xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

05/06/2011

Hvedekorn - nu med dækkeservietter


Hvedekorn
Nr. 2 2011
Rosinante & Co. 

Jeg har netop vendt sidste side i det nyeste nummer af Hvedekorn og er stadig ret høj på ord. En helt igennem god oplevelse.

Traditionen tro står tidsskriftet for en velkomponeret blanding af upcoming talenter og etablerede digtere. Samtidig er det tilpas krydret med visuelle effekter, der bringer en ekstra dimension til læseoplevelsen. I denne omgang er det særligt Eske K. Mathiesen og Åse Rørdams affotograferede broderede dækkeservietter med ordkunst, der for mit vedkommende både overrasker, underholder og giver anledning til refleksion.

Generelt er det netop koblingen mellem det skrevne ord og det visuelle, der gør størst indtryk på mig i dette nummer af Hvedekorn. Ud over de nævnte dækkeservietter vil jeg dvæle ved Mette Norrie, der igen leverer sin bløde og følsomme, men samtidig knivskarpe enlinjeslyrik med tilhørende illustrationer. En simpel streg er det, og sammenhængen mellem ord og illustration lykkes fantastisk godt.

Ser vi isoleret på det skrevne – og ser vi bort fra (gode) gamle travere som Pia Juul og Steen Kålø, er højdepunktet for mig Ingrid Nymo, som jeg hidtil ikke havde stiftet bekendtskab med. Hun er født i 1992 og har i øvrigt også et par virkelig flotte digte med i det nye nummer af et andet anbefalelsesværdigt lyriktidsskrift Slagtryk, som kan læses her.

I Hvedekorn skriver Ingrid Nymo blandt andet:

Hvis sne er alle farver
er det vel derfor man kan blive så mæt
af hvidt

Sådan skal den skæres.

Hvedekorn kan bestilles på hvedekorn.dk.

0 kommentarer: