xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

28. dec. 2012

12 spændende albums i 2013



2013 er ikke begyndt endnu, men alligevel kan man jo godt sidde og kigge lidt frem i tiden og glæde sig til vigtige datoer. Set herfra byder første kvartal af det nye år på (mindst) et dusin spændende udgivelser:

6 albums jeg glæder mig rigtig meget til:

28/1: Fionn Regan / The Bunkhouse Vol 1: Anchor Black Tattoo. 
28/1: Peter Sommer / Alt Forladt
4/2: Eels / Wonderful, Glorious
18/2: Dangers Of The Sea / Dangers Of The Sea
19/2: Nick Cave And The Bad Seeds / Push The Sky Away
11/3: John Grant / Pale Green Ghosts

… og de her 6 bliver også spændende:

14/1: Villagers / Awayland
22/1: Local Natives / Hummingbird
4/2: Klak Tik / The Servants 
25/2: Johnny Marr / The Messenger
19/3: Phosphorescent / Muchacho
25/3: Depeche Mode / TBA

26. dec. 2012

2012: Årets 14 bedste albums

Jeg har brugt de seneste par uger på at gøre status over musikåret, der gik. Inden jeg gik i gang, tænkte jeg, at det havde været et år, hvor jeg ikke fik hørt meget nyt. I lange perioder gik jeg i selvsving over gamle sager i stedet for at opsøge nye. Men...da jeg så fik lavet en liste over alle albums fra 2012, der havde betydet noget for mig, viste den sig at være overraskende lang. Vi nærmer os 50 stykker.

En del af de gode (jeg har endda helt sikkert glemt nogen), har jeg nævnt i de forrige indlæg. Men dem, der for alvor har rykket og gjort en forskel hos mig, kommer her. Det er en ukommenteret liste, og rækkefølgen er vilkårlig. I modsætning til tidligere år har jeg valgt at blande pærer og bananer, danske og udenlandske udgivelser, og det er en af årsagerne til, at jeg har svært ved at liste dem i rækkefølge.

Så her kommer de. Som en hurtig, let inspiration til folk, der måtte have en musiksmag, der ligger i nærheden af min. Med ønsket om et godt nytår: Årets 14 bedste udgivelser i min optik.

Thåström / Beväpna Dig Med Vingar
Father John Misty / Fear Fun
Bill Fay / Life Is People
The Raveonettes / Observator
Patti Smith / Banga
Barna Howard / Barna Howard
Grizzly Bear / Shields
Beachwood Sparks / The Tarnished Gold
The Walkmen / Heaven
Vessel / Enlettered Species
Sun River / Sun River
Woods / Bend Beyond
First Aid Kit / The Lion’s Roar
Soulsavers / The Light The Dead See



24. dec. 2012

... og 16 albums fra 2012, der også var virkelig gode

Årets allerbedste albums holder jeg lige tilbage lidt endnu, men her er en bunke mere, jeg vil betegne som virkelig gode fra året, der snart er gået.


Cold Specks / I Predict a Graceful Expulsion
A.C. Newman / Shut Down the Streets
Neil Young / Psychedelic Pill
Jakob Bro og Thomas Knak / BRO/KNAK 
Keaton Henson / Dear…
Choir of Young Believers / Rhine Gold
Dylan LeBlanc / Cast the Same Old Shadow
Love Shop / Skandinavisk Lyst
Jessica Pratt / Jessica Pratt
Alabama Shakes / Boys & Girls
Field Report / Field Report
Jacob Bellens / The Daisy Age
Cody / Fractures
Paul Buchanan / Mid Air
Tomas Andersson-Wij / Romantiken
Mount Eerie / Clear Moon



20. dec. 2012

24 gode albums i 2012

Her en liste med 24 gode albums, der udkom i 2012. Ikke de bedste (dem får I først om et par dage), men gode udgivelser, som jeg selv havde stor glæde af i 2012, og som jeg vil anbefale alle andre at investere i.

Nikolaj Nørlund / Alt Sammen, Lige Nu
Mads Mouritz & Hælerne / Den Sidste Dag & Den Første (EP)
Patterson Hood / Heat Lightning Rumbles In The Distance
Baby Woodrose / Third Eye Surgery
Bowerbirds / The Clearing
Efterklang / Piramida
Great Lake Swimmers / New Wild Everywhere
One-Eyed Mule / When Tomorrow Comes
Norah Jones / Little Broken Hearts
Kasper Bjørke / Fool
Bruce Springsteen / Wrecking Ball
Jake Bugg / Jake Bugg
Mads Beldring / Hør Nu Her
Leonard Cohen / Old Ideas
Maskinvåd / Giftige Slanger
Lower Dens / Nootropics
Den Fjerde Væg / Drengekys
Lana Del Rey / Born To Die
Dirty Projectors / Swing Lo Magellan
Bob Dylan / Tempest
The XX / Coexist
Marie Fisker / So, Hoes & Heroes
CS Nielsen / Man Of The Fall
Jack White / Blunderbluss





30. nov. 2012

Mads Mouritz & Hælerne

Mads Mouritz, der tidligere bl.a. har lavet musik sammen med digteren Lone Hørslev, har samlet et imponerende band omkring sig og banket en rigtig god EP sammen. Stærke numre, skarpe tekster (af Peter H. Olesen), og i det hele taget bare musik, der bliver bedre og bedre for hver gang man hører det. Jeg glæder mig til at høre endnu mere fra den kant. Bandet består af guitaristen Kristoffer Munck Mortensen, der til daglig er frontmand i Mellemblond, Rune Kielsgaard, der spiller trommer i I Got You On Tape og bassisten Anders Wallin, der er herre i eget hus i The Gun.

Kig på og lyt til Mads Mouritz & Hælerne her:

18. nov. 2012

Så gider jeg godt julesange...

Vi nærmer os en belastende tid på året, i hvert fald når det drejer sig om musik. Men det hænder nu, at der slippes julesange løs på markedet, som har en levetid på mere end nogle få uger. Som nu for eksempel denne fine fortolkning af et gammelt Everly Brothers-nummer fra 1972. Det er Bonnie 'Prince' Billy og Dawn McCarthy, der står bag. Stærkt nummer:

Tyngdekraft

Der er nyt på vej fra Paul Weller. Her spiller han et af numrene fra det kommende album. Det lyder lovende:

12. nov. 2012

Nyt fra Mellemblond

Mellemblond styrer lidt væk fra rocken på det kommende album, og at dømme efter det her første udspil, er de på vej et spændende sted hen. Man glæder sig til februar:

8. nov. 2012

Color Sample fra Bro/Knak

Endnu en smuk bid fra Jakob Bro og Thomas Knaks formidable album Bro/Knak, der udkom tidligere i år. Det kræver lidt tålmodighed, men alt betales tilbage og mere til:


22. okt. 2012

Tidens tog

Ny video fra Niels Skousen i forbindelse med udgivelsen af en live-dvd fra den uforglemmelige koncert i Vega 14. maj sidste år. Lækkerier.

 

A.Larm Music skriver om den kommende dvd:


14. maj sidste år dannede spillestedet Vega i København rammen om et gensyn med Niels Skousen i anledning af pladens jubilæum. Og nu var det på tide, at Skousens talent igen blev indfanget, mente hans kone, filminstruktøren Linda Wendel.

Med fire kameraer i salen optog Linda Wendel og tre fotografer den udsolgte koncert, der bød på numre fra Herfra hvor vi står og helt frem til Skousens comeback periode med  de meget roste albums ”Dobbeltsyn”, ”Daddy Longleg” og  ”Lyt til din coach”.

Skousen, Ingemann, Claus Clement Pedersen (”TømrerClaus”) og den gamle steppeulv Stig Møller var samlet igen til lejligheden, ligesom musikere som Steen Jørgensen, Peter Sommer, Ane Trolle, Nikolaj Nørlund og Christian Hjelm lagde vejen forbi under koncerten, der bl.a. fik seks stjerner i  Gaffa.

Instruktørens optagelser er således blevet til koncertfilmen Niels Skousen – 40 år i dansk rock  der udkommer den 5 november på en dvd sammen med to cd’er med koncertens lydside.


Trackliste:


DVD Koncertfilm:
1.         Isabel
2.         Svært at Nå Frem
3.         Fodbold
4.         Kaptajnen
5.         Sangen Om Knud Lavard
6.         Herfra Hvor Vi Står
7.         Middelvejen
8.         Daddy Longleg
9.         Sorte Huller
10.       Kælderen
11.       Lad Ham Gå
12.       Ikke Flere Tårer
13.       Vi Drømmer Verden
14.       Dobbeltsyn
15.       Go Aften Danmark
16.       Annabel
17.       Det Sker
18.       Roser Og Sne
19.       Lyt Til Din Coach
20.       Stjernstøv
21.       68
22.       Grænser


CD1 Skousen &Ingemann
1.         Isabel
2.         Svært At Nå Frem
3.         Fodbold
4.         Kaptajnen
5.         Sangen Om Knud Lavard
6.         Herfra Hvor Vi Står

CD2 Niels Skousen m Band
1.         Middelvejen
2.         Daddy Longleg
3.         Sorte Huller
4.         Kælderen
5.         Lad Ham Gå
6.         Ikke Flere Tårer
7.         Vi Drømmer Verden
8.         Dobbeltsyn
9.         Go Aften Danmark
10.       Annanbel
11.       Det Sker
12.       Roser Og Sne
13.       Lyt Til Din Coach
14.       Stjernestøv
15.       68
16.       Grænser




14. okt. 2012

Mr. White er Mr. Cool



Jack White giver endnu en overlegen lektion i, hvordan rock skal leveres.

Lyt i øvrigt også til Little Willie Johns oprindelige udgave af dette nummer:


10. okt. 2012

Bjørn på is

Grizzly Bear har i mine ører begået et årets hidtil bedste albums med 'Shields'. Det kan virkelig anbefales. Her et af de stærkeste numre:

7. okt. 2012

4 at se frem til

Det er efterår, og det er sæson for koncerter. Her fire af dem, der lægger vejen forbi København, og som jeg går glæder mig til:








28. sep. 2012

På stranden

Marie Fisker har med albummet 'So, Hoes & Heroes' begået et mørkt, sprødt og lækkert værk, der bliver vanskeligt at slide op. Vær opmærksom på de koncerter, hun spiller rundt omkring i landet den kommende tid. Jeg mødte Marie Fisker for nylig til en snak om især tekster, digte og inspiration. Inden længe vil det kunne læses i artikelform på atlasmag.dk. Indtil da kan man jo fordrive tiden med det her hjemsøgende smukke nummer fra det nye album:

13. jul. 2012

Sommer

En lille en til sommeren. Og samtidig en advarsel: Der kommer ikke til at ske noget som helst her på bloggen de næste tre-fire uger.


Your Past Life As A Blast from Okkervil River on Vimeo.

12. jul. 2012

Roskilde Festival: 10 års højdepunkter


Roskilde Festival 2012 var min tiende af slagsen. Og ved den slags runde begivenheder har man jo for vane at kigge lidt tilbage.

Her mit personlige bud på det absolutte peak for hvert af de 10 år:

1995: REM
1997: Radiohead
1999: Suede
2001: Neil Young & Crazy Horse
2004: Iggy Pop & The Stooges
2007: The Flaming Lips
2009: Nick Cave & The Bad Seeds
2010: Patti Smith
2011: PJ Harvey
2012: Bruce Springsteen

Vi er suckere for den gode melodi



Interview med Dangers of the Sea

For nogle måneder siden faldt jeg over et interessant nyt dansk navn, nemlig Dangers of the Sea. Bandet er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folkmusik og af den nyere skuffe er bands som REM og Midlake blandt inspirationskilderne. Så vil den kække kritiker nok sige, at den slags nye danske bands kan man vel fodre svin med. Men nej, det kan man ikke, hvis man vil have den ægte vare. Det her ikke soft-americana eller hyggelig singer-songwriting, der kun kan bruges som behageligt lydtapet, når latten skal skylles ned. Næ, Dangers of the Sea – som består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia - er intelligent, melodisk og langtidsholdbart. I hvert fald i mine ører – men døm da hellere selv:



Videoen herover blev sluppet løs umiddelbart inden bandets koncert på årets Roskilde Festival. Dangers of the Sea spillede på opvarmningsdagene, så jeg gik desværre selv glip af deres koncert, men det forhindrede mig ikke i at hooke up med to af dem – forsanger og sangskriver Andreas Bay Estrup og guitarist Frederik Teige - nogle dage senere, en regnvåd formiddag i Mediebyen på festivalen. Vi fik en snak om den gode melodi og meget mere:

Hvordan var det at spille på Roskilde Festival i tirsdags?  

Andreas:
Det var rigtig fedt. En helt igennem god oplevelse. Det var jo et meget sultent publikum, der ventede på, at festivalen skulle åbne for alvor. Størstedelen af dem kendte selvfølgelig ikke vores musik, men de tog godt imod det, synes jeg.

I har endnu ikke udgivet noget officielt. Det eneste man kan lytte til er nogle få numre på nettet. Er der noget på vej? 

Andreas:
Ja, vi er faktisk ret langt i processen med vores album, der efter planen udkommer til efteråret. Vi har indspillet det hele, og vi har også fået Nikolaj Nørlund til at mixe det meste af det.

Hvorfor har I valgt ham til det? 

Andreas:
Vi kan alle sammen godt lide de ting, han har lavet. Både hans soloting, Rhonda Harris og Trains, Boats and Planes. Vi havde rigtig mange navne i spil. Til at begynde med talte vi faktisk om, at det skulle være en, der ville blande sig så lidt som muligt, men vi blev alligevel enige om ikke vælge det letteste, men det bedste. Det er godt at få modstand nogle gange, og jeg synes, Nikolaj Nørlund har gjort gode ting for vores lyd. Det handler ikke om, at det er blevet sovset ind, men det løfter det rigtig meget, når man arbejder med effekter på vokalerne på den rigtige måde.

Det er vel også vigtigt at skabe et særligt rum omkring musikken, så det ikke kommer til at lyde som så meget andet i den genre? Jeg tænker jo meget Midlake, når jeg hører jeres sange….

Andreas:
Ja, helt klart, de er også et band, jeg har lyttet rigtig meget til og føler mig inspireret af. De er også kendt for at være ekstremt nørdede omkring studieprocessen. Men når jeg hører vores ting nu, synes jeg alligevel, at vi tager det et helt andet sted hen. Midlake har en meget tør produktion, og det kan man i hvert fald ikke kalde vores.

Har I arbejdet med nogle overskrifter for hvordan jeres lyd skal være? 

Andreas:
Det er mig, der skriver sangene. Mit personlige ønske har været at trække tingene i en gammeldags retning. De ting, der kommer ud af mig, når jeg sætter mig med en guitar, giver helt slip og begynder at skrive sange, de ligger ret tæt op af meget af det folk-musik, der blev lavet i 70’erne. For eksempel Neil Youngs ting fra den periode. Samtidig er jeg meget inspireret af den lyd, der ligger på mange produktioner fra 60’erne. Prøv engang at sætte California Dreamin’ med The Mamas & The Papas på – det er jo helt utroligt, at noget kan lyde så fint. Der er en hel særlig æstetik omkring musik fra den periode, og hvis vi kan ramme bare lidt af den i vores ting, er jeg glad. Men igen, det er ikke superbevidste valg, ligesom hvis vi købte en masse 80’er-keyboards og tog stramt tøj på. Det er bare det, der kommer helt naturligt.

Frederik:
Vi er i virkeligheden meget lidt konceptuelle. Og det finder jeg personligt meget befriende. Jeg har spillet med i Efterklang, og der havde vi en helt anderledes tænkt tilgang til det at lave musik. Det var også interessant på mange måder, men jeg kan mærke, at det her giver mig noget andet, og det er noget jeg har brug for som musiker lige nu. Det foregår mindre oppe i hovedet, og jeg kan give mere slip på mig selv. Og når jeg giver slip, finder jeg ud af, at jeg bare er glad for gode melodier. Det er ret enkelt.

A:
Det er i hvert fald noget, vi kan samles om i bandet. Vi er suckere for den gode melodi. Vi søger det harmoniske.

Så I er ikke bange for at gå efter den gode popsang? At lave et moderne bud på California Dreamin’? 

A:
Slet ikke. Altså, det er jo i virkeligheden det, det hele handler om for mig. Det er det, jeg går efter som sangskriver. Tanken om måske at skrive den der ene sang på et tidspunkt, hvor det hele går op i en højere mening. Det er essensen.

F:
Og hvis det skulle lykkedes at lave noget, der kan matche California Dreamin’, så er pensionen måske også sikret, ha ha….


Hvad har I hørt her på festivalen? 

Andreas:
Vi fik hørt Jack White. Det var megafedt, synes jeg. Han brugte Orange Scene på en god måde, og så var det bare et helt igennem fedt band han havde med. Det er vildt, at han er så gennemført. Et godt eksempel på en mand, der formår at kombinere det stramme konceptuelle med bare at give slip og spille fed musik. Jeg havde den bedste oplevelse med de nyere sange, jeg ikke kendte i forvejen.

Frederik:
Senere hørte vi Malk de Koijn. Det var også rigtig fedt, og vildt at se, at de kan starte så stor en fest. Og for det ikke skal være løgn rundede vi det hele af med Crowbar, et tungt, tungt metalband fra New Orleans, som jeg hørte meget, da jeg var yngre. Det var benhårdt. En hård afslutning der ud på natten.

Jeg må sige, at I favner bredt…

Frederik:
Ja, det er ikke California Dreamin’ det hele!

I aften er der Springsteen. Hvordan er forventningerne? 

Andreas:
De er ekstremt høje. Han er jo en helt. En af de første stærke musikoplevelser, jeg kan huske, var da en af mine lidt ældre kammerater kom og stak en ghettoblaster op i hovedet på mig og spillede ”Born in the USA”. Den oplevelse sidder i mig, jeg blev blæst væk. Og senere opdagede jeg jo så alt det andet fantastiske, han havde lavet før det album. Det er en kæmpe verden, man kan dykke ned i og angribe fra alle mulige forskellige vinkler.

Frederik: 
For mig stod han længe som sådan en, der var på linje med Bryan Adams. Noget oppustet og uniteressant noget. Men så er der flere og flere, der går og taler om, at man skal lytte til det og det album. Og når man så kommer ordentligt ind i det, kan man jo virkelig høre, at der er noget i det. Jeg glæder mig også rigtig meget til at opleve ham.

Hvad bringer den nærmeste fremtid for jer? 

Andreas:
Vi føler lidt, at vi har afsluttet en cyklus med vores koncert her på Roskilde. Sideløbende med de koncerter, vi har spillet, har vi fået gjort materialet helt færdig til albummet. Dernæst skal vi i gang med at lægge en plan for, hvad der skal følge i kølvandet på udgivelsen. Forhåbentlig skal vi bare ud at spille en masse, og så er der jo også allerede begyndt at presse sig nye sange på.

Frederik:
Man kan vel sige, at vi nu har konsolideret os. Vi har for alvor fået lært hinanden at kende, også på scenen, og vi har nået en fælles forståelse af, at det er det her, vi vil. På den måde markerer det her både en slutning og en begyndelse. For nu er vi for alvor et band.

Og det bliver I ved med at være? 

Andreas:
Ja, vi mener det alvorligt. Vi har alle været med i andre ting før det her, men det er ikke bare et sideprojekt. Vi har store ambitioner med det, og vi er klar til at investere i det.

***

Læs mere om Dangers of the Sea og lyt til musikken på: http://www.facebook.com/dangersofthesea



11. jul. 2012

Lyden af forladte bygninger



Interview med Jakob Bro og Thomas Knak

Jeg havde forventet noget andet. En jazzkoncert klokken 13 en fredag formiddag på Roskilde Festival. Det lød på forhånd som en tyndt besøgt begivenhed, hvor man kunne sidde og chille med god plads omkring sig og genoprette væskebalancen med dagens første læskedrik uden at forholde sig alt for koncentreret til det, der foregik på scenen.

Men jeg skulle blive klogere. For nok er Jakob Bro jazzmusiker, og nok har hans seneste albums lagt sig i et forholdsvist traditionelt spor, men det nye projekt, han har søsat, stikker i en helt ny retning. Det er et crossover-projekt, hvor han arbejder sammen med den elektroniske komponist Thomas Knak. Og netop Thomas Knak havde han med sig på scenen denne tidlige eftermiddag. Amerikanske Thomas Morgan var også med på bas, og for at fuldende det hele blev den helt lukkede, intime Gloria-scene brugt optimalt ved hjælp af de visuals, der fulgte de nænsomt optegnede musikalske landskaber. Bjerglandskaber, forladte bygninger og andre motiver ledsagede de simple temaer og enkle harmonier og fik det hele til at kulminere i en sjældent intim Roskilde-oplevelse.

Samme dag som koncerten på Roskilde Festival udkom Bro/Knaks nye album, som i virkeligheden er et dobbeltalbum, hvor de har arbejdet hver for sig og fortolket de samme temaer.

Se trailer for albummet her:


Ideen var, at koncerten på Roskilde Festival skulle være et helt tredje værk. For første gang skulle de prøve at få de to lyduniverser til at smelte sammen og mutere til noget helt nyt.

Efter koncerten mødte jeg Bro og Knak backstage til en snak om deres nye projekt.

Tak for en stor koncert. Det var intimt og berigende. Hvorfor tror I, at det virkede så godt i de her rammer? 

TK:
Hvis jeg skal svare i forhold til det Jakob kan, så er det vel at lave noget, der er billede og stemningsskabende. Det er ikke bare hurtige ting, der kommer og går. Der er tid til at fordybe sig i det, men samtidig giver han også modtageren en let indgang til at komme til at fordybe sig. Det er jo ikke fordi det er svært fordøjeligt musik. Det hele virker så let, når man lytter til det. Nærmest irriterende let, at nogen kan stå der og få det til at lyde på den måde. Jeg tror, der er mange blandt publikum, der godt kan lide det der med, at arbejdet på en måde er gjort for dem. Sådan en festival kan jo være ret hård, hvis det hele skal være sådan noget med ”kom så Roskilde!”. Her er det legende let at lytte til det, men det betyder ikke, at det er en overfladisk oplevelse. Det åbner nogle døre ind til noget fordybelse, som jeg tror mange festivalgængere også gerne vil have med, når de er her. Det tyder det da i hvert fald på efter i dag. Det var fuldstændig overvældende for os, at der var helt fyldt op, og der stod vist endda folk i kø uden for.

JB:
Her må man også sige, at Gloria-scenen måske var det eneste sted, det kunne have fungeret så godt. Det var muligt at opbygge et intimt rum. Der var ingen, der stod og snakkede, det virkede som om, alle bare tog det ind.

Jakob, på dine forrige albums, ’Balladeering’ og ’Time’, har du haft et noget mere traditionelt udtryk. Nu går du nye veje med det her projekt. Hvorfor?   

JB:
Det er et meget bevidst valg. Jeg vil gerne prøve at se, hvad er sker, når jeg bevæger mig væk fra det andre folk mener jeg står for. De andre plader har jo – især fra pressens side – fået sådan en klar definition af at være noget stille, svævende, drømmende musik. Det er nok heller ikke en helt forkert etikette at sætte på det, men det betyder jo ikke, at det er det eneste, jeg kan og vil. Det er ikke fordi jeg flygter fra noget eller lægger noget bag mig, men jeg kan bare mærke, at jeg har lyst til at bevæge mig et nyt sted hen rent musikalsk. Vel for at finde ud af, hvad jeg ellers indeholder. Og da jeg begyndte at planlægge det her projekt, havde jeg med det samme Thomas i tankerne, fordi jeg altid har været stor fan af hans musik, og fordi han kommer fra et helt andet ståsted, som forhåbentlig kunne rykke min musik. Og det er i dén grad lykkedes.


Hvordan er det så at stå deroppe og aflevere det til pubikum? 

JB:
Det er fantastisk. Og det er også vildt på en måde. Vi har lavet to albums, et hver, men vi har ikke undervejs snakket om at skulle spille det live. Men Roskilde har tidligere vist interesse for at booke mig, og da de så hørte, at jeg lavede det her sammen med Thomas, var det fuldstændig oplagt. Det var en anderledes konstellation, der var en historie at knytte det op på. Men da det så kom i stand, skulle vi jo til at finde ud af, hvordan vi fik skabt det her, som nærmest er et tredje værk, vi bygger oven på de to andre. Det har krævet meget arbejde. Men jeg er så glad for, hvordan det spillede, da vi stod der. Hvis folk var kommet ind for at høre mig med udgangspunkt i de plader, de kendte, så har de fået sig en overraskelse. Og der skal også noget særligt til, når man spiller her, synes jeg.

Hvad håber du på, de har taget med sig videre?

JB:
Jeg håber bare, at der har boret sig nogle små stemninger og billeder ind, som de kan tænke tilbage på. Det er okay, hvis de måske ikke helt forstår, hvad det var der skete, men de har forhåbentlig fået en oplevelse ud over det sædvanlige og noget andet end det resten af festivalen kan give dem.


Hvad skal der ske den næste tid?

TK:
Vi skal ud at spille noget mere, men vi skal have fundet ud af, hvordan formen præcist skal være. I dag havde vi jo en tredje mand med, Thomas Morgan på bas, og ham har vi ikke mulighed for at flyve ind fremover, så vi skal finde en anden konstellation. På den måde var oplevelsen i dag unik, både for os der spillede og for dem, der overværede det. Sådan kommer det sandsynligvis ikke til at være igen.

JB:
Jeg oplever, at der opstår mange nye, spændende muligheder, når vi står deroppe. Der åbner sig nogle veje, vi ikke havde set, da vi hver især sad og arbejdede med vores albums. Det skal vi udnytte til at gøre liveoplevelsen til noget helt specielt. Samtidig er der jo de visuals, som Sune Blicher står bag, og som også er en vigtig del af totaloplevelsen.

TK:
Netop det at arbejde op mod de visuals har også været rigtig spændende. For det giver en masse naturlige begrænsninger. Det har dikteret nogle ting i musikken, og det kommer der tit noget spændende ud af, synes jeg.


Nu ved jeg jo, at I ikke skal meget på festival selv i denne omgang. Men hvis I nu skulle, hvad ville I så gå efter at opleve her? 

JB:
Jeg ville gerne spole tiden tilbage og høre The Cure. Det tror jeg var stort.

TK:
Så ville jeg spole tiden frem og høre Africa Hitech. Det er kæmpstort i min verden. Og så forestiller jeg mig, at også Nils Frahm kan få noget helt særligt ud af Gloria-scenen her.

***

Læs mere om Bro/Knak på http://www.jakobbro.com/

9. jul. 2012

Top 10: Koncertoplevelser på Roskilde ’12





1. Bruce Springsteen & The E Street Band
Ingen over og ingen ved siden af. Det var første gang i 19 år, at jeg oplevede Springsteen live, og jeg kan ikke pege på noget, der skuffede mig. I virkeligheden kunne setlisten godt have været mere efter min smag – mere Darkness On The Edge of Town, Nebraska osv. og mindre Born In The U.S.A. og Wrecking Ball – men, hey, ikke engang her kan jeg svinge mig op til en kritik, for hvert eneste nummer han spillede på Orange Scene denne aften sad lige i skabet. Det kan ganske enkelt ikke afleveres skarpere, og jeg har aldrig set noget navn samle den scene, samle festivalen, på den måde.


2. Jack White
Så stilet, så gennemført og så helt igennem aktuel med sin stærke solodebut Blunderbluss i ryggen. Koncerten på Orange var som forventet en rockudgydelse, men den viste samtidig lysende klart den nye vej for Jack White. Med The Peacocks på scenen og med flere inspirationskilder i sit nye lydunivers – alt fra country over soul til gospel – understregede han over for os, at han stadig er et navn, der kan føre rockmusikken nye steder hen. Også selvom de steder i virkeligheden er gamle. Med Jack White som guide, er jeg frisk på turen. Bandet leverede varen perfekt – også de gamle White Stripes-numre, som jeg var spændt på at høre opført med dette setup. De spillede perfekt, vekslede smukt mellem hårdt og blødt, og så havde de – som frontmanden selv – satans meget karisma.


3. Boubacar Traore
En koncert af de mindre, men Pavilions små omgivelser og det begrænsede publikum svækkede ikke musikoplevelsen. Den gamle bluesmand fra Mali var tændt og leverede sammen med kun to andre musikere på scenen en rytmisk og svigende, men også melankolsk og drømmende koncert. Det var en rejse at høre Boubacar Traoré, og det var smukt at se den ydmyge gamle mand både give og tage imod på scenen.


4. The Low Anthem
Det er ikke længe siden, jeg hørte dem på Loppen, hvor deres fantastiske, intime musik aldrig helt kom til sin ret. Men smukt var det at opleve The Low Anthem på Pavilion. Gode, gammeldags harmonier, som man aldrig kan blive træt af, når de leveres så kvalificeret som det her. Kombineret med lidt mere uptempo bluesrockede numre, som bare sidder perfekt. Det er et band, der har turneret i snart et par år med det samme materiale, og det mærkes, for der er intet overladt til tilfældighederne.


5. I Got You On Tape
Jeg havde høje forventninger til den her koncert, der var min debut med IGYOT. Og de blev til fulde indfriet. Et tætpakket Arena var en perfekt ramme omkring en intens og stramt afleveret koncert med alle de vigtigste numre fra nu fire albums af virkelig høj karat. Jacob Bellens er ganske enkelt for cool i al sin kiksethed, der aldrig virker påtaget eller malplaceret. Han ligner det, han er. Et geni af en sangskriver og en musiker, der tør blive ved med at søge nye veje hele tiden.


6. The Cure
Ja, det var langt, men det var også godt. Til at begynde med en noget skuffende lyd, fordi vi havde fået placeret os lidt for langt tilbage, men da det problem midt i koncerten blev løst, og da The Cure for alvor slap alle publikumsperlerne, blev det virkelig godt. En del af numrene kendte jeg ikke, da jeg ikke er så opdateret på alt det nyere, men det lød godt. De spillede godt sammen som band, og Robert Smiths stemme var renere og skarpere, end jeg havde forventet i hans fremskredne alder. Man kan mene, at det er til grin, at The Cure forsøger at foregive, at tiden har stået stille i snart 30 år. Man kan også vælge at sætte pris på, at et af de bands, der stod for kvaliteten i 1980’erne, er blevet ved deres heste og stadig kan levere. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, da jeg gik til koncerten, men jeg gik glad derfra. En god oplevelse.


7. Jakob Bro + Thomas Knak
Danske Jakob Bro, som tidligere har stået bag flere fine jazzudgivelser, er på sit nye projekt gået sammen med den elektroniske musikguru Thomas Knak. De to har hver for sig lavet et album over de samme temaer, hvilket har givet to udgaver af hvert nummer. På scenen var Thomas Knak med, og nu var det så planen, at de to fortolkninger skulle smelte sammen til en helt tredje version. Det resulterede i en ekstremt stemningsmættet middagskoncert på Gloria-scenen, hvor flotte visuals også blev bragt i spil. Jeg lavede i øvrigt et interview med Bro og Knak efter koncerten – det kan snart læses her på bloggen.


8. Bowerbirds
Her havde jeg faktisk dummet mig og var gået til koncerten med First Aid Kit på Odeon. De svenske søstre er gode, men det gik hurtigt op for mig, at det netop på den scene hurtigt kunne blive en halvkedelig omgang. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og tog flugten til Gloria – en scene, der med sit intime rum virkelig har givet nogle gode og meget anderledes Roskilde-oplevelser i år. Således også denne lørdag eftermiddag, hvor duoen fra North Carolina spillede deres harmoniske, men også skæve og eksperimenterende folkmusik. Det fungerede perfekt på denne scene. Det blev varmt, det blev meget varmt, men musikken blev bare bedre og bedre, som koncerten skred frem.


9. Tamikrest
Jeg ærgrede mig rigtig meget over, at Terakaft var blevet aflyst, men bandet der agerede erstatning for dem, gjorde det fremragende. Hypnotisk, vestafrikansk ørkenrock, der kunne bringe en i den helt rigtige stemning på fjerdedagen, hvor alt virkede lidt tomt og ligegyldigt efter Springsteens massakre på enhver anden form for musik aftenen før. En rigtig god oplevelse, og helt klart noget, jeg skal have lyttet mere til.


10. Papir
Okay, det var en lidt kort koncert, som jeg ikke engang fik det hele med af. Men den københavnske trio Papir fortjener alligevel at få nogle ord med på vejen. En kombination af maskinel krautrock og postrock var det blevet præsenteret som i programmet, og det var en virkelig stram og intens koncert, de leverede denne søndag middag på Pavilion.


10 koncerter af ufattelig høj kvalitet på bare fire dage. Hvor finder man ellers det? Jeg glæder mig allerede til Roskilde ’13.

3. jul. 2012

The masterplan


Dem med rødt må jeg helst ikke misse. Resten er gode muligheder.

29. jun. 2012

Mine bud på 5 gode koncerter på Roskilde '12




Efter en række glimrende gæsteanbefalinger af koncerter, der skal opleves på årets Roskilde Festival er turen nu kommet til mine egne bud. Som altid er det svært at vælge mellem de mange lækkerbiskener, men jeg har forsøgt at begrænse mig til et enkelt (højst to) bud inden for hver kategori.


***


Den vigtige: 
Boubacar Traoré

Alle ved jo hvem Bruce Springsteen og Jack White er, så på trods af de herrers ubestridte vigtighed er det ikke rockmastodonterne, jeg vil fokusere på her. Derimod en mand uden de store armbevægelser. Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmusiker fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. En ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er den svedige, støvede bluesguitar, der bærer det hele frem. Så fedt!

Boubacar Traoré spiller fredag kl. 16.00 på Pavilion. 





Den festlige: 
Majovci Group

Skør, skæv og festlig makedonsk musik, der efter sigende bliver brugt i stor stil til bryllupsfester. Man ser det for sig. Slagtøj, sære fløjter og andre blæseinstrumenter, folkedragter og fuld knald på festen. Jeg forestiller mig, at det her orkester kan få festivalpublikummet til at svæve i en god times tid lørdag aften/nat. Og jeg vil gerne være med, hvis altså ham der Bruce har fået gjort sig færdig.

Majovci Group spiller lørdag kl. 23 på Gloria. 





Den stille: 
First Aid Kit 
De svenske søstre lagde ud med at være et såkaldt Youtube-fænomen (elsker det begreb). De stillede sig ud i en skov og spillede en hårrejsende smuk version af et Fleet Foxes-nummer, og det havde så stor gennemslagskraft, at det åbnede mange døre for dem. Derfor får de i dag lov at lege med nogle af de helt tunge drenge fra Jack White til Conor Oberst. Sidstnævnte medvirker på First Aid Kits meget vellykkede album The Lions’ Roar, der kom tidligere i år. Det er smuk, harmonisk og velklingende folk. Ikke så meget skarp kant at stikke sig på der, men det er fantastisk flot udført, og jeg gætter på, at det holder live, og så passer det rent tematisk fint ind i den eftermiddags folk/country-spor – også The Low Anthem og Alison Krauss & Union Station spiller lørdag eftermiddag.

First Aid Kit spiller lørdag kl. 15 på Odeon. 





Den danske: 
I Got You On Tape

Måske det bedste danske band overhovedet lige for tiden. Og af uransagelige grunde har jeg aldrig fået oplevet dem live. Jakob Bellens og resten af IGYOT har gennemgået noget af en udvikling, siden de udgav deres første albums i et tungsindigt, rocket lydunivers. De er gået club og har fyldt masser af elektroniske virkemidler på sangene, og det fungerer i mine ører intet mindre end perfekt.

I Got You On Tape spiller fredag kl 19.00 på Arena.





Den overraskende: 
Dangers of the Sea

Det bliver så til endnu et dansk band. Og et band, der spiller allerede i opvarmningsdagene. Dangers Of The Sea har endnu ikke udgivet så meget, men der er efter sigende et album på vej, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Her er der nemlig klare referencer til et af mine absolutte favoritbands, amerikanske Midlake. Generelt er Dangers of the Sea meget inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk. Det lyder rigtig lovende.

Dangers Of The Sea spiller tirsdag kl 16.00 på Pavilion Junior.




***


28. jun. 2012

Mads Bille fra Pladeklubben anbefaler koncerter på Roskilde ’12


Hank3


Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Mads Bille fra Pladeklubben, der anmelder musik for Undertoner. 

***

Den Vigtige: 
Hank3

Præcist som sin legendariske bedstefar Hank Williams går Hank3 sine egne veje. Han er inkarnationen af outlaw-country på den ene hånd og vild og ligefrem punk/metal på den anden. Normalt starter Hank3 sine koncerter med en omgang country for kun at slutte hæsblæsende af med sit rockorkester Assjack. Det er Hank3's vidtfavnende musiktalent og hans slægtskab med bedstefar Williams, som gør Hank3 til den vigtigste koncert til årets roskilde.

Hank3 spiller fredag kl. 18 på Odeon.






Overraskelsen: 
Dead Skeletons

Det er ikke hver dag, at AIDS-ramte tøjdesignere kaster sig over tibetansk, dødsfikseret messemusik. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad den islandske multikunstner Nonni Dead har gjort under mantraet "He who fears death cannot enjoy life". Hvis koncerten bare lyder halvt så godt som albummet ”Dead Magick”, er årets overraskelse allerede i hus.

Dead Skeletons spiller lørdag kl. 2.45 på Pavilion.





Den festlige: 
Amadou & Mariam

Det blinde ægtepar Mariam Doumbia og Amadou Bagayoko fra Mali har netop udgivet nyt album, som ligger i direkte dansabelt og humørstrålende tråd med tidligere – fantastiske – udgivelser. Der bliver dømt franskinspireret ørkenrock og overdreven spilleglæde.

http://www.amadou-mariam.com/





Den danske: 
Kellermensch

De danske eksperimenterende støjrockere Kellermench er blevet sat til åbne orange scene. Gruppens lydbillede er stærkt original i deres vævning af vokalarbejde og musiske indfald og referencer til både Nick Cave, Tom waits og Neurosis. Det bliver spændende at høre de unge esbjergensere på en stor scene.

Kellermensch spiller torsdag kl 18.00 på Orange. 






Den Stille: 
Alabama shakes

Hvert år opstår der hype omkring nye bands, og i år er det amerikanske Alabama Shakes, som løber med al opmærksomheden. Med en lyd som minder om de glade dage ved Woodstock og en levende Janis Joplin er Alabama årets stille koncert.

Alabama Shakes spiller søndag kl 20.30 på Odeon.




***


Læs mere om Pladeklubben her:
http://www.undertoner.dk/author/pladeklubben/

27. jun. 2012

Henrik Nilsson fra Rockville anbefaler koncerter på Roskilde '12


Jakob Bro - fredag kl. 13 på Gloria


Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Henrik Nilsson, der står bag den nye og meget anbefalelsesværdige blog Rockville.

***


Den  vigtige:
The Cure

Hvis nogen tvang mig til at vælge mellem de helt store kanoner på årets festival, ville jeg pege på The Cure. Jeg ved det, både Bruce, Bon Iver og Björk kommer også (sidstnævnte har jeg det i øvrigt mere end almindeligt svært med), men altså, det er The Cure!

Et band, jeg altid har elsket for deres melodiske mørkelege, der gang på gang har ramt den perfekte balance mellem kældersort dysterhed og en helt særegen, altopslugende nerve og energi.

’Disintegration’ er stadig et af mine all time favoritalbum,  og for min skyld må de sgu gerne spille det fra ende til anden torsdag den 5. juli, når de går på som årets første hovednavn. Men men men, mon ikke den sortrandede fest for alvor eksploderer, når de spiller ’Boys Don’t Cry’?

The Cure spiller på Orange, torsdag kl. 21:00






Den stille: 
Jakob Bro

I denne kategori ville jeg egentlig have anbefalet Perfume Genius, men det har Geske allerede gjort. Derfor bliver det danske Jakob Bro, der til gengæld er leveringsdygtig i den totale meditative ro, der også kan være brug for på Roskilde. Hans jazzede lydlandskaber er perfekte bare at læne sig tilbage i græsset, lukke øjnene og slappe helt af til. Det passer slet ikke så tosset til sådan en opbyggelig fredag middagsstund, lige før det hele går amok. Lyt f.eks. til en smagsprøve fra det fremragende 2011-album 'Time', hvor han spiller sammen med jazzkoryfæer som Lee Konitz og Bill Frisell:

Jakob Bro spiller fredag kl. 13 på Gloria. 







Den overraskende:
The Low Anthem

Det her er en af mine helt store favoritter. Et af de allerbedste album sidste år var i mine ører ’Smart Flesh’ fra Rhode Island-bandet The Low Anthem. Jeg hørte dem på Loppen for et års tid siden, og det var en intens og stærk oplevelse. Det er americana, når det er bedst, med spor til Dylan, Cohen og flere andre.

Glæd dig til en (gulv)bassist/trommeslager, der ligner en mellemting mellem en shaman og en centralasiatisk hippie, til momentvis skønsang af en anden verden og ikke mindst til forsanger Ben Knox Miller, der giver en god banjo og både kan lyde som netop Dylan og Cohen. På ’Boeing 737’ høres de fra deres mere sprælske side:

The Low Anthem spiller på Pavillion, lørdag kl. 17:30






Den festlige:
Malk de Koijn

Det er næsten for oplagt, men mit bud på den bedste fest på årets festival kan ikke være anderledes. Selv om jeg er et udpræget rock-menneske, kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af dette uforlignelige orkesters geniale tekster og syrede univers. Sidste års ’Toback To The Fromtime’ var et vellykket comeback, hvorfra jeg bl.a. vil glæde mig til at høre ’En Gang’:

Malk de Koijn spiller på Orange, fredag kl. 01.00. 






Den danske:
Mew

Jeg missede Mew, sidste gang de spillede på Roskilde (2009), og det har jeg været ked af lige siden. Det skulle efter sigende have været en enestående koncert i kølvandet på udgivelsen af et enestående album, ja i mine ører et af de absolut bedste danske album i dette årtusinde: ’No More Stories Are Told Today, I’m Sorry They Washed Away’. Så selv om Mew ikke har udgivet nyt materiale siden, er der al mulig grund til at glæde sig til – forhåbentlig og sandsynligvis – at høre både sange fra dette som fra tidligere Mew-plader. Jeg er ikke lige stor fan af det hele, men ’No More Stories …’ blæste mig omkuld:
Mew spiller på Orange, lørdag kl. 01:30



***

Læs flere anbefalinger af Henrik Nilsson på rockvilleblog.blogspot.com


25. jun. 2012

Hans-Henrik Siig fra Mod Strømmen anbefaler koncerter på Roskilde ’12


Mikal Cronin
Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Hans-Henrik Siig, vært for det anbefalelsesværdige radioprogram Mod Strømmen, der sender hver torsdag fra kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Den vigtige:
Bruce Springsteen & The E-Street Band (og Lee Ranaldo)

Det mest nærliggende svar er Bruce Springsteen & The E-Street Band. Et par gange om året er jeg sammen med et par, som holder meget af at tage til en eller to af de såkaldte store ”musikevents”. Sidste år var det X-Factor-finalen. Allerede da jeg var sammen med dem én af juledagene, fortalte de, at det blev Springsteen og Roskilde i år. Og hvor er det så lige, jeg vil hen med den historie? Ikke meget længere end at sige, at Springsteen appellerer bredt, og der kommer pres på under koncerten. Da jeg på ingen måde har tålmodighed til at sidde i kø det meste af dagen for at komme ind i pitten, har jeg sat mine forventninger derefter. Ikke hermed sagt, at jeg ikke glæder mig.

(Bruce Springsteen & The E-Street Band spiller på Orange, lørdag kl. 21.00)

Hvis Springsteen, må guderne forbyde det, går hen og bliver en skuffelse, så nærer jeg håb om, at Lee Ranaldo aftenen før har vist det stof, han er lavet af. Med den nye plade, ‘Between The Times & The Tides’, der spejler alt det ypperste fra amerikansk alternativ rock fra the heydays i firserne, er der lagt op til guitar-excesser ad libitum.

(Lee Ranaldo spiller på Odeon, fredag kl. 21.00)

Lee Ranaldo by valgreend



Den overraskende: 
Mikal Cronin

Den kan gøres kan kort. Den forholdsvis nye garage- og punkrock bølge fra USA, der primært har hjemme i San Francisco, selvom de alle er børn af Jay Retard, er desværre kun repræsenteret ved Mikal Cronin på festivalen. Til gengæld imødeser jeg en tight rockkoncert med hovedvægten på numre fra det sprudlende festfyrværkeri af godt sangmateriale, som debutpladen, der kom sidst år, til fulde er eksponent for.

(Mikal Cronin spiller natten mellem fredag og lørdag på Pavilion, kl. 02.00)

Mikal Cronin - Gone.mp3 by NewtownRadio




Den festlige: 
Les Freres Smith

Her kommer jeg måske lidt til kort. Hvis jeg bevæger mig ind i verdensmusikken, så aner jeg mange gode bud på koncerter, der kan blive en fest. Men med mit ene skud i bøssen, vil jeg sigte efter at nå franske Les Freres Smith, der med deres tag på afro-beat og funk, nok skal løfte teltdugen på Cosmopol, tidligt fredag eftermiddag.

(Les Freres Smith spiller på Cosmopol, fredag kl. 13.45)

LES FRERES SMITH - FIRE - CONTREBAND MENTALITY EP by user DJ STEVE




Den stille: 
Dead Skeletons

Enhver sin måde at blive salig på. Hvis der med stille, er ment en koncert, der giver plads til, at man synker reflekterende ind i sig selv, vil jeg pege på islandske Dead Skeletons. Stille i gængs forstand bliver det nok ikke. Introvert vuggede, langstrakt, repetitivt, højt og hypnotisk er nærmere den opfattelse, jeg har af Dead Skeletons, når de på smukkeste vis slår porten op til deres mikrokosmos.

(Dead Skeletons spiller natten mellem lørdag og søndag på Pavilion, kl. 03.00 

Dead Skeletons - Dead Mantra by Iceland Music Export



Den danske:
Ulige Numre (og Dig & Mig) (og Klumben & Raske Penge)

Her går jeg igen lidt ud over mine beføjelser, idet jeg vil fremhæve tre navne, der spiller i streg allerede søndag, d. 1. juli, altså under den første Warm-Up dag. De første er Ulige Numre, som der er skyhøje forventninger til efter ep-debuten sidste år. Det er selvfølgelig noget af et pres at lægge på et ungt band. Ikke umenneskeligt, men alligevel. Jeg har ikke set dem før, og jeg var ikke blandt de mange, der faldt på halen over ’København’, men med deres uforskyldte rolle, i den seneste tids polemik eller skyttegravskrig, om man vil (debat om støtte fra Statens Kunstfond, red.), så har jeg tænkt mig at se girafferne.

De næste to optrædende, tror jeg ikke behøver videre vejledning. Det drejer sig om Dig & Mig, der live har Magnus Knudsen fra De Høje Hæle med på keys, og Klumben & Raske Penge, sidstnævnte fik jeg for øvrigt en personlig hilsen fra forleden med besked om, at jeg var ”sej”, fordi jeg havde brugt Nordvest-hymnen, ’Bor Her’, i undervisningsøjemed. Mens andre sidder hjemme foran fjernsynet og ser EM-finale, står jeg formentlig i højt humør til den første fest på dette års festival.

(Ulige Numre, Dig & Mig og Klumben & Raske Penge spiller på Pavilion Junior, søndag d. 1. juli, henholdsvis kl. 19.00, 20.30 og 22.00)

Ulige Numre - Hænder by Ulige Numre


Dig Og Mig - Skyggerne by Universal Music DK

***

Læs mere om Mod Strømmen her:
http://modstroem.blogspot.dk/

18. jun. 2012

Geske Mendel fra MusikLarm anbefaler koncerter på Roskilde '12


Friendly Fires


Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Geske Mendel, der til daglig blogger på musiklarm.blogspot.com.

***


Den vigtige: 
Team Me
Jeg troede, at jeg ville vælge The Cure som den sikre vigtige (og det er de også), men så hørte jeg Team Me, som spiller festlig indiepop i noget, der minder om Arcade Fires grandiose format og Treefight for Sunlights hippie-happy-hed. Det er medrivende i en grad, så jeg er overbevist om, at jeg personligt får en ud-af-kroppen-agtig oplevelse på den storartede fællesglæde måde. Dét er vigtigt at få med på Roskilde!

Team Me spiller onsdag kl. 22.00 på Pavilion Junior.





Den overraskende:
Sam Amidon
Med Sam bliver man sendt tilbage til nybyggernes Amerika, og man får lov at opleve en perlerække af autentiske, smukke og spændende folkeviser om savn, mord og kærlighed. Det er en oplevelse af den slags, som man ikke anede ville være så usædvanlig fin og mindeværdig.

Sam Amidon spiller torsdag kl. 19.45 på Gloria.





Den festlige: 
Friendly Fires
Friendly Fires er ikke et ubeskrevet blad, men det er nok det mest festsikre band, jeg nogensinde har set! Med deres funky disco/synthpop og sanger Ed MacFarlanes helt utrolige energi og smittende danseglæde kan man simpelthen ikke undgå at danse med igennem hele sættet - om man kender dem eller ej. På Vega medbragte de percussion og blæsere, krydsede fingre for at det sker igen!

Friendly Fires spiller søndag kl. 18.30 på Arena. 







Den stille: 
Perfume Genius

Her kunne der godt være tale om den ukrukkede Antony. Det spinkle parfume-geni laver musik, der er sårbar og poetisk, og selvom der battles nogle tunge emner også sært fortrøstningsfuld. Numrene er korte og nøgne og står hver især frem som individuelle smukke digte, der må kunne tvinge en klump frem i halsen på selv den hårdeste metalfan.

Perfume Genius spiller torsdag kl. 23 på Gloria. 





Den danske: 
Helsinki Poetry

Dette ikke helt Roskilde uvante band kendetegnes ved en lys og luftig Jonas Bjerre-agtig vokal oven på basdrevet, behagelig støjrockbaggrund. Med en fortællende og inddragende stemning kommer man på en rundtur i byer verden over, og det er en såvel beskidt som yndig rejse.

Helsinki Poetry spiller tirsdag kl. 20.30 på Pavilion Junior.




***


Besøg Geske Mendels musikblog her:
www.musiklarm.blogspot.com 


14. jun. 2012

Camilla Gummer fra Calexas Mixtape anbefaler koncerter på Roskilde ‘12




Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. Vi lægger ud med Camilla Gummer fra bloggen og radioprogrammet Calexas Mixtape. Herfra er ordet hendes:

***

Den vigtige: 
The Shins 
Det absolut eneste navn, der fik mig til at udbryde “yes!”, da jeg deltog på pressemødet for annonceringen af årets festival-navne. Jeg har lyttet til amerikanske The Shins siden 2004, hvor bandet blev mit yndlingsband, da filmen Garden State og dertilhørende soundtrack, produceret af Zach Braff, kom ud.
Deres længeventede comebackalbum, Port Of Morrow, udkom i år, efter fem års pause fra bandet. Albummet havde tre brag af fede plader at komme efter, men det har ikke været et problem for bandet at leve op til det - eller også er det fordi at jeg havde ventet i fem år, at det var en større fryd for øret! The Shins formår at producere indierock som ingen andre. Det er sommerstemning, og James Mercers stemme kan det samme fantastiske, som den altid har kunnet. Jeg har rigtig mange forskellige minder med The Shins, især sommerminder om morgencykelture hjem fra byen, fuglekvidren og goodtimes.
Jeg har ikke haft mulighed for at opleve The Shins på scenen før, så der er no way, at jeg går glip af denne oplevelse, også selvom mange sikkert vil se skævt på at min vigtigste koncert, hverken er Bon Iver eller Springsteen, men The Shins! Lyt til albumåbneren på det nyeste album forneden.

(Siden Camilla skrev dette, er spilleplanen blevet offentliggjort. The Shins spiller torsdag kl 18.00 på Arena, red.)

  The Rifles Spiral by The Shins



Den overraskende: 
Django Django 
Django Django er et relativt nyt britisk band fra Skotland, der trækker på psychrock-genren med et britisk touch – i januar måned, udkom de med deres debut, den selvbetitlede Django Django. Jeg synes det lyder som om at kvartetten har spillet sammen længe, men de hookede også op i 2009, hvorfor man må formode at de har jammet sammen en hel del, før debuten altså kom ud. Jeg tror de har potentiale til at overraske en hel del, da de stadig er relativt unknown og nye, men altså ifølge mig bærer på noget erfaring.

(Django Django spiller torsdag 17.30 på Pavilion, red.)

  Django Django - Storm by Django Django



Den festlige: 
Santigold 
Bag Santigold står den amerikanske sangskriver, producer og popsangerinde Santi White. Musikken er up-beat og energisk og er en fusion mellem rap, soul, electro, new wave og dub. Debuten Santogold, blev sommersoundtracket for en del fester for et par år siden og nu er Santigold altså på gaden med opfølgeren Master Of Make-Believe, hvoraf en meget feststemt single, kan høres forneden. Der er gang i festen på en rar måde og jeg tror man går fra koncerten i godt og festligt humør!

(Santigold spiller søndag kl. 20.30 på Arena, red.)

  Disparate Youth by Santigold



Den stille: 
M83 
M83 er også én af mine must-see koncerter. Jeg kan umuligt forestille mig en bedre kandidat til en chillout/ambient-koncert. Jeg ved ikke hvilken scene de skal gæste, men jeg kunne ønske mig Orange, hvor man kan dyrke noget stargazing og blive blæst væk af den franske musiker Anthony Gonzalez, der står bag det musikalske projekt. Det er shoegazing krautrocklignende toner, pakket ind i en blød bubblewrap af electronica-ambient. Midnight City trækker tråde til synthpopuniverset, som blandt andet er den grundlæggende lyd på Drive-soundtracket.

(M83 spiller lørdag kl. 20 på Arena, red.)

  Midnight City by M83



Den danske: 
EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR
Inden for den danske kategori, har der været masser at vælge imellem. Jeg synes at Roskilde Festival, har mange prominente danske navne på programmet. Det er selvfølgelig en lille smule paradoksalt, at netop mange af de navne, har man kunne opleve i København over de sidste par måneder, hvorfor det måske ikke super specielt at tage på Roskilde, for at se dem. Men stadig.
Mit danske bud bliver i denne forbindelse de Odenseanske syrerockere Causa Sui, som besøger Roskilde til en trippelkoncert med den københavnske postrock trio Papir, samt El Paraiso Ensemble. Dette glæder jeg mig specielt meget til, da jeg missede Causa Sui i efteråret. Alle bands bliver præsenteret af det nye eksperimenterende danske pladeselskab El Paraiso Records (som Causa Sui selv står bag), som i anledning af festivalkoncerten har sammensat denne El Paraiso Ensemble. Causa Sui er en duo bestående af Jacob Skøtt og Jonas Munk, sidstnævnte som generelt har spillet en stor rolle på den psykedeliske Odensescene. Duoen er især blevet anerkendt for udgivelsen Summer Sessions Vol. 1-3 - den fuldstændigt fungerende støjinstrumentelle trippel-cd fra 2010.

(EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR spiller søndag kl 12 på Pavilion, red.)

    Causa Sui - Garden of Forking Paths - excerpt by elparaisorecords


Camilla Gummer repræsenterer Calexas Mixtape (www.calexasmixtape.dk) - en blog og et radioprogram på Radio XFM om alternativ musik. Du kan høre programmet tirsdage i lige uger kl. 20-22 på107.4 MHz eller på live stream via hjemmesiden.

13. jun. 2012

Æblet falder fra træet

Nyt fra Henrik Olesen, der tidligere var en del af brødreduoen Olesen-Olesen. Nu er han "Ukendt under andet navn". Og fint er det:

6. jun. 2012

Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på


David Bowies Ziggy Stardust fylder 40, men funkler stadig smukt.

Dommedag er nær. Der er præcist fem år til jordens undergang. En androgyn alien, der i øvrigt er en gudsbenådet, venstrehåndet guitarist, lander på jorden. Han bliver rockstjerne, fylder sig med stoffer, lever det vilde, men også ensomme liv, indtil han til sidst begår selvmord.

Nogenlunde sådan lyder rammefortællingen omkring det konceptalbum, David Bowie sendte på gaden den 6. juni 1972, og som altså nu runder 40 år. The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, hvis vi nu skal have albummets fulde titel med. Lad os for nemhedens skyld nøjes med at kalde det for Ziggy Stardust.

Ziggy Stardust er et pudsigt album. I min bevidsthed har det altid stået som et af de helt centrale Bowie-værker, måske endda min absolutte favorit, hvis jeg kun måtte vælge et enkelt, når de sender mig ud på den der øde ø. Men når man skiller albummet ad, nummer for nummer, kan det diskuteres, om den musikalske dybde, originalitet og genialitet kan måle sig med albums som Hunky Dory (1971), Station To Station (1976) og Low (1977). Det mener jeg ikke, at den kan. Alligevel er albummet centralt i Bowie-sammenhæng. Det er musikhistorie. Og hvorfor så det?


Slugt af Ziggy
Ziggy Stardust var et konceptalbum. Og ikke nok med, at en gennemført fortælling løb som en rød tråd gennem alle albummets sange. Hovedpersonen, David Bowie, blev også selv slugt af fortællingen og transformerede sig slet og ret til Ziggy Stardust. Når han viste sig offentligt, var det som Ziggy. Når han gav interviews, var det som Ziggy. Og som Lou Reed sagde i et interview, da han blev spurgt, hvordan det var at arbejde sammen med Bowie på Transformer. ”We had a lot of fun. But when he gets drunk, he thinks he’s Ziggy.”

Det var i høj grad hele konceptet inklusiv alt det visuelle omkring Ziggy Stardust, der virkede så stærkt, og som siden er kommet til at stå som hele symbolet på den karakterskiftende og rollespillende David Bowie. Det, der siden har fået den ene sprogfattige anmelder efter den anden til at klaske ”kamæleon”-etiketten i panden på ham.


Bowie var dukkefører
Det vakte opsigt, at David Bowie tog kostumer på. At han legede med virkelighed og fantasi på den måde. I dag ville ingen tage notits af det. Det ægte og autentiske er for længst slået ud af spil, og musikere er mere end nogensinde før bevidste om at opfinde, spille og dyrke roller til det ekstreme. Men i begyndelsen af 70’erne troede de fleste vel stadig på det oprigtige i musikken. Det kan godt være, at Bowie som Ziggy ikke krævede ret meget mere skuespil end Lennon som Beatle, men det særlige ved Bowie var, at det virkede så planlagt og kontrolleret. Det var ham, der som dukkefører styrede fortællingen om Ziggy fra start til slut. Det var ham, der fødte Ziggy, og det var ham, der slog Ziggy ihjel, da han til publikums (og bandets) store forbløffelse til koncerten i Hammersmith Odeon, London, den 3. juli 1973, proklamerede, at det hele var forbi. Se det her på Youtube.

Spørgsmålet er, hvor kontrolleret og gennemtænkt det hele var, når det kommer til stykket. I en dokumentarfilm blev Bowie mange år senere spurgt om det, og han svarede, at hvis nogen havde spurgt ham dengang, hvad han havde gang i, havde han været nødt til at svare, at det havde han ingen ide om. Ifølge ham selv var det eneste, han vidste, at han ville udforske en anden virkelighed, og at han havde lyst til at lade skuespillet smelte sammen med musikken. Det var ideen, og da ideen begyndte at blive til virkelighed, blev han ét med sin nye rolle. Det var mere en søgen end et nøje planlagt stunt.


Festlig dommedag
Dissekerer man Ziggy Stardust, består albummet af en række stærkt iørefaldende sange. Gode popnumre, der er skåret over klassiske rockriffs, højt tempo og opløftende kor. Grundtonen er flere steder melankolsk, ikke mindst på åbningsnummeret Five Years, men feminine skrig, strygere og andre effekter er hele tiden med til at løfte stemningen og gøre den nært forestående dommedag til den bedst mulige fest. Ziggy Stardust er nemlig, på trods af sit tunge tema, et festalbum.

Skåret ind til benet var Ziggy Stardust ”bare” et glamrock-album. På den led er det jo pudsigt, at det siden har fået en så markant placering i musikhistorien. Der er ikke langt fra Ziggy Stardust til de boogie-rockede ting, Marc Bolan og for den sags skyld bands som Slade og Sweet lavede på samme tid. Retrospektivt er de navne typisk blevet set som noget ”sjovt”, ”kikset” og ”tidstypisk”. Glamrocken var i sin natur en modreaktion på den intellektuelle rock. Der skulle fest, sjov, dans og glimmer til i stedet for de dybe panderynker. Som John Lennon citeres for at have sagt om glamrocken: ”Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på”. Lennon mente det formentlig ikke nedsættende, for han elskede rock ’n’ roll og bevægede sig selv ud af et glam-spor i de tidlige 70’ere.


Mere krop, mindre hjerne
I Bowie-sammenhæng må Ziggy Stardust betegnes som mere krop, mindre hjerne. I hvert fald er det et væsentligt mindre intellektuelt album end de fleste andre, han udgav i 70’erne. Men nu er intellektualitet jo ikke nødvendigvis lig med vigtighed i kunstens verden. Det afgørende er, om tingene lykkes, om enderne går op. Om det virker. Og det gør alt – ja, alt – på Ziggy Stardust. Derfor er albummet så smukt og vigtigt.

40 år er ingen alder for et album af Ziggy Stardusts kaliber. Det glitrer og funkler stadig smukt i al sin paillet- og plastikperlebesatte skønhed. Og så kan det stadig udstøde primale kvindelige skrig og svinge med hofterne. Hvad mere har man brug for?

***


Se David Bowie i aktion som Ziggy Stardust her:









4. jun. 2012

Waters / Mickey Mantle

Sejt nummer, sej video...

Song For Wendy / The Night



En gammel guitar, der lyder af levet liv. Og to fantastiske stemmer, der tager greb om en fin tekst. Mads Mouritz og Dísa Jakobsdóttir er Song For Wendy, og de er altså værd at holde øje med.

Læs mere om duoen her:
http://www.facebook.com/#!/pages/Song-For-Wendy/187162021294195

28. maj 2012

Roskilde-anbefaling: Boubacar Traoré



Denne gang vil jeg anbefale en musiker, som måske ikke er bredt kendt i Danmark, men som jeg selv har lyttet rigtig meget til de seneste år, efter at jeg for nogle år siden nærmest tilfældigt opdagede hans album "Kongo Magni" fra 2005.

Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmand fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. Det var en ny lyd, og det var en lyd, der gjorde Traoré til et kæmpenavn i hjemlandet.

Efter et militærkup i 1968 forsvandt han fuldstændig fra det offentlige søgelys og trak sig tilbage til et simpelt liv som farmer. Først da en tv-station i 1987 tilfældigt kom forbi og lavede et portræt af ham, blev myten genoplivet, og han begyndte at indspille musik igen. Igen blev han enormt populær og denne gang også uden for Malis grænser.

Boubacar Traoré spiller en ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er guitaren, der bærer det hele frem. De to seneste albums, ”Kongo Magni”  fra 2005 og ”Mali Denhou” fra 2011 er rigtig gode steder at begynde, hvis du skal tjekke op på Boubacar Traoré inden årets optræden på Roskilde Festival. Og det bør du!

Rygtet siger, at Boubacar Traoré spiller fredag.

Her en god smagsprøve:




Se alle Roskilde-anbefalinger her


26. maj 2012

Nyt på playlisten: Alessi's Ark, Cold Specks, Snorre Kirk, Patti Smith og The Tallest Man On Earth


Alessi Laurent-Marke (Alessi's Ark) Foto: www.bellaunion.com

Jeg har lagt fem nye – og vidt forskellige numre – på majortom.dk-playlisten på Spotify.

Listen er i skrivende stund på 42 tracks. Du kan lytte og abonnere her:
http://open.spotify.com/user/113315005/playlist/3jcb2d9KKLk2CSO9bJ1u84

Her lidt om de fem netop tilføjede numre:

Alessi’s Ark / Wire
Alessi Laurent-Marke fra Hammersmith, London, står bag dette lækre track fra albummet "Time Travel", der udkom sidste år. Kan varmt anbefales til alle, der er til folky stuff. Alessi’s Ark udkommer på Bella Union, der bl.a. også har navne som Beach House, Father John Misty, The Walkmen og Fleet Foxes i stald. Hvor galt kan det så gå?
http://bellaunion.com/artists/alessis-ark/


Cold Specks / Winter Solstice
Alle skriver og taler om dette navn lige nu. Cold Specks er Roskilde-aktuel og har for ganske nylig sluppet sit debutalbum. Her mødes folk, soul og gospel. Jeg arbejder stadig på at få hele albummet til sådan for alvor at bevæge mig, men det her nummer er i hvert fald superfedt, og jeg ser også allerede nu en spændende koncert på Roskilde Festival for mig.
http://coldspecks.com/


Snorre Kirk / On Late Nights
Blå, blueset og virkelig stemningsmættet jazz fra norske Snorre Kirk, der lige nu er ude med et nyt album. Lidt et genrebrud, men den slags musik har jeg også brug for. Sådan en trang kan jo altid klares med lidt Coltrane eller andre gamle sager, men det er nu også meget interessant, når der dukker nye ting op.
http://www.myspace.com/snorrekirk


Patti Smith / April Fool
En af de gamle dinosaurer, der er på vej med nyt, er altid stærke Patti Smith. Nummeret her er første single fra det kommende album af samme navn. Et solidt nummer uden nogensinde at blive fremragende. Sådan lyder i hvert fald min vurdering. Jeg vil glæde mig til at høre hele albummet, som Patti Smith i øvrigt laver i samarbejde med bl.a. Tom Verlaine (ex-Television).
http://www.pattismith.net/


The Tallest Man On Earth / 1904
Et af de stærkeste navne på den skandinaviske folkscene, svenske Kristian Mattson fra Dalarna, forkæler os med et nyt album og en turne, der bringer ham omkring København. Her det første nummer fra det forestående album, som i øvrigt bærer samme navn. Det er sgu sprødt.
http://www.thetallestmanonearth.com/

17. maj 2012

majortom.dk-playlist på Spotify



For de læsere, der har lyst til løbende at få tips til ny og gammel musik, har jeg oprettet en slags uendeligheds-playlist på Spotify. Nu ved jeg ikke, om ”uendelig” er et specielt velvalgt ord i denne flygtige online-verden, hvor formater og tjenester kommer og går. Det er jo slet ikke til at vide, om folk om ti år overhovedet ved, hvad Spotify er. Men.. det her skal jo ikke handle om fremtiden, det skal handle om her og nu. Hvis du vil følge med i, hvad jeg lytter til, kan du abonnere på listen her:

http://open.spotify.com/user/113315005/playlist/3jcb2d9KKLk2CSO9bJ1u84

Jeg vil i ny og næ lægge numre på listen, der støt og roligt vil vokse sig til et mere omfattende bud på nye og gamle numre, der rykker hos mig. For at skubbe det hele lidt i gang har jeg lagt en bund af 20 numre, som herunder får lidt ord med på vejen. Alle forsynet med links til videre lytning på de enkelte kunstnere.

Enjoy…

Father John Misty / Nancy From Now On 
Den tidligere Fleet Foxes-trommeslager Joshua Tillman har begået et sprælsk, skørt og helt igennem dejligt album. Det her nummer, som er et af albummets bedste, er dog i den lidt mere stille og alvorlige ende.
http://fatherjohnmisty.tumblr.com/

Alison Krauss & Union Station / Dust Bowl Children 
Et Roskilde-aktuelt navn, man i mine øjne ikke må misse på årets festival. Hele albummet Paper Airplane er supergodt. Dust Bowl Children er blot et eksempel.
http://alisonkrauss.com/

The Milk Carton Kids / One Goodbye
En californisk duo, jeg opdagede for nylig. Minimalisme og sarte vokalharmonier dyrkes. Der er massiv inspiration fra eksempelvis Simon & Garfunkel og Crosby, Stills, Nash & Young, og det skal de ikke høre for. Albummet Prologue, som det her nummer er hentet fra, er stille, behageligt og sprødt.
http://themilkcartonkids.com/

Pete Molinari / Indescribably Blue
Englænder med smag for amerikansk musikhistorie. Hank Williams er blandt inspirationskilderne, og Molinari gør hvad han kan for at få musikken til at lyde, som noget der er indspillet i 50’ernes eller 60’ernes USA. Nummeret her er tilbage fra 2006 – han har også udgivet albums siden, som jeg stadig mangler at dykke helt ned i.
http://www.petemolinari.co.uk/

Jack White / Blunderbluss
Titelnummeret fra Jack Whites nye. Jeg synes, det er et lækkert, stilrent album, White har sluppet, og det lover godt for koncerten på Roskilde.
http://jackwhiteiii.com/

Neil Young & Crazy Horse / Oh Susannah
Oh Neil. Hvor er det dejligt at høre dig og de gamle venner lege sammen igen! Her single-forløberen fra det kommende album Americana. Albummet kommer udelukkende til at bestå af fortolkninger af ældgamle amerikanske sange. Det forlyder, at der til efteråret kommer et ”rigtigt” album med nye sange. Men indtil videre kan jeg sagtens slå tiden ihjel med det her.
http://www.neilyoung.com/

Kent / 999
Det er langt fra hele det nye album med Kent, der har ramt mig hårdt. Men åbningsnummeret er altså intet mindre end fremragende.
http://kent.nu/

Nikolaj Nørlund / Iltmasken
Ikke helt nyt, men usandsynligt godt. Det her nummer fra Nørlunds seneste album, ”Alt sammen, lige nu” er i mine ører et af hans bedste i meget lang tid.
http://www.norlund.com/ 

Beach House / Myth
Hele albummet har jeg kun fået lyttet igennem et par gange, men det lyder godt. Det her nummer er i hvert fald rigtig stærkt.
http://www.beachhousebaltimore.com/

The New Spring / Poet’s Mouth 
Nyt og dansk. Jeg var meget begejstret for The New Springs forrige album. Det nye er også rigtig godt, men det kræver også en del af lytteren. Nummeret her sidder der dog med det samme.
http://www.facebook.com/thenewspring 

Baby Woodrose / Dandelion
Endnu engang har Lorenzo Woodrose begået et solidt rockalbum under navnet Baby Woodrose. På det her nummer synger han duet med Emma Acs, og det er altså et nummer, jeg har svært ved at slippe igen.
http://babywoodrose.wordpress.com/

Moon Duo / In The Sun
Og nu vi er ude af den mere psykedeliske gren, så lad os da lige nappe en med Moon Duo. Den ene del af duoen er Erik "Ripley" Johnson, der også synger og spiller guitar i Wooden Shjips. Og selvom begge gruppers cirkulære musik næsten kan indkapsles i et gammelt Neil Young-citat: ”It’s all one song”, så må jeg sige, at den ene sang de bliver ved med at spille igen og igen er så hjemsøgende fed, at jeg ikke kan få nok.
http://moonduo.org

The Deep Dark Woods / The Banks of the Leopold Canal
Endnu et canadisk folk-country-agtigt navn, jeg først er stødt på for nylig. Det her nummer var med på compilation-cd’en i det seneste nummer af Uncut. Det fik mig til at lytte til hele albummet ”The Place I Left Behind” fra sidste år. Det holder hele vejen. Og så er der noget med, at de kigger forbi Tønder Festival (!) i år. Der skal jeg desværre ikke hen, men jeg kan da anbefale andre at gøre det.
http://thedeepdarkwoods.com/

Norah Jones / She’s 22
Den havde jeg ikke lige set komme. I min verden var Norah Jones et lidt for glat, småkedeligt navn, som jeg ikke troede, jeg skulle bruge tid på. Men efter anbefalinger gav jeg det nye album, som er produceret af Danger Mouse, en chance. Det er faktisk rigtig godt – særligt det her nummer.
http://www2.norahjones.com/ 

Tom Petty And The Heartbreakers / American Girl 
Den kan jeg I hvert fald ikke kalde ny. Men forleden kom jeg til at tænke på Tom Petty. Jeg gravede det her nummer fra 1976 frem og tænkte: Det er sgu da pissegodt! Derfor får han lov at komme med på playlisten.
http://www.tompetty.com/

Crystal Shipsss / Smile
Det nye projekt fra danske Jacob Faurholdt, der laver nogle virkelig interessante ting udi den mere eksperimenterende og syrede del af folkmusikken. Det her nummer er kort, men godt, og det kan samtidig fungere som en teaser på albummet ”Yay”, der udkommer 11. juni.
http://crystalshipsss.bandcamp.com/

Kasper Bjørke feat. Jacob Bellens / Hummingbirds
Det er ikke det dansable, der normalt er i højsædet her på bloggen. Men jeg kan da godt ryste de hofter, hvis det skal være. Jeg har et blødt punkt for Kasper Bjørke. Hans forrige album har jeg lyttet rigtig meget til, og på det nye gør det jo kun det hele bedre, at han lader Jacob Bellens (I Got You On Tape og Murder) synge for på en del numre. Det her nummer er et af flere virkelig gode fra albummet ”Fool”.
http://www.kasperbjorke.com/ 

Poor Moon / Any Place
To Fleet Foxes-medlemmer har haft lyst til at lege lidt uden frontmand Robin Pecknold, og det er der faktisk kommet en fin, lille EP ud af. Det her nummer er et ud af fem gode numre på ”Illusion”, der netop er udkommet.
http://www.facebook.com/thepoormoon

Deer Tick / Main Street
Jeg tjekkede det her band ud, fordi jeg kan se, de spiller koncert i London, mens jeg befinder mig derovre senere på året. Det er ret fint. God blanding mellem folk, blues og country.
http://www.deertickmusic.com/

Bob Dylan / Mississippi
Jeg genopdagede for nylig, hvor fantastisk et album ”Tell Tale Signs” er. Som led i Bootleg-serien er det jo ikke et regulært studiealbum, men det er alligevel noget af det fineste, der er kommet fra Dylan i mange, mange år. Her er det Mississippi, der var i spil til Time Out of Mind-albummet fra 1997. Wow!
http://www.bobdylan.com/us/home


Læs alle indlæg om majortom.dk-playlisten her

Og...  lyt, lyt, lyt: