tid, det udkom i, at det er næsten umuligt at abstrahere fra det. Der er ting fra 80’erne, der er værd at kramme. Men det her er ikke en af dem.

Stadionrocken blænder
Forsanger i Love Shop, Jens Unmack, beskriver det meget godt i sin samtale med forfatter og musikjournalist Jeppe Krogsgaard Christensen i bogen ”En nat bliver det sommer”. Unmack fortæller om punkmiljøet i begyndelsen af 80’erne:
”Modsat manges opfattelse var punkbegrebet også ganske rummeligt. Blondie, Pere Ubu, Devo, Nina Hagen og Bruce Springsteen var alle accepterede. Springsteen fik det dog lidt sværere, efter at han pumpede sine overarme og valgte stadionvejen med Born In The USA, hvor Clarence Clemons iført pastelfarvede sparkedragter leverede saxofonsoloer. Var Springsteen styrtet ned i et fly efter The River, var han sandsynligvis blevet et punkikon. Nu er han i stedet en man skal forsvare over for ignoranter, der ikke har lyttet ordentlig til ham.”

Det er meget præcist og fint formuleret af Unmack. Det pumpende rock-anthem, titelnummeret fra Born In The USA, var så markant et stykke musikhistorie, at det stadig blænder, når man forsøger at se tilbage. Den aggressivt pumpende stortromme og den brølende vokal. Nummeret er i den grad blevet billedet på den storladne stadionrock, der fyldte alt i de år – og som kulminerede i 1985, da Springsteen var på tour med Born In The USA samme år som alt hvad der kunne krybe og gå af musikberømtheder samledes om mastodont-begivenheden Live Aid.

Drømmen om at køre væk
Næ, indietype, du må længere tilbage. Hvis du skal finde den vigtige, den historieskrivende, den uundværlige Bruce Springsteen, så må du forsøge at fortrænge den der stortromme og den spraglede sparkedragt og spole helt tilbage til 1975. Året, hvor Springsteen under stort pres udgiver sit tredje studiealbum. Han har brug for at slå igennem nu. De to første albums har været rimelige succeser, men der er slet intet, der har indfriet musikbranchens håb om ”en ny Bob Dylan”. Det var den slags prædikater, der blev hæftet på Springsteen, da han debuterede nogle år tidligere. Men man bliver ikke en ny Dylan ved solid sangskrivning alene. Det kræver nogle vulkanske udbrud, nogle spasmer. Det kræver nogle hits.

På Born To Run fra 1975 ramte han den. Lyden var frisk og ungdommelig. E Street Band lød som en flok gutter, der elskede at spillede sammen. Og de gjorde det med en eksplosiv energi. På nogle numre med udadvendte funky grooves, på andre med indadvendt melankoli. Og så var der teksterne. Grundfortællingen om fyren, der ikke føler, han hører til, og i virkeligheden drømmer om at flytte sig et andet sted hen, blev for alvor født på Born To Run. På titelnummeret og ikke mindst åbningsnummeret Thunder Road løber den fortælling som en stærk underliggende strøm, der skulle ende med at trække disciple med over hele verden. For det betød nemlig ikke så meget, om man var født i New Jersey eller Silkeborg.

Den grundlæggende følelse af fremmedgørelse, utilpassethed og udlængsel, Springsteen beskrev, kunne alle forstå. Jeg kunne i hvert fald. Baby, this town rips the bones from your back. Da jeg mange år senere som ung første gang hørte det her album, virkede det stadig. Det må have været i begyndelsen af 1991, for jeg havde lige fået mit knallertkørekort og min 2-gears Yamaha, som min far havde fundet til mig i Den Blå Avis. Det lykkedes mig at få knoklet hørebøfferne på plads under fullface-hjelmen, jeg havde overtaget fra min bror, der var vokset fra det der med knallert. Jeg rullede væk. Ud på landevejene. It’s a death trap, it’s a suicide rap. Sjældent længere væk end i en 20 kilometers radius fra den by, hvor jeg var vokset op. Men knallerten var tunet, og det var musikken også. Jeg var fri. Jeg var på vej. Et andet sted hen. We gotta get out while we’re young.

Det dystre USA
Den historie kunne Springsteen sætte ord på, og det har han siden gjort rigtig mange gange. Efter Born To Run skulle der på grund af juridisk rettighedsfnidder gå tre år, før endnu et album kom. Darkness On The Edge of Town. Det dystre album, der i dag står som et stykke historieskrivning. Et knivskarpt billede på den trøstesløshed, USA befandt sig i på den tid. Samme år tegnede Michael Cimino med The Deer Hunter et tilsvarende dystert filmisk portræt af det oliekriseramte amerikanske samfund med alle de lukkede frabrikker.

To år senere fulgte det skizofrene dobbeltalbum The River, der i virkeligheden skulle have været to albums og vekslede mellem lykkelige kærlighedshymner og triste fortællinger fyldt med mørke. Spændet mellem Sherry Darling og Point Blank er til at tage og føle på. Det udmøntede sig måske nok i et let forvirrende udtryk, men albummet kan i mine ører sagtens bære det. Ikke bare bære det, men faktisk understrege det interessante i den spændvidde, der er i Springsteens musikalske forbilleder.

For det kan godt være, at han som Unmack beskriver det spillede en (bi)rolle i punkmiljøet, og selvfølgelig var han også inspireret af eksempelvis Bob Dylan. Men man skal ikke glemme, at Springsteens første musikalske inspiration kom fra rock ’n’ roll i 50’erne og de tidlige 60’ere. Alt fra Chuck Berry til Elvis Presley slugte han råt. Også Phil Spectors poppede og storladne produktioner satte han stor pris på. Han tog det med sig, og det er ofte kommet til udtryk i hans egen musik. Som det gjorde flere steder på The River.

Hans forbilleder var musikere, der kunne skære en god single. Den evne havde han også selv, hvilket senere måske skulle vise sig både at være en gave og en forbandelse. 

Som at læse noveller

Noget af det, der har gjort Springsteen vigtig i min verden, er at han ud over at have lavet en række albums af virkelig høj kvalitet rent musikalsk, også er en tekstforfatter, hvis mage er svær at få øje på. Når den historiefortællende Springsteen er bedst, er det at lytte til hans musik som at læse en god novellesamling. Titelnummeret på The River er et af de rigtig gode eksempler på det, men de allerbedste eksempler finder man nok på Nebraska – det album, der faldt kun halvandet års tid før han brød lydmuren med Born In The USA.

Kontrasten mellem de to albums er ubegribelig. Nebraska er alt det, Born In The USA ikke er. Underspillet, skrabet og helt uden filter. Albummet er indspillet på en firsporsbåndoptager, og Springsteen har siddet helt alene med det i sit soveværelse. De ti små historier, der tilsammen udgør Nebraska, er sublim historiefortælling. Vi møder massemorderen, vi møder hustleren, og vi møder den dødsdømte politimorder. Og på Highway Patrolman får vi fortællingen om Joe Roberts, politimanden, der tvinges til at anholde sin egen bror, der aldrig finder fodfæste efter sin tid som soldat. Man turns his back on his family / he just ain’t no good. En historie, der blev til en hel film, da Sean Penn i 1991 brugte det som forlæg til The Indian Runner.

Hvert eneste nummer på Nebraska har spillefilmspotentiale i sig, og hvis man er til still historiefortælling uden masser af musikalsk lagkage, er der aldrig lavet et bedre og vigtigere album. Punktum.

Den nye Springsteen

Hvad så med alt det efter Born In The USA? Jeg vil ikke ofre så meget plads på det her. Der er helt klart højdepunkter i hans senere produktioner. Albums som The Ghost of Tom Joad og Devils And Dust sætter jeg meget pris på, og jeg hører dem ofte. Men ser man bort fra det, vil jeg betegne de fleste af de nyere albums som solide, men mindre vigtige. Det var fint og nostalgisk, at han fandt sammen med sine gamle E Street-venner igen, men også en gammel fan kan få nok af for meget sha-na-na, klokkespil og maskulin show-off.

Nu skal vi ikke glemme, at Roskilde Festival ikke er den eneste aktuelle anledning til at skrive om Bruce Springsteen lige nu. I begyndelsen af marts udkommer hans nye album The Wrecking Ball. Og ja, jeg har været inde og smuglytte den lille håndfuld numre, der efterhånden er tilgængelige fra det album. Og nej, det gør sgu ikke rigtig noget for mig. Ikke sådan for alvor. Det er fint håndværk. Og det passer mig sådan set fint, at han tilsyneladende er lidt sur, spydig og samfundsrevsende denne gang. Men… den Springsteen, der for alvor gør en forskel for mig, er ham der eksisterede fra 1975-1984. Og heldigvis får man en rigtig god luns af ham, når man i dag oplever ham live.

Derfor, indietype: Bliv stående! Hvis du går rundt og påstår, at du er til rock, må du kende din Springsteen. Man vender ikke ryggen til den mand, før han har forladt bygningen.

***

Herunder mit forslag til en playlist, der gerne skulle lære dig en anden Springsteen at kende, hvis du har svært ved at fortrænge Born In The USA:

Lost in the Flood (1973)
4th of July, Asbury Park (Sandy) (1973)
Thunder Road (1975)
Born to Run (1975)
Backstreets (1975)
The Promised Land (1978)
Something In The Night (1978)
Racing in the Street (1978)
Factory (1978)
The Ties That Bind (1980)
The River (1980)
Point Blank (1980)
Drive All Night (1980)
Nebraska (1982)
Johnny 99 (1982)
Highway Patrol Man (1982)
My Father’s House (1982)
Reason to Believe (1982)
My Hometown (1984)
No Surrender (1984)


De fem mest værdifulde Springsteen-albums i min samling:
1. Nebraska (1982)
2. Darkness On The Edge of Town (1978)
3. Born To Run (1975)
4. The River (1980)
5. Live at Hammersmith Odeon (1975)